Professorbygningen
Professorbygningen, der har facade mod Magnoliegården ved Krystalgade og bagside mod Lindegården ved Frue Plads, blev opført i 1729-1732 efter Københavns brand i 1728 som et stykke fornem københavnsk borgerbarok.
Bygningen fungerede oprindelig som embedsbolig for godsforvalteren – oeconomus – ved studenterstiftelsen Kommunitetet, der havde til formål at bespise de studerende.
Bygningens historie
Professorbygningen set fra Lindegården.
Efter Københavns Brand i 1728, som gik hårdt ud over universitetets bygninger, blev der opført en ny embedsbolig for Oeconomus Communitatis, det vil sige Kommunitetets regnskabsfører og godsforvalter. Den nye bygning erstattede et af de middelalderhuse, universitetet overtog i 1537, og som allerede siden 1572 havde været bolig for oeconomus.
Bygningen har traditionelt været tilskrevet arkitekten Johan Cornelius Krieger (1683-1755), men nyere undersøgelser har vist, at murermestrene Lars Erichsen og Søren Sørensen, som opførte bygningen, også er dens arkitekter.
Et særpræg ved bygningen er den store granitblok neden for den udvendige trappe ud mod Krystalgade. Stenen havde til formål at gøre det nemmere for godsforvalteren at stige op på sin hest.
Studenterbespisningen ophørte i midten af 1700-tallet, og senere blev godsforvaltningen ændret, så Kommunitetets bønder betalte deres afgift i penge og ikke naturalier. Den umiddelbare konsekvens var, at der ikke længere var behov for en oeconomus. Embedet blev derfor nedlagt i 1813, og i 1815 overgik bygningen til at være embedsbolig for en af universitetets professorer, blandt andre for teologen H. N. Clausen (1793-1877), som flyttede ind i 1841. Efter opførelsen af Zoologisk Museum i 1870 og frem til 1945 var den embedsbolig for den professor, der var direktør for museet. I slutningen af 1940’erne overgik Professorbygningen til universitetsadministrationen, og en betjentlejlighed blev indrettet i kvistetagen.
Restaurering
Bygningens nuværende ydre skyldes den kongelige bygningsinspektør Nils Koppel, der stod for den generelle renovering af Universitetsfirkanten i 1980’erne.
Ove Nathan (rektor 1981-1993) ønskede at indrette bygningen til brug for rektors repræsentation. I et samarbejde mellem universitetets tekniske forvaltning og den kongelige bygningsinspektør David Bretton-Meyer, og takket være generøs støtte fra en række private fonde, blev en gennemgribende renovering og nyindretning af bygningen gennemført i 1990-1993.
Opgaven, at indrette et gammelt, fredet hus til nutidige formål, blev i Professorbygningen elegant løst ved, at der i den øverste etage blev indrettet nogle lejligheder til rektors og universitetets gæster. I stueetagen var der dagligstue, køkken og opholdsrum samt et mødelokale, hvor Ove Nathans portræt, malet af Mogens Hoff, i dag hænger.
Som en del af istandsættelsen afdækkede og nummererede en farvekonservator omhyggeligt de mange lag maling, der siden 1732 var påført væggene. Farvekonservatorens afdækninger er efterladt åbne i alle rummene, og de farver, der er anvendt i dag, er hentet fra denne palet.
Ellers var idéen, at når nu historien havde fået sit, skulle bygningen fremstå som et værdigt udtryk for moderne dansk design. Dette blev gennemført med stor konsekvens, støttet af sponsorer – for eksempel var en af sponsorerne LeKlint-Fonden, hvorfor al belysning var LeKlint.
Som årene gik, viste Ove Nathans idé om at anvende bygningen som gæstehus sig af praktiske årsager at være problematisk. Da behovet for administrationslokaler samtidig steg, blev gæsteboligfunktionen nedlagt i 2005, og bygningen er siden blevet benyttet til administrative formål.