Øjenvidneberetning fra studenteroprøret '68

Af Christian S. Nissen

Studenteroprøret ligger nu så langt tilbage "i forrige århundrede", at vi, der var med eller oplevede det på afstand, nærmer os pensionsalderen. Vi er som de ældre herrer med det blårøde armbind, der i min skoletid hvert år den 9. april eller 5. maj mødte op i skolen og fortalte om deres indsats i modstandskampen under den tyske besættelse.

"68" er siden blevet et symbol. Mange har stærke meninger om det, hvad enten de ser det som en frigørelsens tid, hvor alt kunne lade sig gøre og mange gamle bindinger både på hånd og mund faldt til jorden, eller som optakten til "nogle forbandede år", hvor ytringsfrihed og frisind blev knægtet af en dogmatisk venstrefløj.

Som jeg nu, fyrre år efter, husker tiden, er begge dele rigtigt, selvom meget af det var begyndt i de forudgående år og andet først rigtigt slog igennem i årene derefter. Min egen erindring om selve 68 er stærkt knyttet til Studenterrådets lidet heltemodige rolle og de krumspring vi i ledelsen måtte gøre for ikke at blive kørt helt ud på sidelinien. Man kan roligt sige, at Studenterrådet ikke var revolutionens fortrop. Vi kom snarere løbende halsende bagefter. Hvorfor og hvordan kan læses i følgende uddrag af min dagbog fra foråret 68 blandet med bagklogskabens supplerende kommentarer.

Tiden før 68

Under revolutionerne "nede i Europa" i 1830 og 1848 blev der bygget barrikader og skudt med kanoner i Berlins og Paris' gader. I København tog man det mere roligt. 1848-revolutionen blev her til et folketog til Christiansborg Slotsplads, hvor Frederik den VII stod frem på balkonen og under borgerskabets hurraråb opløste enevælden.

Det med revolutioner ligger ikke til os danskere - troede vi i Studenterrådet i 1968, når vi hørte om, hvad der gik for sig på tyske, franske og amerikanske universiteter. I januar 1968 deltog jeg i et møde i Flensborg, hvor en student fra Berlin fortalte om, hvorfor de tyske studenter demonstrerede mod deres helt uacceptable forhold og manglende indflydelse.

Med en vis overbærende medlidenhed fortalte jeg, hvor godt vi danske studerende havde det med kollegieboliger, studielegater osv. og med repræsentation (ganske vist uden stemmeret) i universiteternes organer på alle niveauer. Det med oprør lå fjernt for os. Vi så det snarere som et problem, at Studenterrådet og studenterpolitikken levede i splendid isolation fra den helt overvejende del af studenterne. Stemmeprocenterne ved valg til rådet var ikke at råbe hurra for og det var svært at få folk til at komme til møder. Vi var et autoriseret element i det universitære establishment med den afmålte repræsentative indflydelse, der nu engang er en interesseorganisation til del.

I et udvalg under Undervisningsministeriet ("Universitetsadministrationsudvalget") var der i årene op til 1968 blevet arbejdet med en ny styrelseslov. Studenterrepræsentanterne kæmpede her hårdt for, at de 1-2 studenter i de styrende organer skulle have stemmeret. Mere strakte fantasien ikke til at forlange. Selv samme dag, som oprøret brød ud den 21. marts, afholdt udvalget en konference i Københavns omegn, hvor vi slog til lyd for vore - oplevede vi selv og vores modparter i udvalget - bastante krav om mere indflydelse. Rygterne om at noget var i gang i Studiegården nåede frem og vi hastede ind til byen for at se, hvad der var på færde.

