Professorbygningen

Bygningen, der er placeret midt i Universitetsfirkanten med facade mod Magnoliegården ud til Krystalgade og med bagsiden mod Lindegården, er opført i årene 1729-32 som et stykke fornem københavnsk borgerbarok.

København brændte i 1728 og universitetet med det. Branden var en national katastrofe, og såvel byens som universitetets genopbygning trak ud. Universitetet benyttede anledningen til at bygge en passende embedsbolig for 'Oeconomus Communitatis', det vil sige Kommunitetets regnskabsfører og godsforvalter.

Økonomus var en vigtig person, og derfor byggede Kommunitetet en flot embedsbolig til ham. Bygningen har traditionelt været tilskrevet arkitekten Johan Cornelius Krieger (1683-1755), men nyere undersøgelser har dog vist, at det næppe er holdbart, og at murermestrene Lars Erichsen og Søren Sørensen, som opførte huset, må regnes for arkitekterne. Det er derfor det, man i en senere tids sprogbrug kan kalde et 'murermesterhus'.

Det har været et stateligt hus, et vidnesbyrd om den prestige, der var knyttet til embedet. At der også blev taget praktiske hensyn vidner den store granitblok, der den dag i dag ligger neden for trappen, om. Den var nyttig, når en godsforvalter skulle op på hesten.

Studenterbespisningen ophørte i midten af 1700-tallet, og senere blev godsforvaltningen ændret, således at Kommunitetets bønder for fremtiden betalte deres afgift i penge og ikke naturalier. Hvad det kom til at betyde for Kommunitetets muligheder for at støtte studenterne, er en anden historie. Men den umiddelbare konsekvens var, at der ikke længere var behov for en 'Oeconomus Communitatis'. Derfor overgik huset i 1815 til at være embedsbolig for en af professorerne, og efter opførelsen af Zoologisk Museum i 1870 blev det embedsbolig for den professor, der beklædte stillingen som museets direktør frem til 1945.

Restaurering

Efter Anden Verdenskrig blev det inddraget til universitetsadministrationen, og efterhånden fremstod huset temmelig nedslidt. Bygningens nuværende ydre skyldes den daværende kongelige bygningsinspektør Niels Koppel, der stod for den generelle renovering af Universitetsfirkanten i 1980'erne.

Ove Nathan, der var rektor fra 1981 til 1993, havde det ønske at kunne indrette professorvillaen til brug for rektors repræsentation. I et samarbejde mellem universitetets tekniske forvaltning og den kongelige bygningsinspektør David Bretton-Meyer, og takket være generøs støtte fra en række private fonde, blev det muligt i 1990-93 at gennemføre en gennemgribende renovering og nyindretning af huset.

Restaureringen foregik efter det mønster, der har været gældende for renoveringen af Universitetsfirkanten siden 1980: Der er tale om gamle, meget specielle huse, opført til formål, der for længst er passé. De er fredede, hvilket betyder, at det at anvende dem til et nutidigt formål er en svær opgave, fordi fredningen sætter meget snævre rammer for, hvad arkitekterne må og især ikke må.

Opgaven, at indrette et gammelt hus til nutidige formål, blev i Professorbygningen løst fremragende: I den øverste etage blev der indrettet et antal fuldt udstyrede lejligheder til rektors gæster. I stueetagen var der dagligstue, køkken og opholdsrum i øvrigt, samt et mødelokale, der i den tidligere rektor Ove Nathans sidste år faktisk var det sted, hvor den kreds af rektor og dekaner med flere, der stod for universitetets daglige ledelse, mødtes. Man kan sige, det i de år var magtens centrum på universitetet.

Ove Nathan, som definerede sin rektorrolle som en 'pedel uden budget', må være tilfreds med at hænge på væggen (i helfigur, dekanernes afskedsgave, udført af Mogens Hoff) i netop dette rum.

Som en del af istandsættelsen var der engageret en farvekonservator, der meget omhyggeligt afdækkede og nummererede de mange lag maling, der siden 1732 var smurt på væggene. Farvekonservatorens afdækninger er efterladt åbne i alle rummene og de farver, der er anvendt i dag, er hentet fra denne palet.

Ellers var idéen, at når nu historien havde fået sit, skulle huset fremstå som et værdigt udtryk for moderne dansk design. Dette blev gennemført med stor konsekvens, støttet af sponsorer - for eksempel er en af sponsorerne LeKlint-Fonden, hvorfor al belysning er LeKlint.

Som årene er gået, har Ove Nathans idé om at anvende bygningen som gæstehus vist sig at være problematisk. De praktiske hensyn omkring vedligeholdelse, hensigtsmæssig møblering, måltider – der blev til gæsterne indrettet et fuldt udstyret køkken – adgangsforhold, rengøring osv. har vist sig vanskelige at få til at fungere tilfredsstillende. 

Da behovet for administrationslokaler samtidig er steget, blev det i 2005 besluttet at nedlægge gæsteboligfunktionen, hvorefter huset er blevet benyttet til administrative formål.

Emner