Introduktion - fra professorvælde til universitetsdemokrati

Professorernes universitet

Da Københavns Universitet blev grundlagt i 1479, blev det som de fleste andre europæiske universiteter opdelt i fire fakulteter. Antallet af professorer var ved grundlæggelsen meget lille. Efter reformationen 1536 blev der normeret 15 professorer, et antal, der først for alvor begyndte at vokse i slutningen af det 18. århundrede, og som først lige inden anden verdenskrig nåede op over 100. Hertil kom, at det helt op imod det 20. århundrede var hovedreglen, at en professor dækkede et helt, eller en større selvstændig del af et fagområde. Man kan sige, at ”professoren var faget”.

Et sådant universitet stillede længe kun beskedne krav til organisationen. Professorerne tilrettelagde selv deres videnskabelige aktiviteter, og ledede universitetet i Konsistorium, hvor alle professorer frem til 1788 havde sæde. Og fakulteterne tog sig af studenterne, først og fremmest gennem udbud af undervisning og tilrettelæggelse af eksaminer.

Vækst – Fag, personale, studenter og bygninger

Universitetets virksomhed stillede længe kun beskedne krav til de fysiske rammer, således at al virksomhed frem til midten af det 19. århundrede kunne rummes i bygningerne ved Frue Plads.

Den voldsomme vækst inden for alle videnskabelige discipliner i det 19. og 20. århundrede har ændret dette. Alle fag er blevet stadig mere udspecialiserede, og kravene til de fysiske rammer i form af flere bygninger er vokset støt. Hurtigst og mest udpræget er dette sket inden for de medicinske og naturvidenskabelige fag, hvor der allerede fra slutningen af det 19. århundrede fandt et omfattende nybyggeri sted, suppleret med køb og leje af eksisterende ejendomme. Samtidig steg antallet af såvel videnskabeligt som ikke-videnskabeligt hjælpepersonale betragteligt.

Dette nødvendiggjorde en mere formaliseret organisation, hvor de enkelte fakulteter blev opdelt i stadig flere underafdelinger – institutter, laboratorier, afdelinger osv.
Denne udvikling tog fart ved de lægevidenskabelige og naturvidenskabelige fakulteter allerede fra før år 1900, mens den ved de teologiske, juridiske, samfundsvidenskabelige og humanistiske fag først for alvor kom i gang efter anden verdenskrig.

Denne udvikling fandt sted inden for de overordnede rammer for universitetet, der var blevet udstukket med universitetsfundatsen af 1788. De nye decentrale enheder opstod, efterhånden som de praktiske omstændigheder krævede det. Som f. eks. opførelsen af en ny bygning som ramme for en række fag. Meget ofte var det de enkelte professorer, der tog initiativet, Og som frem til anden halvdel af det 20. århundrede tillige i høj grad engagerede sig i tilvejebringelsen af den nødvendige finansiering, her kan Niels Bohr og August Krogh nævnes som karakteristiske eksempler.

Derimod var der ikke tale om en overordnet strategisk planlægning af universitetets organisatoriske udbygning, før antallet af studerende, lærere og ikke-videnskabeligt personale for alvor begyndte at vokse efter 1960. De problemer dette medførte, gjorde det nødvendigt for staten at engagere sig i universiteterne i et hidtil ukendt omfang. Det førte til oprettelsen af nye universiteter, og igangsættelsen af store byggerier ved de gamle  universiteter. Samt til iværksættelsen af administrative reformer gennem et omfattende udredningsarbejde op igennem 1960´erne, hvis endelige udfald blev kraftigt påvirket af studenteroprøret i 1968.

Styrelseslovens universitet – decentralisering og nærdemokrati

Resultatet blev universitetsstyrelsesloven i 1970, der gjaldt universiteterne i København, Aarhus og Odense, og som i 1973 med den såkaldte styrelseslov blev udstrakt til alle danske universiteter. Efter 1970 har Københavns Universitet helt formelt været organiseret på følgende niveauer:

• Et universitetsniveau, som indtil 2004 blev ledet af Rektor og Konsistorium,
  
  
• Et fakultetsniveau med 5, fra 1994 6 og fra 2007 8 fakulteter, som hver indtil 2004 blev ledet af en dekan og et fakultetsråd.
  
