Universitetets værdighedstegn
Introduktion til kappe, sceptre, kæde og pokal
Helt fra universitetets grundlæggelse i 1479 har universitetets rektor været betragtet som en betydningsfuld person, hvilket blandt mange andre ting den velklingende titel rector magnificus bærer vidnesbyrd om. Det er derfor naturligt, at embedets særlige status gennem tiderne er kommet til udtryk i forskellige værdighedstegn. Her tænkes især på rektorkappen, sølvsceptrene, rektorkæden og på den sølvpokal, hvormed den nyvalgte rektor gennem tiderne har hilst på medlemmerne af det Konsistorium, han nu skulle være leder af.
Rektorskiftet 2. februar 2002. Linda Nielsen, universitetets første kvindelige og sidste valgte rektor, for første gang iført embedets værdighedstegn; rektorkappe og -kæde. I baggrunden hendes forgænger, professor, med.dr. Kjeld Møllgård. Foto: Kirstine Theilgaard
Det lader sig ikke helt bestemt afgøre, hvilket af værdighedstegnene, rektorkappen eller sølvsceptrene, der er det ældste. De har begge rødder helt tilbage til universitetets grundlæggelse, som det fremgår af universitetets statutter, givet af ærkebiskop Jens Brostrup i efteråret 1479. Heri står blandt andet om rektor:
"Vi bestemmer og forordner, at universitetets rektor, når han udfører opgaver for universitetet eller for et af fakulteterne eller i kraft af sit embede, skal være iført en passende og anstændig klædning med hætte og en krave af pelsværk om vinteren eller en silkeklædning om sommeren, eller sin doktor- eller magisterklædning. Han skal have et passende følge og mindst en pedel skal gå i forvejen med en stav. I andre anliggender, der ikke vedrører rektoratet, skal han ikke gå på gaden så hyppigt som han plejer, og han skal være iført en fornemmere klædning og have et større følge og i det hele taget optræde på en mere fornem måde, end han gjorde, før han blev rektor.”
Der optræder altså her to rektorale værdighedstegn: en klædning og en stav. De er i statutten fra 1479 omtalt ganske abstrakt, mere som principielle fordringer end som konkrete genstande.
Englændernes bombardement af København i foråret 1807 gik hårdt ud over universitetet, som på nær enkelte undtagelser nedbrændte. I den sammenhæng mistede universitetet alle sine værdighedstegn. Universitetets genopbygning kom til at tage mange år. Danmark var i krig 1807-14 og gik i øvrigt statsbankerot 1813. Og selvom freden kom i 1814, blev den fulgt af en landbrugskrise, der ramte universitetet hårdt, fordi det den gang fik sine indtægter fra sine bondegårde. Så pengene var små, og først i 1836 kunne den nye hovedbygning på Frue Plads tages i brug.
Måske har man derfor følt, at hvis der var lange udsigter med udbedringen af de store tab, kunne man begynde med de små, såsom værdighedstegnene. Efterfølgende kom der nemlig nye værdighedstegn til.
Læs om de enkelte værdighedstegn her: