11. november 2017

Rus

Nye studenter på Københavns Universitet er gennem århundreder blevet betegnet som russer. Betegnelsen rus kommer fra det fra det latinske udtryk depositurus. Dette var betegnelsen for en, der gennemgik optagelsesritualet – på latin depositio – ved universitetet. Her deponerede studenten, hvilket betyder at han aflagde sit dyriske væsen for at blive akademiker. Holberg beskriver i komedien Erasmus Montanus dette ritual.

Ved depositsen i de første 200-300 år af universitetets historie skulle russerne møde i universitetsgården, udklædt så dyrisk og frastødende som muligt, på hovedet en spids hue med horn, en stor næse, ansigtet sværtet, måske vildsvinetænder i munden, pukler på ryg og bryst osv. De skulle optræde ubehøvlet og tølperagtigt. I gården mødte de depositor, normalt en ældre studerende som samtidig var pedel, der ligeledes var udklædt, og forsynet med instrumenter som ferle (en stok), høvl og tang.

Depositor drev russerne ind i et kammer, hvor de blev underkastet en grovkornet eksamination, der altid endte med prygl, hvor depositor slog løs med ferlen og til tider også en pølse, alt imens han kaldte russerne skældsord som rakkere, asner eller svin. Hertil kom forskellige andre former for fysisk mishandling: knibning med tangen for at fjerne hornene, bearbejdelse med høvlen, så de knortede vækster, som russerne var, kunne blive til slanke søjler i akademiets søjlehal.

Herefter blev russerne iklædt en mere passende dragt og trådte frem for dekanen, hvor en af russerne bad om at de ville blive optaget blandt de akademiske borgere. Hvilket dekanen i sin svartale nådigt tilstod dem.

Russerne skulle betale fire skilling (hvis de var fattige) eller otte skilling (hvis de var rige) for fornøjelsen, og desuden var det kutyme med et drikkegilde for de ældre studerende, der havde deltaget ivrigt i modtagelsen af russerne.

Hele dette ritual har rødder i middelalderens håndværkertraditioner, hvilket anvendelse af redskaber som høvl og tang vidner om. Og ritualet udviklede sig ofte til direkte mishandling. Universitetets myndigheder forsøgte derfor på forskellig vis at lægge en dæmper på løjerne. Således allerede i § 39 i den første universitetsstatut fra 1479: ”Ligeledes, fordi vi lægger stor vægt på at sætte en stopper for visse slette og nedrige studenters skadelige tilbøjeligheder, beslutter og forordner vi at ingen må besvære de nyindskrevne studenter (som almindeligvis kaldes beani – dvs. grønskolling) med upassende opgaver eller overvælde dem med obskøne ord eller på anden måde gøre dem til genstand for fornærmende og krænkende ord eller handlinger”.

Så længe depositsen ikke gik for vidt, anså universitetet den dog for nyttig, og ifølge universitetsfundatsen fra 1539 tjente den til, ”at de unge mennesker kan lære, at der er en stor forskel på en ulærd og en lærd mand, og for at de kan vænne sig til at udholde de fornærmelser og den utaknemmelighed, som lærde og erfarne mænd modtager som tak for veludført arbejde og gode råd”.

De grove løjer fortsatte således langt op i tiden, og da en af de nye russer, Hans Jensen Assens, i 1656 slog igen på den ældre studerende, pedellen Peder Mus, så ferlen knækkede i to stykker og blodet stod fra hovedet på ham, klagede pedellen over den formastelige russer, der på denne måde havde sat sig op imod en embedsmand i funktion. Rektor var helt enig, og han idømte som straf russeren en stor bøde og en tur i carceret.

Først fra slutningen af 1700-tallet gik modtagelsen af de nye studenter over til at ske under mere afdæmpede former. Men at problemet med mobning af nye studerende ikke er forsvundet, fremgår af den diskussion der fra tid til anden blusser op om forløbet af vor tids rusintroduktioner og rusture.

Læs mere om den officielle velkomst til nye studerende: Immatrikulationen.