Demokrati eller studentervælde?

Aarhus Stiftstidende 23.-5.-1968

Stud.mag. Erland Kolding Nielsen - student fra Aarhus Katedralskole - medlem af Studen­t­er­­­­­rådet ved Københavns Universitet - har sendt følgende redegørelse for forårets stu­den­ter­-demonstrationer i København. Han erklærer, at målet er at få indført "demokrati på un­i­versitetet - om nødvendigt med udemokratiske midler". - Det er meningen at følge ak­ti­on­erne op ved møder på landets gymnasier. På baggrund heraf skriver dr.phil. Per Krarup i kronikken i morgen om "oprøret" på universiteter og gymnasier.

Uroen ved Københavns Universitet kulminerede med den store demonstration på Frue Plads (d. 23. april), med aktionerne for uddannelsesløn og endelig med psykologernes bar­ri­kader oppe under taget i Psykologisk Laboratorium.

Set med offentlighedens øjne så disse begivenheder ud til at gøre udgøre et hele med en ind­byrdes sammenhæng. Mere eller mindre bevidst har pressen kædet eller nærmere rodet al­le faktorerne sammen og derigennem skabt et tveægget våben, som nu rettes mod stu­den­ter­ne. Man skal blot antyde, at studenterne søger at omstyrte det bestående demokratiske sy­stem og sætte sig ud over gældende normer, og straks vil der rejse sig en storm af protest i befolkningen. Intet kan være mere forkert, intet kan være mere fortegnet, en sådan på­virk­ningsform fra visse sider af pressen grænser op til den bevidste folkeforførelse og tje­ner absolut intet andet formål end at uddybe den beklagelige og ganske unødvendige kløft, der består mellem befolkningen og studenterne.

Hvad der sker og er sket, er ikke nogen samlet, venstreorienteret aktion, der tager sigte på at omstyrte demokratiet. Der findes ganske vist en aktionsbevægelse også omfattende ven­st­reorienterede elementer, men for det første lader mængden af aktioner sig tydeligt struk­tu­r­ere og inddele efter deres formål, som absolut ikke som helhed har noget politisk præg bort­­set fra det, de måtte have fået gennem deres metoder. Men disse har været både vel­be­grun­d­ede og nødvendige. For det andet dominerer de venstreorienterede elementer på ing­en måde, de kan således ikke tages til indtægt for bevægelsens samlede karakter.

Der har løbet 3 forskellige aktioner. Den første var de psykologistuderendes interne aktion. Til­bage er de to hovedaktioner - for henholdsvis medbestemmelsesret og for ud­dan­nel­ses­løn - og de har absolut hverken sagligt eller reelt noget at gøre med hinanden. Der har des­ud­en været tilløb til en fjerde under ledelse af Studenterrådet ved Københavns Universitet, men den er siden gået op i hovedaktionen for medbestemmelsesret. Denne struktur er det me­g­et væsentligt at gøre sig klar, thi den forklarer en lang række forhold, som eller må ses me­re end tågede ud for den udenforstående og mindre informerede iagttager.

Da aktionen for uddannelsesløn principielt ikke har nogen saglig forbindelse med de andre ak­ti­oner, skal den ikke behandles i denne kronik.

Den første aktion startede psykologerne d. 21. marts. Dens formål var opnåelse af medind­fly­­delse og medbestemmelsesret inden for deres eget fag. Alle implicerede parter er enige om, at faget har haft store problemer at slås med, men viljen til at løse dem har ikke været stor. Da forhandlingerne om løsninger på problemerne brød sammen, var de studerende be­røv­et deres eneste lovlige mulighed for indflydelse, nemlig gennem forhandlingsformen. De­res eneste legale middel til tålelige forhold var blevet blokeret. Hvad sker der på ar­bejds­markedet under sådanne omstændigheder? Den ene part varsler strejke, den anden part lock-out. De studerende har ikke sådanne sanktions- og pressionsmidler. Både strejke og lock-out ville mere skade de studerende end fremme det demokrati, som disse midler an­er­kendes som værende lovlige for at opnå. Barrikaderne, som altså blev konsekvensen af den­ne situation, anerkendes ikke som et demokratisk middel, og grunden hertil kan kun væ­re den, at der ikke findes noget demokrati, som dette middel kan bruges til at opretholde og sikre. En lille gruppe sidder inde med magten, det betragtes som ulovligt at omstyrte den­ne gruppes magt - også selv om man vil sætte et demokrati i stedet.

Psykologernes aktion har hele tiden været en intern, faglig aktion, hvis metoder ikke kan be­tragtes som karakteristiske for de øvrige aktioners karakter. De har været revolutionære, det må sådanne metoder altid være, når de har til hensigt at omstyrte et bestående, vel­et­ab­le­ret, autokratisk system og sætte et demokratisk i stedet. De kan kun betegnes som il­le­ga­le, når man definerer ret som lig med de bestående magtforhold i et givet system. At ret er lig magt er jo ikke nogen ny erfaring.

