Institutter

Begrebet institut

Ordet institut kommer af det latinske institutum, dvs. ordning, indretning, af verbet instituere, dvs. bygge, indrette, undervise. Efter tysk forbillede blev institut fra begyndelsen af 1800 tallet i Danmark brugt om en række først og fremmest private uddannelsesanstalter, repræsenterende en bred vifte af institutioner (Pigeskoler, studenterkurser osv.). Og herfra bredte betegnelsen sig til universitetet.

Institutter på Københavns Universitet

Da institutterne i 1970 blev lovfæstede som det laveste organisatoriske niveau på de danske universiteter, havde de allerede eksisteret i mange forskellige former og varianter på Københavns Universitet.

Så længe universitetets antal af fag og professorer var beskedent, og mange fag kun var repræsenteret af en enkelt professor, dvs. til begyndelsen af det 20. århundrede, var fakulteterne rammen om uddannelse og forskning.

Fremvæksten af institutter er derfor bestemt af to forhold:

• Den stadige faglige udspecialisering, der har ført til, at faglige enheder nu består af flere – ofte mange – personer, hvilket har nødvendiggjort tilvejebringelsen af mere faste organisatoriske og fysiske rammer omkring de enkelte fag.
• Og, nært forbundet hermed, universitetets stadige vækst fra anden halvdel af det 19. århundrede.

Denne udvikling, som stadig pågår, har altid været en dynamisk proces, hvor institutter, laboratorier, afdelinger, centre, eller hvilket navn man nu i en given situation har foretrukket, er blevet oprettet, delt, sammenlagt og nedlagt i takt med skiftende behov. Dette gør, at det er meget vanskeligt at give en beskrivelse af de enkelte institutters historie.

Op igennem 1980´erne bragte de fleste institutter i Københavns Universitets årbog en instituthistorie. Bd. 5-13 i 14. binds værket Københavns Universitet 1479-1979, der udkom 1979-2006, indeholder grundige beskrivelser af de enkelte fakulteters og fags historie.

Institut – Bygning eller Organisatorisk enhed?

På Københavns Universitet har der altid hersket uklarhed om, hvad ordet institut dækker. Det skyldes, at betegnelsen er blevet anvendt såvel om en organisatorisk enhed (fx Romansk Institut, Matematisk Institut osv.) som om en fysisk enhed, en bygning (fx H.C. Ørsted Instituttet, Panum Instituttet m.fl.). Eller begge dele, som tilfældet har været i faget fysiologi, hvor såvel det fysiologiske institut under Det Naturvidenskabelige Fakultet, som den bygning, der huser det, i en årrække bar navnet ”August Krogh Instituttet”, opkaldt efter nobelpristageren August Krogh, eller faget teoretisk fysik, hvor såvel bygning og institut er blevet navngivet efter nobelpristageren Niels Bohr.

Denne dobbelte brug af betegnelsen institut, der ofte virker forvirrende i det daglige, er fortsat gældende.

Da især de natur- og lægevidenskabelige discipliner fra slutningen af det 19. århundrede begyndte at vokse, og indrettede sig som særlige organisatoriske enheder i egne bygninger, vandt betegnelsen ”institut” indpas som betegnelse for disse enheder. Men da det ofte har været tilkomsten af en særlig bygning, der har ført til oprettelsen af et institut som en særlig organisatorisk enhed, har været svært at afgøre, om der med brugen af orden ”institut” sigtedes til en bestemt bygning, eller en bestemt organisatorisk enhed.

Ordet Institut optræder første gang i universitetets årbog fra 1892-93 som samlebegrebet ”De lægevidenskabelige Institutter” og afløser her udtrykket ”De lægevidenskabelige Anstalter”, der havde været i brug fra 1889 som betegnelsen for de organisatoriske rammer omkring den lægevidenskabelige teoretiske undervisning og forskning.

Den ældste bygning, der betegnes institut, er det Institut for Teoretisk Fysik, som Niels Bohr fik opført på Blegdamsvej i 1920, og som kom til at huse den organisatoriske enhed af samme navn – efter Niels Bohrs død 1965 navngivet Niels Bohr Institutet.

Herefter er betegnelsen institut gået sin sejrsgang på universitetet.
 