  
• Et institutniveau med et vekslende antal institutter, hver ledet af en institutbestyrer, fra 1993 en institutleder, sammen med en institutbestyrelse eller et institutråd.
  Tilsvarende var fra 1970 alle faste videnskabelige medarbejdere – professorer, docenter, lektorer, adjunkter m.fl. – tilknyttet et institut, der på den måde udgjorde den praktiske ramme omkring undervisning og forskning.
  Og som samtidig var det organ, hvorigennem lærere, studenter og ikke-videnskabeligt personale udøvede de rettigheder og den indflydelse på undervisning og forskning, som de var blevet tillagt igennem styrelsesloven.
  Den institutstruktur, som var gældende i 1970, var i vid udstrækning selvgroet, og havde resulteret i et stort antal ganske små institutter, hvilket i en række sammenhænge var mindre hensigtsmæssigt. Derfor reducerede fakulteterne i de følgende år gennem sammenlægninger antallet af institutter.
  En ikke helt ukompliceret proces, fordi ændringer i institutstrukturen, som fakulteterne indtil 1970 kunne foretage frit, i perioden 1970-2004 kun kunne finde sted efter indstilling fra Konsistorium og efterfølgende ministeriel godkendelse. Et vidnesbyrd om den betydning loven tillagde institutterne som en bærende organisatorisk enhed på universiteterne.
  
  
• Endelig blev der i 1970 indført studienævn ved alle fag, hvor lærere og studerende i fællesskab har ansvaret for udformningen af undervisning og eksamensfordringer, tilrettelæggelse af eksaminer, ansættelse af undervisningsassistenter og andre mere læst ansatte lærere, dispensationer og andre forhold vedrørende uddannelser og eksamen.

Lederne, og medlemmerne af de styrende organer på alle niveauer blev i perioden 1970-2004 efter skiftende regler valgt af og blandt de ansatte og studerende.

Afvikling af det decentrale universitetsdemokrati

Styrelsesloven var stærkt debatteret i hele sin levetid. I 2003 vedtog Folketinget en universitetslov, der fik virkning fra 1. januar 2005 og på mange måder repræsenterer et opgør med styrelsesloven.

Det ses mest tydeligt af bestemmelserne om universitetets ledelse. Det valgte Konsistorium og de valgte fakultetsråd blev afløst af en bestyrelse og et akademisk råd ved hvert fakultet. Disse organer består af et flertal af eksterne medlemmer, og et mindretal af repræsentanter, valgt af ansatte og studerende. Og de hidtil valgte ledere på alle niveauer blev erstattet af ansatte ledere. Groft sagt således at bestyrelsen ansætter rektor, rektor ansætter prorektor og dekaner, og dekanerne ansætter institut- og studieledere mv. Studienævnene blev bevaret, men deres beføjelser er blevet noget reduceret.

Ny rolle til institutterne

Institutternes rolle er blevet ændret. Vigtigt er, at institutterne ikke længere er en obligatorisk del af universitetets organisation. Som en konsekvens heraf har Det Teologiske og Det Juridiske Fakultet nedlagt deres institutter til fordel for en mere løs afdelings- og centerstruktur. Og i de øvrige fakulteter er reduktionen i antallet af institutter fortsat, så¥ledes at de fleste institutter i dag er ramme om en række sine steder ret forskellige fag. Dette har, sammen med at de valgte institutledere er blevet afløst af ansatte, ændret institutternes rolle i retning af at de nu primært fungerer som administrative og budgetmæssige enheder. De faglige aktiviteter foregår snarere enden for rammerne af det, der med Universitetslovens ord hedder ”faglige enheder”, og som kan etableres på såvel fakultets- som institutniveau.