Immatrikulationen

Immatrikulationen er begyndelsen på den akademiske karriere. Den betegner at blive indskrevet i universitetets matrikel, som er fortegnelsen over de akademiske borgere.

Immatrikulationen markeres med en fest i studiestartugen (uge 35 – omkring 1. september), hvor rektor og universitetet byder de nye studerende velkommen. Til festen er der tradition for, at de nye studerende trykker rektor i hånden og dermed bekræfter, at de vil overholde universitetets regler.

Studenternes ed fra 1479

Historisk set har immatrikulationen været en vigtig begivenhed lige siden Københavns Universitets stiftelse i 1479. Ifølge universitetets statutter fra 1479 var det en forudsætning for at blive immatrikuleret, at den studerende ville sværge følgende ed:

 ”Jeg NN sværger, at jeg vil overholde dette universitets love, privilegier, friheder, statutter, bestemmelser og rosværdige sædvaner, uanset hvilken akademisk grad jeg måtte opnå.

For det andet sværger jeg, at jeg vil bevare den fred, ro og enighed, der hersker ved dette universitet, dets fakulteter og alle dets medlemmer under én rektors styre og i lydighed mod ham.

For det tredje sværger jeg, at jeg vil adlyde nævnte universitet og dets til enhver tid siddende rektor i alle tilladelige og retmæssige forhold og vise ham den skyldige ærefrygt. Så hjælpe mig Gud og disse hellige evangelier.”

Edsaflæggelsen med disse eller lignende ord fortsatte gennem de følgende århundreder, og det var skik, at de studerende fik udleveret lovene samt et akademisk borgerbrev, som bekræftede, at de var optaget på universitetet og hørte under dets myndighed.

Indtil 1771 havde universitetet sin egen jurisdiktion. Det betød, at det på mange måder var en stat i staten, en akademisk republik med egne love, politi- og domsmyndighed, egne domstole og eget fængsel. Så immatrikulationen var også en juridisk proces, hvor en ny studerende rent formelt blev borger i denne akademiske republik. 

I forlængelse heraf var det i ældre tid et vigtigt element i immatrikulationen, at den nye studerende skulle vælge en af professorerne som præceptor, det vil sige en personlig lærer og vejleder, der førte tilsyn med den studerendes studier og levevis.

Rektors håndtryk

I de første århundreder af universitetets historie var immatrikulationen ikke en årlig begivenhed, fordi de studerende kunne lade sig indskrive i løbet af hele året. Man samlede derfor studerende sammen i mindre hold, som løbende kunne aflægge den ed, der var forbundet med indskrivningen. Fundatsen fra 1788 bestemte, at immatrikulationen skulle foregå i rektors hjem.

I 1800-tallet blev immatrikulationen flyttet til konsistoriums mødesal, og da universitetets nye festsal i hovedbygningen på Frue Plads stod færdig, blev den fra da af rammen om immatrikulationen.

På dette tidspunkt var immatrikulationen blevet en årlig begivenhed, og rektors håndtryk til de studerende var også en fast bestanddel af ceremonien. Universitetets retsregler fra 1884 fastslår, at immatrikulationen finder sted på en af rektor fastsat dag i begyndelsen af det nye akademiske år, der begynder 1. september, samt at den er ”forbundet med en tale af rektor til de unge studerende og modtagelsen af deres ved håndtryk givne løfte om at ville holde sig de akademiske love”.

Udstedelsen af det akademiske borgerbrev med henvisning til universitetets love bortfaldt i 1960’erne. Det samme gjorde de studerendes betaling af et gebyr for immatrikulationen. Fundatsen fra 1539 fastsatte indskrivningsgebyret til 8 skilling for fattige studerende, 16 skilling for velhavende og 24 skilling for adelige. I midten af 1900-tallet kostede det 22 kr. at blive immatrikuleret (uanset stand).

I ældre tid var immatrikulation altid ledsaget af et forudgående ritual, der blev kaldt deposits. Det markerede afslutningen (depositio på latin) på den studerendes hidtidige liv og begyndelsen på et nyt liv som akademiker. En ny studerende blev derfor kaldt depositurus på latin. Det er endelsen -rus på dette ord, der hænger ved i betegnelsen rus (flere russer). Nye studenter på Københavns Universitet er gennem århundreder blevet betegnet som russer. Ordet kommer af endelsen på det latinske depositurus, som betyder den, der deponerer eller afslutter. I dag bliver en ny studerende overvejende blot kaldt en ny studerende, og en rusvejleder kaldes en tutor.

Depositsen var indtil slutningen af det 18. århundrede ledsaget af et til tider brutalt optagelsesritual, hvor de ældre studerende ofte udsatte de nye russer for forskellige former for ydmygelse eller direkte mishandling, afsluttet med et drikkegilde som russerne afholdt for de ældre studenter. Læs mere om deposits og russer: Rus

Emner