11. august 2010

Kommunitetsbygningen

Kommunitetsbygningen er det lange hus langs Nørregade, fra Frue Plads til Krystalgade. Navnet udspringer af, at det blev benyttet af kommunitetet, det store studenterstøttende legat, som Frederik 2. stiftede i 1569. Bygningen rummer i dag blandt andet kontorer for universitetets øverste ledelse.

Kommunitetsbygningen, 1750

Kommunitetsbygningen, som den så ud omkring 1750.

Skiftende anvendelser, kombineret med ildebrande og bombardementer, har medført, at Kommunitetsbygningens bygningshistorie er overordentlig kompliceret. Så her kommer kun et ultrakort oprids: Da Københavns Universitet i 1537 overtog universitetsfirkanten fra Sjællands biskop - han fik så til gengæld den hidtidige universitetsbygning lige ovre på den anden side af Nørregade. Langs Nørregade lå en række selvstændige bygninger, der i begyndelsen af 1600-tallet blev bygget sammen til Kommunitetsbygningen.

Det sydligste og vigtigste bygning var den, der i reformationstiden kaldtes Collegium og som gennem hele 1500-tallet var universitetets egentlige kerne- eller hovedbygning. Det er kælderen fra dette hus, der i dag kaldes Munkekælderen. Navnet er malende, men ret beset misvisende, da der aldrig har været munke her. Munkekælderen stammer fra middelalderen, hvilket facaden ud mod Lindegården også bærer præg af den dag i dag. Det hus, som Munkekælderen hørte til, omtales første gang 1464, men kan meget vel være ældre.

I 1417 måtte Sjællands biskop afstå byen København til kongen og fik derfor brug for en passende københavnerresidens. Den blev placeret i det, der nu er Universitetsfirkanten, og byggearbejderne er rimeligvis gået hurtigt i gang. Der blev opført en række bygninger, blandt andet det lille Konsistoriehus inde i Lindegården (der stadig er bevaret). Det kan meget vel have været selve bispeboligen, og det er i dette hus, som efter 1537 blev universitets nye hovedbygning. Nybyggeri, der skulle imødekomme det voksende universitets behov, medførte, at huset  efter år 1600 kunne overdrages til andre formål.

Frederik 2. havde i 1569 stiftet kommunitetet, en forløber for vore dages SU. Kommunitetets opgave var dagligt at tilberede og servere to måltider mad til 100, senere 120 studenter. I en tid uden supermarkeder, køleskabe, elkomfurer og dybfrost var dette en kompliceret og pladskrævende opgave. Allerede inden år 1600 var der ud mod Nørregade og Krystalgade, eller Skidenstræde, som den hed dengang, bygget et hus til tilberedning og servering af studenternes mad.

Men pladsforholdene var trange. Derfor bestemte Christian 4. i begyndelsen af 1620´erne, efter et grundigt udvalgsarbejde, at kommunitetet skulle overtage Collegiebygningen. Denne blev herefter sammenbygget med ovennævnte kommunitetshus, hvorved den lange ubrudte facade ud mod Nørregade var etableret, og hele det nye kompleks blev indrettet til kommunitetets forskellige formål.

Munkekælderen

Det er ved den lejlighed, at Munkekælderen har fået det udseende, den nu har. Kælderens opgave har været at være forrådskælder til opbevaring af de store mængder korn og andre naturalier, som kommunitetet modtog fra sine fæstebønder. Dette forklarer krogene i loftet, som har været anvendt til at hænge oksekroppe, skinker, pølser og meget andet godt op i. Tilsvarende har man kunnet stikke en stang gennem ringene i loftet til yderligere ophæng af fødevarer.

Kommunitetet synes som så meget andet i de svære år efter svenskekrigene at være gået i forfald, og blev derfor reorganiseret i 1674. Ved den lejlighed blev det bestemt, at der hver dag til middag og aftensmad skulle serveres 3 retter mad, hvilket for middagens vedkommende var en reduktion på én ret i forhold til tidligere. Det kan lyde af meget, men betragtedes som tarveligt i en tid, hvor et måltid til standspersoner bestod af langt flere retter. For eksempel fastsatte Christian 4. lige efter 1600, at en doktormiddag højst måtte bestå af 7 retter, og en magistermiddag af 6.

En ugentlig kostplan fra reorganiseringen er bevaret:

  • Mandag: Middag: ærter, lammekød, sild. Aften: okse- eller lammekallun (mave), grød, tørfisk
  • Tirsdag: Middag: goffenbrad (der er en oksesteg stegt i lergryde), lammekød, kål. Aften: oksekød, grød, småmad (formentlig ost, pølse o.l.)
  • Onsdag: Middag: sild, vælling, lammekød. Aften: fisk, grød og småmad
  • Torsdag: Middag: goffenbrad, kål, flæsk. Aften: lammekød, grød, fisk
  • Fredag: Middag: hvidkål, lammekød, sild. Aften: lammekød, grød, fisk eller småmad
  • Lørdag: Middag: sild, vælling, Lammekød. Aften: oksekallun eller fisk, grød, tørfisk
  • Søndag: Middag: kål, flæsk, oksesteg. Aften: vælling, goffenbrad og tørfisk

Det er en kostplan, der adskiller sig radikalt fra det, vore dages kosteksperter anbefaler. Frugt er der slet intet af, og forskellige slags kål og tørrede ærter er alene om at repræsentere grøntsagerne. Der har ikke været mange C-vitaminer i den kost, og faktisk var skørbug en folkesygdom, der først forsvandt, da kartoflerne slog igennem op imod 1800.

Variationen består mest i de forskellige slags kød, men her skal man huske, at det har været ramsaltede og tørrede eller røgede okse- og svinekroppe, der er tale om, måske med lammekødet som en velkommen oase med fersk kød.

Kommunitetsbespisningens historie beretter da også om utallige klager over madens kvalitet, mange givet velbegrundede. Men måske har det hjulpet, at der til at skylle maden ned med blev serveret to potter (det vil sige knap to liter) øl pr. mand.
Ligesom der var styr på bespisningens materielle indhold, var der styr på de formelle og spirituelle rammer. Spisningen foregik ved et antal borde (1573-1620: 9, 1620-30: 12, 1660-: 10), men under alt andet end frie former.

I 1573 blev der fastsat et helt reglement herom, de såkaldte klosterlove (måske heraf tilnavnet Munkekælderen), hvor man blandt mange andre bestemmelser kan finde, at der under måltidet kun måtte tales latin og at der skulle foretages recitations- og disputereøvelser ved bordene. Disse blev ved hvert bord ledet af en dekan, der tillige førte protokol over forhandlingerne.

Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet betød, at kommunitetets bønder gik over til at betale deres afgifter i penge, hvilket førte til, at bespisningen blev erstattet af et pengebeløb. Herefter har kælderen haft mange skiftende anvendelser.

I årene omkring 1970 var den således ramme om de meget populære Munkekælderfester hver weekend, hvor de studerende for en billig pris kunne more sig med god jazzmusik, billig øl osv. Det var før den almindelige velstandsstigning og en forbedret SU havde gjort det muligt for en almindelig studerende at benytte de muligheder, som København bød på, for det mere velstående unge. Da det skete i løbet af 1970´erne, ophørte Munkekælderfesterne.

I 1996 blev Munkekælderen istandsat i forbindelse med 'Kulturby 1996', og den benyttes nu dels af universitetet til receptioner, frokoster og lignende, dels kan den på rimelige vilkår lejes af universitetets ansatte til private formål.

Læs mere om bespisning og kommunitetets historie her.