Øjenvidneberetning fra studenteroprøret '68

Af Ralf Hemmingsen

I foråret 1968, mens Paris var i oprør, Prag jublede over Dubceks reformer og 5000 studerende demonstrerede på Frue Plads for medbestemmelse, sad jeg på Falkonergårdens Gymnasium, 18 år gammel og skrev min studenterstil. For mit vedkommende blev oprørets første bølge altså ikke nogen markant oplevelse, men eftervirkningerne og de følgende oprørsbølger kom til at præge hele min studietid.

I juli måned var jeg på ferie i Paris, og her forstod jeg for første gang, hvor stor effekt begivenhederne i Frankrig havde haft. Gaderne var fyldt med uniformerede politisoldater, som sikrede at roen blev opretholdt, og hver nat kørte bulldozerne og store asfaltblandere igennem byen for at asfaltere de brostensbelagte gader og dermed forhindre, at brostenene blev brækket op og benyttet som våben. På diverse gadehjørner hang der da også plakater, hvor der over billedet af en stod brosten stod - "Er du over 21; her er din stemmeseddel".

I flere dage vejede det røde flag fra Notre Dames spir. Det sad så højt, at myndighederne ikke umiddelbart kunne få nogen til at klatre op og fjerne det uden alvorlig risiko, og helikopterflyvning var ikke muligt imellem kirkens tårne.

Som 18-årig gjorde det indtryk på mig at se, hvor vanskeligt det var for et moderne demokrati at håndtere de studerende og arbejdernes krav. For mit vedkommende gik det dog aldrig så langt som til, at jeg begyndte at tro på noget grundlæggende anderledes system end demokratiet, og skulle jeg en kort stund have vaklet i min overbevisning, blev jeg i hvert fald grundlæggende vaccineret kun ca. en måned efter.

Det skete den 21. august. Min studentersommer var fortsat ved Vesterhavet, hvor jeg lå ved stranden og nød det gode vejr, men netop denne augustdag gled i billedlig forstand en sky for himlen, da nyheden om Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet bredte sig som en løbeild. Som mange andre havde jeg set med sympati på Dubceks forsøg på at skabe "socialisme med et menneskeligt ansigt", og mit håb var, at Tjekkoslovakiet kunne være første skridt på vejen til en demokratisering af Warszawa-pagtlandene. Det håb knustes med billederne af russiske tanks i Prags gader, og de 70.000 flygtninge, der strømmede ud i Europa i dagene efter invasionen. Den såkaldte tredje vej havde vist sig at være en blindgyde!

Jeg husker frygten som en følelse der var meget fremherskende i de dage. Frygten for at invasionen skulle vise sig at være første skridt imod en egentlig konfrontation imellem øst og vest, som kunne ende i atomkrig, og frygten for Dubceks liv, da han blev tvunget til at tage til Moskva. Men den begivenhed, som nok gjorde mest indtryk på mig, fandt sted et halvt år efter, den 16. januar. Det var den dag, hvor Jan Palach, en student der kun var et år ældre end jeg, satte ild til sig selv og brændte ihjel på Wenceslas-pladsen i protest mod russernes undertrykkelse. Tanken om, at et menneske på min egen alder kunne drives til en sådan desperation, at han valgte at tage sit eget liv som protest og på en så bestialsk måde, synes jeg dengang som nu var fundamentalt rystende.

Kun 14 dage efter russernes indtog i Prag startede min studietid med immatrikulation 2. september. Selve begivenheden var dog ikke præget af den store oprørsånd, og jeg trykkede med stolthed Mogens Fog i hånden, som de andre unge studiestartere. Revolutionen havde vist trange kår på medicinstudiet, men en enkelt gang oplevede jeg dog, at undervisningen blev stormet af aktivister der holdt en flammende tale. Karakteristisk nok genoptog professoren undervisningen, så snart aktivisternes talsmand var færdig med at tale.

Mere opbakning var der til de mere faglige initiativer, som gik på at skabe forskningsprojekter om arbejderklassens ernæringsforhold og levestandarder. Det var en tilgang til studiet, som mange kunne se nytten i, men de mest radikale kræfter mistede en del af interessen, da Professor Villars Lunn fortalte, at han som ung socialist i 30'erne havde gennemført mange af de samme undersøgelser og tilbød sit gamle materiale som udgangspunkt.

Selvom man som medicinstuderende anno 1968 altså godt kunne gå igennem et studieforløb uden det store oprørsengagement, så fik oprøret dog betydning for mig både i min studietid og i høj grad som del af mit professionelle virke siden. For det første betød styrelsesloven i 1970 alt andet lige en væsentlig medindflydelse på studierne. Både de studerende, hvoraf store grupper var førstegenerationsakademikere, som ikke var parate til at acceptere universitetets traditioner uden at tage kritisk stilling selv, og de yngre undervisere fik pludselig mulighed for at blive inddraget i undervisningens indhold og planlægning såvel som rammerne omkring studiet på en måde, der ikke var set før. Oven på 68-bevægelsen byggedes et styringssystem for universiteterne, som skabte rammerne for, at universitetet kunne fuldbyrde ændringen fra eliteskole til masseinstitution.

Men 68 fik også en mere mental betydning der med, at det blev bevist, at massebevægelser kunne skabe forvandling i samfundet gennem fredelige manifestationer. Vel rykkede russerne ind i Prag, og vel gik De Gaulle ikke af som præsident før året efter, men Danmark fik sin universitetslov, USA fik sin borgerrettighedslov og i sidste ende måtte de amerikanske tropper forlade Vietnam. Fredelige massebevægelser har i de forløbne fyrre år spillet en vigtig rolle både i afslutningen på den kolde krig, og i sikringen af demokratiet i adskillige europæiske lande, som f.eks. Ukraine.

Vi kan glædes over, at der alligevel var hold i 1968-mottoet - Vær realistisk: forlang det umulige.