20.-21. marts: studerende stiller krav om medbestemmelse i studiegården

Demonstrationen i Studiegården den 21. marts kom vitterligt fuldstændigt bag på os i Studenterrådet. Vi havde godt nok en fornemmelse af, at noget var i gære. På en række (formentlig velplanlagte optakts-) møder i ugerne op til dagen var jeg og Studenterrådet blevet kritiseret for indspisthed og pamperi. Men vi anede ikke, hvad der var i vente.
Et par uger efter skrev jeg følgende i min dagbog:

  • Citat fra dagbogen, den 9. april
    "Studenteroprøret på Københavns Universitet begyndte den 21. marts. "The Burnin' Red Ivanhoes" spillede op i Studiegården til gratis øludskænkning. Der var brandtaler og plakater. På en stor gul gavl stod der med store, sorte bogstaver: "Bryd professorvældet - medbestemmelse nu!". Det var "spontant" arrangeret af psykologerne som en utraditionel mødeindkaldelse til aftenens møde, hvor man skulle diskutere nye aktionsformer. Arrangementet blev af offentligheden opfattet som indledningen til "Berlin-tilstande...".
    ---
    "Med den lavine, der her er sat i gang, ændres Studenterrådets arbejdsbetingelser brat. Vores 'forhandlingspolitik' bliver nu af mange (f.eks. den professionelle demonstrant Finn Ejner Madsen) fejet af bordet. Studenterrådet var ikke informeret og blev af sin egen informationsansvarlige (Erik de Place Andersen) forsøgt holdt uden for hele aktionen og enhver indflydelse på den...."

For Studenterrådet var det en besværlig situation. Det var splittet mellem en fløj, der mente, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme med på revolutionsvognen og en anden del, som var helt afvisende over for at tage den slags "udenomsparlamentariske metoder" (som det hed den gang) i brug. Det hører med til billedet, at studenterrådet den gang var tværpolitisk, eller rettere sagt u-politisk. Studenterrådsmedlemmernes politiske tilhørsforhold var ikke et issue, knapt nok noget vi kendte til. Det gjorde det heller ikke let, at den erklærede krig mod professorvældet også - som det fremgår af næste citat fra dagbogen - rettede sin kritiske brod mod Studenterrådet.

  • Citat fra dagbogen den 15. april
    "Der er gået nogle dage, hvor Studenterrådet har svævet frit i luften uden forbindelse til jorden. Vi kan vælge mellem på den ene side at fordømme hele aktionsformen og stå fast på forhandlingslinien eller på den anden side straks med fuld musik at gå med ind i oprøret og kaste gammel forhandlingspolitik (og den indflydelse, det trods alt har indebå-ret) over bord. Rådet er splittet mellem disse to linier. Heldigvis er vi flest (tror jeg), der står midt imellem. Taktisk har vi lagt den kurs, at vi må se at få aktionerne inden for de forskellige fag lagt ind under rådets vinger.
    Let bliver det ikke, for flere "aktionsfolk" har rettet stærk kritik mod rådet. For nogle dage siden var der i Information en stor artikel med overskriften: "Studenterrådet har spil-let fallit". Artiklen var et interview med Erik de Place Andersen, Carl Weltzer (tidligere formand for psyk-rådet), Peter Juul Andersen og Jan Iwanou (begge medlemmer af det nuværende psyk-råd)...."
    -----
    "Mogens Fog har taget det hele overordentlig fornuftigt, selvom det også er kommet helt bag på ham. Noget af det første, han har gjort, er at informere sine embedsmænd om ikke at lade sig provokere til drastiske forholdsregler. F.eks. fik de psyk-studerende forleden dag lov til at sætte kæmpeplakater op på hovedbygningen på Frue Plads. Ned-tagningen foregik med stilladser og "dampmaskiner" betalt af universitetet....
    ----
    "Der er rygter i omløb om, at de såkaldte "Forenede aktivister" med Finn Ejner Mad-sen i spidsen planlægger et møde på Frue Plads den 23. april kl. 12. Vi har drøftet i Stu-denterrådets præsidium, hvordan vi kan spænde ben for den aktion...."

Der var i dagene efter optakten i Studiegården en længere periode, hvor der ikke rigtigt skete noget. I hvert fald ikke noget, der kunne aflæses i mediernes offentlighed. På psykologstudiet blev der afholdt møder og diskuteret. Det drejede sig meget pragmatisk om, hvordan studenterne kunne få større indflydelse på de beslutninger, som så at sige satte rammer og gav indhold til deres studier.