Bygninger opkaldt efter berømte professorer

I slutningen af det 19. århundrede besluttedes det at opkalde et værelse bag Universitetets festsal efter den medicinske professor P.L. Panum (1820-1885). Dette blev den spæde begyndelse på en skik, der i løbet af den sidste generation er blevet stadig mere almindelig: At navngive såvel bygningskomplekser som faglige enheder efter fremtrædende personer. Foruden det ovennævnte Niels Bohr Institut finder man fx H.C. Ørsted Instituttet fra 1960´erne eller Panum Instituttet og Teilumbygningen fra 1970´erne, der alle er større bygningskomplekser, opkaldt efter fremtrædende professorer.

Som eksempler på organisatoriske enheder kan nævnes Carsten Niebuhr Instituttet, opkaldt efter den navnkundige deltager i rejsen til det lykkelige Arabien i 1700-tallet, og Saxo Instituttet, der har taget navn efter Danmarks første store historiker fra omkring år 1200.

Etableringen af institutter som faglige enheder ved Københavns Universitet strakte sig over det meste af det 20. århundrede, og har lige så længe været under justering og udbygning. Som nævnt tog udviklingen tidligt fart ved de læge- og naturvidenskabelige fag, medens den først for alvor begyndte ved de teologiske, juridiske, samfundsvidenskabelige og humanistiske fag efter 1960.

Institutter, studienævn og styrelsesloven

Den nye universitetsstyrelseslov i 1970 bestemte, at alle faste videnskabelige medarbejdere – professorer, docenter, lektorer, adjunkter m.fl. – skulle være tilknyttet et institut, der på den måde blev den praktiske ramme omkring undervisning og forskning. Bestemmelsen skyldes først og fremmest, at styrelsesloven lagde op til en meget decentral ledelsesstruktur på universitetet. Således at så meget kompetence som muligt blev lagt hos den enkelte videnskabelige medarbejder, og fra 1973 tillige det ikke-videnskabelige Personale. I 1970 fik lærere og studerende hhv. 2/3 og 1/3 af pladserne i Konsistorium, fakultets- og institutråd, og institutterne blev således det sted, hvor ansatte og studerende direkte udøvede deres indflydelse på universitetets undervisning og forskning.

En ny styrelseslov i 1973 inddrog også det det ikke videnskabelige personale i universiteternes styrelse og ændrede sammensætningen af de styrende organer til 50% til lærerne, og 25% til hhv. studerende og TAP-gruppen (TAP: Teknisk og administrativt personale).

Universitetsloven af 2003 betød en radikal ændring af den foregående generations principper for universiteternes styrelse. De valgte ledere er erstattet af udnævnte ledere, og de valgte styrende organer på de forskellige niveauer er erstattet af andre organer, hvor repræsentanter for universiteternes ansatte og studerende udgør et mindretal.

I konsekvens heraf har institutterne mistet deres status som det obligatoriske laveste niveau. I stedet er indført det mere løse begreb ”faglig enhed”, der kan etableres på såvel fakultets- som institutniveau. I konsekvens heraf har Det Teologiske og Det Juridiske Fakultet erstattet deres institutter med mere løst organiserede afdelinger og centre.

Da universitetsstyrelsesloven trådte i kraft i 1970, havde Københavns Universitet mere end 150 institutter af meget forskellig størrelse. Et resultat af en proces, der var vokset frem nede fra, snarere end styret af en overordnet planlægning. Siden da har alle fakulteter bestræbt sig på at regulere deres institutstruktur, med det resultat, at det gamle Københavns Universitet i 2010 havde 31 institutter m.v., hvortil kommer 14 institutter på de to nye fakulteter – Det Biovidenskabelige og Det Farmaceutiske, der i 2007 blev en del af Københavns Universitet som resultatet af en fusion.

Studienævn

De studerende fik i 1970 33%, og efter 1973 25% af pladserne i institutråd og bestyrelser. Af nok så stor betydning blev imidlertid de studienævn, der i 1970 blev indført ved alle fag, efter at der igennem 1960´erne var blevet eksperimenteret med ideen forskellige steder.

Studienævnene har ansvaret for tilrettelæggelse af indhold, eksamensfordringer og eksamen ved de enkelte uddannelser. De træffer afgørelse i dispensationssager, og godkendelse af uddannelser fra andre universiteter i ind- og udland. Endelig ansætter de undervisningsassistenter, tutorer og andre deltidslærere.

Studienævnene er sammensat af lige mange studerende og lærere. Oprindelig skiftedes de to grupper til at vælge formanden, men efter universitetsloven af 1992 er det altid en lærer, der beklæder formandsposten i studienævnet.

Studienævnene har spillet en stor og vigtig rolle i udviklingen og moderniseringen af universitetets mange uddannelser.