Konsistoriebygningen

Konsistoriebygningen (eller Konsistoriehuset) i Lindegården ved Frue Plads stammer fra Roskildebispens københavnerresidens, som universitetet overtog efter reformationen i 1536.

Bygningen er en af de ældste bevarede bygninger i København – måske endda den ældste. Modsat universitetets øvrige bygninger slap Konsistoriebygningen uskadt gennem både Københavns brand i 1728 og det engelske bombardement i 1807. I 1969 foretog daværende rigsantikvar Olaf Olsen foretog udgravninger i bygningen, og han daterede den til cirka 1420. Dette passer godt med, at Erik af Pommern i 1417 gennemførte, at kronen overtog byen København fra Roskildebispen. Det betød, at biskoppen – før reformationen en af rigets mest betydningsfulde mænd – måtte fraflytte Københavns Slot og bygge en ny residens ved Vor Frue Kirke.

Et mere fast holdepunkt for bygningens alder er imidlertid tagkonstruktionen, som er den eneste bevarede fra det middelalderlige i København. En dendrokronologisk analyse af egetømmeret har vist, at det er fældet ca. 1480. Alligevel kan huset godt være ældre, idet tømmerkonstruktionen kan være blevet udskiftet som følge af brand eller af andre grunde. Huset er yngre end resterne af den oprindelige Nicolai Kirke, men måske ældre end Skt. Petri og Helligånds kirker. Under alle omstændigheder er Konsistoriehuset den ældste bevarede verdslige bygning i København.

Bygningen var oprindeligt længere i retning af Nørregade i form af en tilbygning, hvor nu Professorbygningen (opført efter branden i 1728) står. Da universitetet overtog bygningen i 1537, blev dens hovedformål at være professorbolig. Fra 1563 overgik den til at huse universitetets øverste råd, konsistorium.

Konsistoriums mødesal

Det er dokumenteret, at konsistorium har holdt møde i rummet i stueetagen i hvert fald siden 1563. På den baggrund har en stor del af de mest centrale skikkelser i dansk åndsliv og videnskab – det vil sige navne som Niels Hemmingsen, Ole Worm, Ole Rømer, Ludvig Holberg, H.C. Ørsted, Knud Lyhne Rahbek, Adam Oehlenschläger, Rasmus Rask, Ludvig Panum, Vilhelm Thomsen og Niels Bohr for blot at nævne nogle – har haft deres gang her.

Der er intet middelalderligt tilbage i mødesalen, som er blev ombygget mange gange i historiens løb. Det nuværende møblement er en gave fra de to Carlsbergfonde til universitetet ved 500-års jubilæet i 1979. Gaven fra fondene var baseret på en idé om at lade møbelarkitekten Hans J. Wegner skabe en original og værdig møblering af dette meget specielle og historiske rum. Forskellige forhold gjorde, at denne tanke kun i begrænset omfang blev ført ud i livet.

I 2002-2003 lykkedes det at gennemføre en tiltrængt istandsættelse af rummet, hvor de hidtidige gulvtæppe- og belysningsløsninger blev afløst af nogle, der i højere grad harmonerede med intentionerne bag de to Carlsbergfondes gave fra 1979. Som en fornem afslutning modtog universitetet i 2005 en gave fra Ny Carlsberg Fondet i form af det store gulvtæppe udført af væveren Puk Lippmann. Samtidig blev de gamle prismekroner, der tidligere havde hængt i rummet, istandsat og atter hængt op.

Efter at konsistorium blev nedlagt med universitetsloven i 2003, har Københavns Universitets bestyrelse afholdt sine møder i mødesalen.

Kælderen

Konsistoriebygningens kælder har med sit krydshvælvede loft, granitsøjler og kamin i høj grad bevaret sit udseende siden middelalderen. Gulvhøjden i kælderen er den originale, om end de oprindelige piksten er blevet udskiftet med klinker i 1970'erne.

Efter at universitetet overtog bygningen i 1537, har kælderen været brugt til mange ting. Den professor, der i årene efter universitetets genoprettelse i 1537 var kvæstor (regnskabsansvarlig), havde embedsbolig i Konsistoriehuset, og i kælderen skulle han to gange dagligt sørge for at studerende for en rimelig betaling kunne få et måltid mad. Kælderen var således universitetets første kantine, før Kommunitetet blev oprettet i 1569. Kælderen har også været øl- og vinkælder. Christian 3. gjorde i 1539 universitetet skattefrit, og det kunne derfor importere og videresælge toldfri øl og vin til lærere og studerende.

Under bombardementet i 1807 blev de ældste og vigtigste dele af universitetets arkiv i hast båret ned i kæderen, der blev muret til. Det skete i den – skulle det vise sig korrekte – formodning, at Konsistoriebygningens kælder var det sikreste sted at gemme arkivalierne af vejen.

Manglende dræning, kombineret med at den nederste del af ydermuren i stigende grad blev dækket af jord som led i den almindelige terrænhævning gennem århundreder, medførte betydelige fugtproblemer i kælderen. Disse blev først afhjulpet i 1960'erne, hvor der blev etableret omfangsdræn, gulvvarme og klimastyring.

Kælderen er nu indrettet til repræsentative formål.

Ved siden af Konsistoriebygningens kælder, i en udbygning mod øst bag hovedbygningens festsal, ligger universitetets fangekælder eller carcer, som det også blev kaldt med et latinsk ord.

Emner