19. april: besættelse af Psykologisk Laboratorium

Da studenternes krav ikke vandt gehør efter en uges forhandlinger med psykologi-studiets tre professorer, blev der sat trumf på med noget dengang relativt sjældent, en besættelse af Psykologisk Laboratorium (som instituttet hed i gamle dage). Det skabte opmærksomhed i offentligheden og satte endnu engang Studenterrådet helt ud på sidelinien. Jeg kan huske, at jeg følte mig som blind passager, da jeg en af dagen efter fik ad-gang gennem de mange opstablede borde og bænke i trappetårnet op til laboratoriet på tredje sal.

  • Citat fra dagbogen, den 20. april:
    "For 24 timer siden besatte de psykologistuderende Psykologisk Laboratorium. Alle indgange er blokerede, således at psykologerne kan kontrollere, hvem der kan komme ind. Jeg besøgte dem i formiddags, hvor humøret var højt. Der er ca. 50 af gangen, som sover, spiser og lever der, og som så bliver udskiftet med visse mellemrum med "friske tropper".
    Der er en smule uenighed om, hvor længe man skal blive der. Nogle mener til på onsdag, hvor næste forhandlingsrunde skal finde sted, andre vil blive til professorer og lærere klart har bøjet sig for studenterkravene. Mogens Fog har udtalt, at besættelsen hverken vil hæmme eller fremme gennemførelsen af studenternes krav..."

Fogs udtalelse var karakteristisk for hans pragmatisk, taktiske tilgang. I virkeligheden var denne "repressive tolerance" nærmest kontrarevolutionær. Fog havde sammen med sociologen Leif Christensen været på studietur til revolutionsramte universiteter i udlandet og der fået et klart billede af, at problemerne først for alvor begyndte, da universitetsledelsen satte hårdt mod hårdt og tilkaldte politiet.

Men det var ikke rigtigt, når han sagde, at besættelsen ikke ville fremme studenterkravene. Psykologernes institutbesættelse var klart noget, der gav dem medvind i forhandlingssejlene. Og Fog var nervøs. Vi sad flere aftener på hans kontor og diskuterede de mulige udfald. Vi drog paralleller med besættelsestiden, hvor Studenterrådet nu sad i samme problematiske situation som De Samvirkende Fagforbund (LO) under den kom-munistisk styrede folkestrejke. Som Fog sagde, "Så må jeg vel paradoksalt nok nærmest være at sammenligne med den besættelsesmagt, vi den gang bekæmpede".

Da der en af dagene i hele Studiegården var sat plakater op med teksten "SKAL BARIKADERNE FLYTTES EN ETAGE NED? - Kom til politmøde i aften" (Økonomisk Institut boede på etagen under Psykologisk Laboratorium) sørgede Fog for at aflåse alle indgange til Studiegården og udstationere bringebrede universitetsbetjente, der kun tillod udgang, men forhindrede folk i at komme ind i bygningen.

23. april: stor demonstration på Frue Plads

Rygterne om en stor demonstration på Frue Plads havde som nævnt svirret i luften i nogen tid og i Studenterrådets præsidium overvejede vi, hvordan vi kunne forhindre den.
Det blev ved overvejelserne, for vi erkendte, at vi ikke kunne. Demonstrationen blev en overvældende manifestation og en succes for Aktivistbevægelsen, der tydede på - eller i hvert fald blev taget som et tegn på -, at oprøret nu havde bredt sig til andre fag på universitetet.

Studenterrådet spillede en ydmygende 3. violin. Vi fik et af de studenterrådsmedlemmer, som kunne accepteres af arrangørerne, (den historiestuderende Karsten Fledelius) med som en af de tre talere. I virkeligheden holdt de alle tre meget fredelige taler, hvor de manede til ro og tog afstand fra såvel optøjer som pøbel- og professorvælde. Fog sagde i sin tale fra trappen til universitetets hovedbygning bl.a. "Jeg indbyder alle jeres valgte repræsentanter til et samarbejde, der kan begynde med det samme". Det med "valgte repræsentanter" skulle senere i processen blive et kontroversielt konfliktpunkt. For hvem var det egentlig, der var de studerendes repræsentanter - Studenterrådet eller aktivistbevægelsen?
Ved demonstrationens start så jeg til min ærgrelse en plakat med påskriften "Ned med Studenterrådets pampere". I et forsøg på at demontere den, tog jeg den selv op og bar den, til jeg fik gemt den i en krog.

