Øjenvidneberetning fra 21. november '68

Af Christian S. Nissen

Psykologistuderende Finn Ejner Madsen erobrer talerstolen til årsfesten

På en eller anden måde havde vi fået opsnuset, at Finn Ejner (eller nogle andre fra den hedengangne aktivistbevægelse) ville lave en eller anden form for ravage ved årsfesten. Det var så vidt jeg husker den egentlige grund til, at vi besluttede at blive væk og annoncerede den beslutning i form af en boykot. Vi ville ikke sidde passivt på stolerækkerne i pænt tøj og endnu en gang være på sidelinjen. I Berlingeren stod følgende lille strofe:

Studenterformand
Christian Nissen
Er blevet lidt
Novembervrissen.

Vil ikke med
Til årsfest være,
Optræder som
Fornærmet herre.

Nu hænger Fog
nok slemt med mulen -
Med Nissen sur
Så tæt på julen!

Fog hang aldeles ikke med mulen. Til pressen udtalte han med slet skjult overbærenhed, at "Det må vi jo se at bære ..." (Politiken den 19. november 1968).

Pressebillederne fra Finn Ejners stunt, som Fog tacklede dygtigt, fik siden næsten samme ikonstatus som Delacroixs berømte maleri La Liberté guidant le peuple fra 1830-revolutionen. Han var meget aktiv, men det var ikke en enmandshær. Han holdt jævnlige møder med en trofast flok i et lokale i Fiolannekset, hvor der i en skunk var opmagasineret en større bunke en halv meter lange bøgestokke med en lille rød plastvimpel i den ene ende. Da biografen Scala på Vesterbrogade viste filmen De grønne baretter med John Wayne samlede Finn sine tropper. Fra Studenterrådets vinduer på 1. sal på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade så jeg dem stille op i geled med bøgestokkene. De trampede taktfast på stedet med Ho-Ho-Ho-Chi-min-råb, indtil Finn stående inde på fortovet kommanderede dem "fremad march!". Nedad Fiolstræde, gennem Jorchs Passage og videre mod biografen, hvor de vist i øvrigt fik bank af en motercykelbande, der ville forsvare John Wayne og hans Vietnam-film.