14. marts 2017

Rektorkæden

Helt fra universitetets grundlæggelse i 1479 har universitetets rektor været betragtet som en betydningsfuld person. Det er blandt andet er kommet til udtryk i forskellige værdighedstegn, herunder rektorkæden.

Baggrund

Rektorkæden

Rektorkædens medaljon.

Englændernes bombardement af København i foråret 1807 gik hårdt ud over universitetet, som på nær enkelte undtagelser nedbrændte. Ved samme lejlighed mistede universitetet alle sine værdighedstegn. I 1808 fremkom direktionen for universitetet og de lærde skoler dog med følgende indstilling:

”Ved den her i Hovedstaden i forrige Aar opkomne Ildebrand ødelagdes ogsaa de Insignier, som ved offentlige Solenniteter tjente Rector Magnificus ved Kjøbenhavns Universitet til Udmærkelse, nemlig en rød Fløjels Kaabe og tvende forgyldte Sceptre, hvilke sidste bares af Pedellerne. I anledning heraf har Konsistorium foreslået, at i stedet for disse Embedsinsignier, der synes mindre at passe med Tidens eller Rektorværdighedens nuværende Betydning, maatte herefter paa samme Maade som ved nogle andre Universiteter bruges en Guldhalskjæde, og i samme bæres et i bornholmske Diamanter indfattet og med en Sløjfe af samme Stene for oven siret Videnskabeligheds Symbol, hvortil passer Aversen af Universitetets Prismedalje: Minerva som gyder Olje i Lampen, for passende, naar den forfærdiges i ciseleret eller drevet Arbejde i elliptisk Form, hvis Bredde var som Prismedaljens Diameter, og Længden en halv gang større, og paa Reversen anbragtes den Inskription: Insigne Rectoris Universitatis Haunienis.”

Dette forslag blev tiltrådt af Frederik 6., som personligt skænkede universitetet det nye værdighedstegn – dog uden de af Konsistorium foreslåede bornholmske diamanter.

Brug

Kæden der blev båret på kjole og hvidt, var herefter i mange år – frem til 1968, hvor universitetet igen fik en rektorkappe – rektors eneste værdighedstegn.

Faktisk har universitetet to rektorkæder. Til den anden kæde, der er en tro kopi af rektorkæden, omend fremstillet af forgyldt sølv, knytter sig følgende historie: Det berettes, at en rektor efter en af universitetets fester, da han gik hjem, tog kæden af og stoppede den i frakkelommen. Da han kom hjem, blev frakken hængt ind i garderoben og kæden glemt så grundigt, at den heller ikke blev husket, da universitetet måtte konstatere at rektorkæden var borte. Derfor måtte man til sidst fremstille en erstatning, der på grund af dårlige tider blev af materialer, der var lidt mere beskedne end den rigtige kæde. Adskillige år efter, i forbindelse med en oprydning i den tidligere rektors hjem, dukkede den rigtige kæde så op.

Denne historie kan meget vel være rigtig, og den er måske karakteristisk for den kombination af distraktion og manglende ærbødighed for ydre værdighedstegn, der i en periode har præget det akademiske miljø. Men om den er sand, vides ikke. Det er en kendsgerning, at der er to kæder, men universitetets ellers meget detaljerige årbøger nævner intet om, hvornår eller hvorfor den anden kæde er blevet anskaffet. Den er somme tider blevet benævnt prorektorkæden, men det er nu ikke helt heldigt, fordi prorektor aldrig bærer kæden i Danmark. Den bruges, når et medlem af rektoratet repræsenterer Københavns Universitet i udlandet. Skulle den gå tabt under rejsen, er katastrofen til at overse.