24. april: Aftale mellem studenter og Psyk. Lab. falder på plads. Besættelsen ophører.

Kombinationen af institutbesættelse og demonstrationen på Frue Plads var formentlig det, der satte endeligt skub i forhandlingerne mellem psykologi professorerne og de studerende. Eller rettere sagt, Fog satte sig for bordenden og tvang en løsning igennem. Det foregik i et lokale, hvor han forhandlede med de tre professorer og studenterrepræsentanterne. Der var mikrofoner forbundet til højtalere i det tætpakkede, tilstødende lokale, hvorfra buu-råb og klapsalver nemt kunne høres inde i forhandlingslokalet. En af professorerne, Lise Østergaard, sagde flere år efter til mig, at dette møde var en af hendes værste oplevelser.

  • Citat fra dagbogen, den 24. april:
    "Så er psyk'erne ved at trække barikaderne tilbage. I morgen ved 10-tiden vil man for-lade det besatte territorium og under fuld musik overlade det til dets formelle besiddere. Aktionens første og væsentligste mål er opfyldt. Man har fået oprettet et studienævn med 50% studerende og 50% lærere (professorer og andre). Dette nævn er ikke bare et udvalg, der kan sidde og snakke i lange baner. Psykologernes studienævn har besluttende myndighed inden for professorernes reelle myndighedsområde. Dvs. at nævnet kan beslutte i alle lokale spørgsmål (bevillingsansøgninger, læreransættelser osv.) mens det hidtil alene har været professorerne. Det er langt mere end man indtil nu har villet gå med til. Fog indrømmede også over for mig bag efter, at han havde spændt buen lidt vel hårdt over for psykologiprofessorer-ne og fejet deres indvendinger af bordet...."

Nu blev det for alvor universitetspolitik på et højere og mere generelt plan. Det blev hurtigt klart for alle - også under indtryk af demonstrationen på Frue Plads - at nyskabelsen ikke kunne begrænses til psykologistudiet. Studenterrådet var nu også - efter en del intern uenighed - svunget om og gik ind i et arbejde for at få nyordningen bredt ud til alle andre fag på universitetet. Men det var der stor modstand mod i Konsistorium, der med fuld ret følte sig sat uden for indflydelse af Fog.

  • Citat fra dagbogen, den 27. april
    "Bag det hele ligger en langt mere spændende magtkamp. Jeg tror ikke Fog har blandet sig i forhandlingerne alene for at få løst psykologernes besættelse. Han har væ-ret nødt til at fremtvinge en løsning på krisen for at undgå at blive tvunget til at bryde bar-rikaderne med magt. Han lovede mig, at der under ingen omstændigheder ville komme politi til stede. Flere havde lagt pres på ham. Politiet ville gerne hjælpe, flere professorer havde slået i bordet og fra en 4-5 arbejdspladser ude i byen tilbød gamle kammerater fra frihedskampen ham at komme og få ryddet bulen.
    Men meget mere væsentligt er et, at Fog har benyttet psyk'ernes "revolution" som en katalysator i Kbh.Universitets behandling af Universitetsadministrationsudvalgets 2. be-tænkning. Han har selv været en af mindretals-repræsentanterne, der ønskede mere ind-flydelse til 'yngre lærere' og studenter, og har flere gange slået fast, at Københavns Uni-versitet ikke er nødt til at følge udvalgets flertal.
    På konsistoriemødet på onsdag (den1. maj) bliver der formentlig ballade. Flere med-lemmer er oprørte over Fogs enegang. Der går rygter om, at de vil tvinge ham væk fra rektorposten. Jeg har talt med ham om at tage tyren ved hornene og foreslået, at der nedsættes et bredt sammensat udvalg under konsistorium, der som et led i et hørings-svar på UAU's betænkning skal arbejde for en udbredelse af psyk'ernes ordning til resten af universitets fag. Haft møde med Frede Bro-Rasmussen, Niels Thomsen og Glissman fra Amanuensisrådet for at få dem med på ideen....."

Udvalget blev nedsat på konsistorium-mødet den 1. maj og fik en sammensætning med 5 professorer, 5 amanuenser og 10 studenter. Resultatet af udvalgsarbejdet udbred-te psykolog-aktionens resultat til hele universitetet og kom til at danne grundlag for den styrelseslov, der nogle år efter kom til at gælde for alle landets universiteter.
For Studenterrådet kom håndteringen af de 10 pladser i udvalget til at volde kvaler, fordi "aktivistbevægelsen" (efter Studenterrådets taktiske anbefaling) var blevet inviteret med til at dele udvalgspladserne. Kort fortalt gik Studenterrådets politik ud på en "del-og-hersk-linie".

  • Dagbogen, den 31. maj
    "Allerede nu er der en splittelse i aktivistbevægelsen, netop om deltagelsen i udval-get. Det er sammenstødet mellem 'det repræsentative demokrat' (som udvalgsarbejdet er udtryk for) og aktivistbevægelsens direkte demokrati. Denne splittelse prøver vi at øge. Der er nemlig dygtige og fornuftige aktivister (f.eks. Niels Bredsdorff og Mogens Capito), som vi må gøre alt for at fastholde i arbejdet og senere få kanaliseret ind i det mere for-melle Studenterrådsarbejde. Og så er der nogle, som kun skaber problemer og ballade, som vi må prøve at få holdt udenfor..."

Efter sommerferien lå den tværgående aktivistbevægelse på dødslejet. Det begyndte at skrante på et "sommerkursus" på Morsø Landbrugsskole, hvor det kom til en splittelse mellem det, der senere blev til "blomsterbørnene" og de mere systemtænkende "struktu-ralister". De første gik, sagt lidt forenklet, på sensivitetstræningskurser og i et indre mentalt, social-psykologisk eksil, mens de sidste lagde deres kræfter i arbejdet med at udnytte psykologernes sejr til at få lokal indflydelse over de enkelte fags indhold og udvikling.
Enkelte kæmpede dog videre på "den tværuniversitære front". De var ikke mange, en af dem var Finn Ejner Madsen.

21. nov. 68: psykologistuderende Finn Ejner Madsen erobrer talerstolen til årsfesten

På en eller anden måde havde vi fået opsnuset, at Finn Ejner (eller nogle andre fra den hedengangne aktivistbevægelse) ville lave en eller anden form for ravage ved årsfesten. Det var så vidt jeg husker den egentlige grund til, at vi beslutte at blive væk og annoncerede den beslutning i form af en boykot. Vi ville ikke sidde passivt på stolerækkerne i pænt tøj og endnu en gang være på sidelinien. I Berlingeren stod følgende lille strofe:

Studenterformand
Christian Nissen
Er blevet lidt
Novembervrissen.

Vil ikke med
Til årsfest være,
Optræder som
Fornærmet herre.

Nu hænger Fog
nok slemt med mulen -
Med Nissen sur
Så tæt på julen!

Fog hang aldeles ikke med mulen. Til pressen udtalte han med slet skjult overbærenhed, at "Det må vi jo se at bære..." (Politiken den 19. november).

Pressebillederne fra Finn Ejners stunt, som Fog tacklede dygtigt, fik siden næsten samme ikon status som Delacroix's berømte maleri, "La Liberté guidant le peuple » fra 1830-revolutionen. Han var meget aktiv, men det var ikke en enmandshær. Han holdt jævnlige møder med en trofast flok i et lokale i Fiolannexet, hvor der i en skunk var opmagasineret en større bunke halv meter lange bøgestokke med en lille rød plastvimpel i den ene ende. Da biografen Scala på Vesterbrogade viste filmen "De grønne baretter" med John Wayne samlede Finn sine tropper. Fra Studenterrådets vinduer på 1. sal i hjørnet mellem Fiolstræde og Krystalgade så jeg dem stille op i geled med bøgestokkene. De trampede takfast på stedet med Ho-Ho-Ho-Chi-min råb, indtil Finn stående inde på fortovet kommanderede dem "fremad march!". Nedad Fiolstræde, gennem Jorchs Passage og videre mod biografen, hvor de vist i øvrigt fik bank af en mototcykkelbande, der ville forsvare John Wayne og hans Vietnamfilm.