Denne aktion kan for så vidt siges at være afsluttet nu, idet det er lykkedes at opnå vir­ke­ligt positive resultater, man har fået et studienævn med lige repræsentation for lærere og stu­derende. Dette studienævn skal afgøre alle faglige spørgsmål inden for faget. Dette stu­die­nævn vil givetvis betyde en forbedring af forholdene og problemerne, hvilket i høj grad vil indvirke på arbejdsklimaet. Men prisen har også været, at professorerne har måttet op­gi­ve deres hævdvundne position og studenterne meget af deres goodwill i offentlighed og pres­se. Men mon ikke det var det værd?

Den anden aktion - hovedaktionen for medbestemmelsesret - startede en uge senere, og selv om den var inspireret af psykologerne, var den ikke domineret af dem og skal heller ik­ke være det. Det er karakteristisk for denne generelle aktionsbevægelse, at den er tvær­fag­lig og tværpolitisk. Alle vigtigere fag er med, alle politiske afskygninger fra de rødeste mao­i­ster til de konservative står sammen og danner fælles front mod de arkaiske forhold på universitetet som helhed, som set ud fra både et lærer- og studentersynspunkt er højest uri­melige. Aktionen har altså et generelt universitetspolitisk sigte, men den er ikke desto min­dre et internt universitetsanliggende. Dens formål er at få skabt et uni­ver­si­tets­de­mo­kra­ti, hverken mere eller mindre.

For at få et sådant universitetsdemokrati må universitets struktur gennemgå en radikal ænd­ring. Strukturen er i dag autokratisk. Universitetet ledes af rektor og konsistorium - et or­gan valgt af professorerne. De andre lærere har ingen større indflydelse, de har ingen re­pr歭sentation i konsistorium og ingen stemmeret. Konsistorium afgør suverænt alle sager, der ikke skal op på undervisningsministerieplan.

De studerendes stilling i denne struktur er meget svag. Studenterrådet ved Københavns Uni­versitet, der er den af universitetet anerkendte repræsentation for de studerende, har ret til at blive hørt i sager af interesse for de studerende, men der er ikke givet dem ret til at del­tage i forhandlingerne, endsige stemme i disse. Reglerne - nedfældet i den kongelige an­ordning om Københavns Universitets organisation af 5. oktober 1936 - henviser altså de stu­derende til en meget tilbagetrukket rolle i universitetets liv. Reglerne bliver ikke pra­k­ti­se­ret efter bogstaven i dag, også lærerne har erkendt det uholdbare i ikke at lade de stu­der­en­de deltage i forhandlingerne i en lang række sager. Men del i magten har de studerende ik­ke. Deres indflydelse er derfor afhængig af professorernes positive holdning. Det skal ret­færdigvis understreges, at holdningen mange steder virkelig er positiv - enkelte steder så positiv, at der er tale om reel medbestemmelsesret. Men det nuværende system rummer ing­en garanti for, at ændringer i lærerstabens sammensætning ikke vil medføre en ind­skrænk­ning i de studerendes indflydelse. Og mange steder er de studerende i dag over­hove­det ikke i besiddelse af en sådan indflydelse, mange steder træffes beslutninger ikke i sam­arbejde med de studerende. Skal man have tilfredsstillende forhold for begge parter, så­vel undervisere som underviste, kommer man ikke uden om at lovfæste dette samarbejde og lovfæste det på en sådan måde, at beslutninger ikke vil kunne tages uden gennem dette sam­­arbejde.

Der er altså overhovedet ikke tale om et studenterdiktatur. Det drejer sig heller ikke om et pø­bel­vælde. Det drejer sig om at få etableret et reelt og formelt samarbejde på alle planer ind­en for universitets struktur. Dette samarbejde er en nødvendig forudsætning for gen­ska­bel­sen af den arbejdsglæde, universitetet i mange henseender har manglet gennem de sen­ere år.

For at få dette samarbejde i stand på lavere plan i de enkelte fag, således at en gruppe lær­e­re ikke efter forgodtbefindende har mulighed for at blokere det, må de studerende have en med­­bestemmelsesret på 50 pct. i konsistorium, universitetets højeste organ. Det vil blive en revolution i universitetets historie, den vil måske skære mange gamle, konservative uni­ver­sitetsfolk i hjertet, men vi kan ikke tage hensyn til fortiden, det er fremtiden og det frem­tidige samarbejde, det gælder. Overalt i samfundet får ungdommen tillagt større an­svar og større indflydelse. Følges denne udvikling ikke op på universiteter­ne, hvor ung­dom­men på mange punkter har de bedste forudsætninger og den største vilje til at arbejde med problemerne, hvis de fik mulighed for det, vil konsekvensen blive, at uni­ver­si­tets­mil­jø­et, der altid har været den bedste grobund for nye strømninger, for fremskridt og pro­gres­si­vitet, stagnerer og vil komme til at stå som et håbløst, arkaisk monument over en periode i vort samfunds historie, hvor demokratiet først begyndte for det enkelte menneske, når det hav­de overskredet de 25-26 år.

Aktionsbevægelsens største problem har været at få klargjort dens målsætning i presse og of­fent­lighed. Pressen har hæftet sig ved enkeltaktioner af mere sensationspræget art, som i så fald alt for let bliver ensidige og tendentiøse, den har i langt mindre grad været interes­se­ret i at gøre rede for bevægelsens indhold og motiverne bag de krav, de studerende stil­ler. Dette har stillet bevægelsen i et meget uheldigt, ubehageligt lys. Bedre skulle det ikke bli­ve efter rektor, professor Mogens Fogs tale ved demonstrationen på Frue Plads tirsdag den 23. april. Netop de punkter, hvor han kritiserede de studerende, er blevet draget frem som eksempler på hele talens karakter og tendens. Dette giver et meget fortegnet billede af rek­tors stilling. Det skyldes i høj grad hans indflydelse, at der kom et tilfredsstillende forlig i stand mellem lærere og studenter i faget psykologi. Det var først og fremmest i kraft af hans indsats, at barrikadepolitikken fik et umiddelbart positivt resultat. På Frue Plads stil­lede Mogens Fog sig fuldstændig solidarisk med studenterne i deres krav om med­be­stem­mel­se. Men han tilføjede, at "selvtægt (dvs. psykologernes besættelse af Psykologisk La­bo­­ratorium) intet har med demokrati at gøre". Udtalelsen var uheldig, ikke så meget i sig selv, som på grund af den brug, der er blevet gjort af den. Den er blevet stukket frem som nog­et nær talens hovedtema, gjort til et slagord i polemikken mod studenterne uden hen­syn­tagen til dens plads i talen som helhed. Derfor skal denne isolerede udtalelse til­ba­ge­vises fra studenterside.

Demokrati forudsætter principielt stemmeret. Hvis ikke alle de forskellige grupper, der lev­er i et givet system, har stemmeret, er systemet ikke demokratisk. Stemmeret har de stu­de­ren­­de ikke i dag. I et demokratisk system foregår forhandlinger mellem ligestillede for­hand­­lingspartnere. De studerende er ikke en med professorerne ligestillet forhand­lings­part­ner. Professorerne har formelt og reelt magten til kategorisk at afvise den partner, de for­hand­­ler med, uden at denne kan foretage sig noget til gengæld. Professorerne har deres fast­­slåede magt til at bakke deres forhandlingskrav op med, der har altså pressionsmulig­he­d­­er, som deres i realiteten accepterede, men ikke ligestillede forhandlingsgrupper ikke er i be­siddelse af. Hvis ikke de studerende formelt ligestilles som forhandlingspartner og der­i­gen­nem også får tilsvarende magtmidler, som den anden forhandlingspartner allerede sid­der inde med, vil der fortsat ske en oktrojering af de studerende og deres repræsentanter fra visse dele af professorgruppens side. Det er dette, der har været en yderst vigtig faktor i ska­­belsen af de nuværende kaotiske, usikre og utilfredsstillende forhold på Københavns Uni­­versitet.

De studerende har forsøgt at skabe sig en stærkere udgangsposition for at få demokratiske for­handlinger og demokratisk samarbejde i gang med den partner, de formelt stadig ikke er li­ge­stillet med. De har nu gennem aktivistbevægelsen fået et pressionsmiddel - truslen om en aktivisering af hele den utilfredse studentermasse - som kan karakteriseres som en ar­ti­ku­leret, velorganiseret og demokratisk opinion, der først og fremmest vil ytre sig med de­mo­­kratiets anerkendte virkemidler: demonstrationer, folkemøder, protestmøder, skabelsen af en erkendelse af utilfredsheden og dens årsager osv. Og hidtil har vi ytret os på en de­mo­kratisk måde i et udemokratisk system. Psykologernes besættelse af deres laboratorium må betragtes som et isoleret fænomen, der ikke kan betegnes som diskriminerende for be­væg­­elsen. Vi har arbejdet på at få vore synspunkter igennem ved demokratiets midler i et au­to­ritært og ensrettet system. Vi har råbt for at blive hørt, men man har valgt at vende det dø­ve øre til.

Vi vil ikke tolerere dette autokrati længere. Vi vil heller ikke erstatte det med et stu­den­ter­dik­tatur eller et pøbelvælde. Vi vil ikke stille nogen over for diktater. Hvad vi vil, er et de­mo­­kratisk samarbejde mellem alle partnere, hvor arbejdsglæden hersker, og hvor uri­me­lig­he­den er udskiftet med billighed og enighed.

Men for at få dette demokrati på universitetet, må autokratiet nedbrydes - om nødvendigt med udemokratisk midler. Det er et paradoks, men vil demokratiet til magten, kan det kun ske med det herskende systems egne midler!!

Erland Kolding Nielsen