Kommunitetsbygningen
Kort om Kommunitetsbygningen
Kommunitetsbygningens ældste dele på hjørnet af Frue Plads og Nørregade går tilbage til bispegården, der blev opført i 1400-tallet. Se især facaden med de røde munkesten ind mod Lindegården. Bygningen var efter reformationen – fra 1537 – universitetets hovedbygning. Ved siden af den blev der i 1573 opført en bygning for stiftelsen Kommunitetet, som indtil midten af 1700-tallet havde til formål at bespise de studerende. Fra 1619 rådede Kommunitetet over begge bygninger. De brændte i 1641, men blev kort efter genopbygget.
Den nuværende bygning blev opført efter Københavns brand i 1728 af bygmestrene Ole Larsen og Søren Sørensen. Gennem sammenbygninger og en forlængelse af bygningen hele vejen mod nord til Krystalgade blev den nuværende sammenhængende facade ud mod Nørregade skabt.
På facaden mod Lindegården er to mindetavler over brandene i 1641 og 1728. I facaden mod Magnoliegården er der ved siden af porten indmuret en kanonkugle fra bombardementet i 1807, som Kommunitetsbygningen slap relativt uskadt fra.
Siden 1807 er bygningen blevet benyttet til så forskellige formål som mineralogisk museum, filologisk-historisk laboratorium, embedsboliger og den akademiske lærerforsamlings møder. Siden cirka 1960 er den udelukkende blevet anvendt af fællesadministrationen. Efter 100 år i Kommunitetsbygningen flyttede rektors og den øvrige øverste daglige ledelses kontorer i 2022 til Museumsbygningen.
Mere om Kommunitetsbygningen
Kommunitetsbygningen er det lange hus, der ligger langs Nørregade, fra Frue Plads til Krystalgade. Navnet udspringer af, at det blev benyttet af Kommunitetet, som Frederik 2. i 1569 havde oprettet til understøttelse af studerende. Bygningen rummer i dag kontorer og mødelokaler for universitetets fællesadministration.
Kommunitetsbygningen, som den så ud omkring 1750.
De ældste dele af bygningen stammer fra middelalderen. Ældst er kælderen i den sydligste ende, på hjørnet af Frue Plads og Nørregade, der i dag kaldes Munkekælderen.
I 1417 måtte Sjællands biskop afstå byen København og dets slot til kongen. Biskoppen fik derfor brug for en anden passende residens i byen. Den blev placeret i den sydvestlige del af det, der nu er Universitetsfirkanten. Fra den tid stammer den stadig bevarede Konsistoriebygning i Lindegården samt dele af Kommunitetsbygningen. Da Københavns Universitet i 1537 overtog grunden fra biskoppen, lå der langs Nørregade en række selvstændige bygninger.
Den sydligste og vigtigste bygning lå på hjørnet af Nørregade og Frue Plads. Den blev af universitetet kaldt Collegium, og fungerede i resten af 1500-tallet som universitetets hovedbygning. Bygningen omtales første gang i 1464, men er muligvis ældre. Den har bevaret et middelalderpræg med facaden af munkesten ud mod Lindegården.
Da Frederik 2. i 1569 stiftede Kommunitetet, der fik til opgave dagligt at tilberede og servere to måltider mad til 100 studenter, blev der til dette formål opført en bygning ved siden af Collegium, dvs. omtrent over for Sankt Peders Stræde. Pladsforholdene var imidlertid trange, og derfor bestemte Christian 4. i begyndelsen af 1620'erne at Kommunitetet skulle overtage Collegium-bygningen. Den blev sammenbygget med Frederik 2.s kommunitetshus, hvorved første trin i den lange ubrudte facade ud mod Nørregade var etableret. Til erstatning for Collegium opførte Christian 4. en ny hovedbygning (Collegium Novum) for universitetet. Den lå på den modsatte side af Lindegården, hvor den nuværende hovedbygnings forhal og festsal ligger.
Kommunitetsbygningen i dag
Christian 4.s Kommunitetsbygning fra 1620'erne brændte i 1641. Den blev genopført i 1643, men kun for at brænde igen i 1728. Genopbygningen i 1731 blev udført af bygmestrene Ole Larsen og Søren Sørensen. De skabte en sammenhængende, pudset facade hele vejen fra Frue Plads til Krystalgade med pilastre og gavle ud mod Nørregade. To mindetavler over brandene blev opsat i facaden ind mod universitetsgården. Det varede dog ikke længe, før Kommunitetet senere i århundredet gradvist rømmede bygningen i forbindelse med ophøret af bespisningen af studenter. I stedet overgik den til andre formål for universitetet. En række studiesamlinger (for eksempel mineralogiske og zoologiske) blev indrettet i bygningen, der også kom til at rumme lejligheder for professorer eller deres enker. Ved Københavns Bombardement i 1807 led bygningen skader, men ikke mere end de lod sig udbedre. Nord for porten i Nørregade, ind mod universitetets gård, er der indmuret en kanonkugle fra bombardementet.
En gennemgribende istandsættelse og ombygning blev foretaget af arkitekt Martin Borch i 1918-1921, hvor blandt andet pudslaget blev fjernet (bortset fra gavlen ud mod Frue Plads). Ved den lejlighed kom der igen studenterspisestue i bygningen i form af Kannibalen i kælderen nord for porten i Nørregade. Syd for porten blev universitetets administration i form af det såkaldte konsistorialkontor placeret i stuen, og på første sal blev der indrettet udvalgsværelse og mødesal for lærerforsamlingen. I forbindelse med konsistorialkontoret blev der også indrettet et kontor for rektor, og rektoratet havde hjemme i Kommunitetsbygningen, indtil det i 2022 flyttede til Museumsbygningen.
Læs mere om bespisning og Kommunitetets historie.