9. marts 70: studenter demonstrerer på Frue Plads og besætter rektors kontor

I efteråret 1968 gik jeg af fra formandsposten i Studenterrådet og vente tilbage til aktive studier parallelt med diverse retræteposter i studenterpolitikken. I de efterfølgende måneder begyndte holdninger og aktioner at svinge over mod en mere aktivistisk linie og den "forstening", der (efter min opfattelse) satte ind og i de efterfølgende år, erstattede 68'årets frigørende blomstringstid med en dogmatisk istid. I en af mine sidste dagbogsoptegnelser fra 68-oprøret og dets afløb er der en kort beretning fra Danske Studerendes Fællesråds årskongres i april 1970, hvor jeg - som det var kutyme - var blevet hentet ind fra de tandløse veteraners rækker for at fungere som dirigent..

  • Dagbogen, den 19. maj 1970.
    "...Ellers har jeg været dirigent på DSF's årskongres for ca. 1 måned siden. Hvor er det uforandret fra de "gamle dage" med den fantastiske korridorpolitik omkring formands- og præsidievalg. De uendelige afstemninger om arbejds- og principprogram, hvor kun en minoritet ved, hvad de stemmer om, og hvor man i det hele taget må sige, at resultatet er temmelig tilfældigt.
    Men samtidig var det anderledes. Typisk var der meget mindre procedure-vrøvl end tidligere. Det er vist typisk, fordi der nu efterhånden er meget få, der har deltaget i en årskongres tidligere. Næsten alle er nye ansigter ikke bare for en olding som mig, men også for hinanden. Og så er der sandelig sket et skred til venstre i politikken - eller i hvert fald i udtalelserne. Hvor vi tidligere sloges om nogle temmelig intetsigende udtalelser/resolutioner om Franco i Spanien, og apartheid i Sydafrika osv. er det nu kampen mod det monopolkapitalistiske samfund, det gælder.
    Jeg vil ikke sige, at det i højere grad er en lille kamarilla på kongressen, der kører den. Det har det altid været, men standpunkterne er langt mindre gennemarbejdede på forhånd. Enkelte springfyre har langt større muligheder for at fremsætte - og få vedtaget - pludselige indskydelser, som bag efter viser sig at være inkonsistente med det øvrigt vedtagne.
    Delegationen fra studenterrådet ved Kbh. universitet var utroligt splittet. Det er gået så langt, at man efter pålæg fra repræsentantskabet (med stemmerne 16-15) skulle stemme en-blok. Så langt har vi s'gu aldrig tidligere drevet stemmepiskeriet.
    Vibeke Sperling fra Århus var et omsværmet centrum blandt forsamlingens "jacobinere". For første gang var der en "moderat student" med. Han blev behandlet som spedalsk. Ingen ville sidde ved siden af ham. Modig mand. Det var svært at se, at det gik ham på".

I dagbogen står der ikke, at denne modige mand hed David Rehling. Besættelsen af Fogs kontor og konsumeringen af hans cigarer og portvin var noget, jeg læste om i aviserne.

7. juni 70: folketinget beslutter styrelseslov, hvor de studerende får mindre indflydelse

Min erindring omkring vedtagelsen af styrelsesloven i sommeren 1970 er stærkt præget af, at jeg på den tid var blevet ansat som undervisningsassistent i international politik efter en konflikt i studienævnet, hvor min ansættelse kun blev accepteret, fordi studentersiden samtidig fik deres kandidat "med i købet" i en deal, hvor jeg var lærersidens mand. Dagbogen er nu mere optaget af ægteskab, specialeskrivning og den nye rolle som underviser.

Men det var på alle måder mærkeligt, at styrelsesloven, som gav danske studerende mere indflydelse end i noget andet land, blev udskreget som en knægtelse af demokratiet, og at den undervisningsminister (Helge Larsen), der fremsatte lovforslaget, fik øgenavnet "Onde Helge".