Akademiske grader og eksaminer (1479-1788)

Universiteter har siden begyndelsen haft som deres vigtigste beskæftigelse at bedrive videnskab, og videregive resultaterne heraf i skriftlige publikationer og, nok så vigtigt, gennem undervisning. Det synlige resultat af den undervisning var de akademiske grader, med doktorgraden som den fornemste. Fælles for alle akademiske grader var, at de gav den, der havde erhvervet en grad, ret til selv af undervise på universitetet. Ordet doctor betyder på latin egentlig en underviser, afledt af verbet docere, at undervise.

Doktorhatte
Tildelingen af doktorgraden var ikke mindst i ældre tid forbundet med et omfattende ritual, hvori blandt andet indgik overdragelse af doktorringen. I ældre tid brugte universitetet tillige en doktorhat som værdighedstegn. Hvert fakultet havde sin særlige hat, som var fakultetets ejendom, der blev leveret tilbage efter promotionshandlingen. De fire doktorhatte blev af universitetet foræret Nationalmuseet ved dettes 150 års fødselsdag i 1957.

I nutiden opfattes forskning og undervisning som to lige vigtige dele af et universitets virkeområde. I ældre tid kunne undervisningen til tider få karakter af at være universiteternes primære opgave. Således kan man i hvert fald tolke den nye fundats, som Københavns Universitet fik i 1788, og som kom til at regulere Universitetets virke de næste 200 år.

Her blev universitetets hovedopgave defineret som den at uddanne statens embedsmænd. Det var en udvikling, som havde været undervejs længe, og som nu kom markant til udtryk ved, at der i hvert fakultet blev indført en embedseksamen, dem vi kender som cand.theol., cand.jur., cand.med. osv.

Og selvom der også i ældre tid, ikke mindst i det 17. århundrede, blev opnået vigtige videnskabelige resultater på Københavns Universitet, er det først efter 1800, at forskningen for alvor slår igennem som det ene hovedelement i universitetets liv.

De akademiske grader, der opnås gennem forskning, blev bevaret, men deres funktion har siden 1788 først og fremmest været den at tjene til intern kvalifikation på universitetet.

Embedseksaminer

Med reformationen startede en udvikling, hvorefter universitetet blev statens universitet, med uddannelse af præster til den danske og den norske kirke, og siden statens embedsmænd i bredere forstand, som sin vigtigste opgave. I konsekvens heraf udvikledes frem imod slutningen af 1700-tallet - ved siden af de traditionelle akademiske grader (baccalaureus-, licentiat-, magister- og doktorgraden) - et system af embedseksaminer.

Den første begyndelse kom 1629 med en bestemmelse om, at ingen måtte kaldes til præst, med mindre han kunne fremlægge en attestation fra tre professorer, heraf mindst to teologiske, på sine kundskaber. Dette førte i 1675 til, at der indrettedes en egentlig formel eksamen, den teologiske attestats, som i 1707 blev udbygget til en teologisk kandidateksamen.

En lidt anden ordning finder man i medicin, hvor det i 1672 blev bestemt, at den medicinske doktorgrad skulle være en betingelse for at kunne praktisere som læge, en ordning, hvis virkninger har kunnet spores frem til nutiden i og med at antallet af medicinske doktorer stadig overstiger alle andre til sammen. I den nye universitetsfundats fra 1732 blev der endvidere fastsat regler for en eksamination i de forskellige medicinske discipliner, før tilladelse til at disputere for doktorgraden blev givet.

Frem til det 18. århundrede havde Det Juridiske Fakultet, der normalt kun bestod af én professor, kun haft ringe betydning. Dette blev ændret i 1736, hvor der blev indført dels en egentlig juridisk embedseksamen med latin som sprog, efter den model som var blevet lagt til grund for den teologiske kanditateksamen i 1707, dels en "juridisk eksamen for ustuderede", d.v.s. en praktisk juridisk prøve på dansk, som blev bibeholdt frem til 1936.

Endelig havde magistergraden, den øverste grad i Det Filosofiske Fakultet, siden begyndelsen af 1600-tallet normalt været forudsætningen for at blive rektor i latinskolerne, dette blev præciseret i Danske Lov 1683.