Professorbygningen

Kort om Professorbygningen

Professorbygningen, der vender mod Magnoliegården ved Krystalgade, blev opført i 1729-32 efter Københavns brand i 1728. Den står på fundamentet af et hus fra middelalderen, og for opførelsen stod bygmestrene Lars Erichsen og Søren Sørensen.

Bygningen fungerede oprindelig som embedsbolig for godsforvalteren – oeconomus – ved studenterstiftelsen Kommunitetet, der havde til formål at bespise de studerende.

Bespisningen ophørte i 1736, og stillingen som oeconomus blev nedlagt i 1813, men den sidste indehaver af embedet blev boende i bygningen til sin død i 1815. Herefter blev bygningen professorbolig – fra 1871 til 1945 for den professor, som var direktør for Zoologisk Museum. I dag bliver bygningen anvendt af fællesadministrationen.

Mere om Professorbygningen

Bygningen, der er placeret midt i Universitetsfirkanten med facade mod Magnoliegården ud til Krystalgade og bagside mod Lindegården, er opført i årene 1729-32 som et stykke fornem københavnsk borgerbarok.

København brændte i 1728 og universitetet med det. Branden var en national katastrofe, og såvel byens som universitetets genopbygning trak ud. Universitetet benyttede anledningen til at bygge en passende embedsbolig for 'Oeconomus Communitatis', det vil sige Kommunitetets regnskabsfører og godsforvalter.

Bygningen har traditionelt været tilskrevet arkitekten Johan Cornelius Krieger (1683-1755), men nyere undersøgelser har vist, at murermestrene Lars Erichsen og Søren Sørensen, som opførte bygningen, også er dens arkitekter.

Den store granitblok neden for trappen havde til formål at gøre det nemmere for godsforvalteren at stige op på sin hest.

Studenterbespisningen ophørte i midten af 1700-tallet, og senere blev godsforvaltningen ændret, så Kommunitetets bønder betalte deres afgift i penge og ikke naturalier. Hvad det kom til at betyde for Kommunitetets muligheder for at støtte studenterne, er en anden historie. Men den umiddelbare konsekvens var, at der ikke længere var behov for en 'Oeconomus Communitatis'. Derfor blev bygningen i 1815 embedsbolig for en professor, og fra opførelsen af Zoologisk Museum i 1870 og frem til 1945 var den embedsbolig for den professor, der var direktør for museet.

Restaurering

Efter Anden Verdenskrig blev bygningen inddraget til universitetsadministrationen, og efterhånden fremstod den temmelig nedslidt. Bygningens nuværende ydre skyldes den daværende kongelige bygningsinspektør Niels Koppel, der stod for den generelle renovering af Universitetsfirkanten i 1980'erne.

Ove Nathan, der var rektor fra 1981 til 1993, ønskede at indrette bygningen til brug for rektors repræsentation. I et samarbejde mellem universitetets tekniske forvaltning og den kongelige bygningsinspektør David Bretton-Meyer, og takket være generøs støtte fra en række private fonde, blev det muligt i 1990-93 at gennemføre en gennemgribende renovering og nyindretning af bygningen.

Restaureringen foregik efter det mønster, der har været gældende for renoveringen af Universitetsfirkanten siden 1980: Der er tale om gamle, meget specielle huse, opført til formål, der for længst er passé. De er fredede, hvilket betyder, at det at anvende dem til et nutidigt formål er en svær opgave, fordi fredningen sætter meget snævre rammer for, hvad arkitekterne må og især ikke må.

Opgaven, at indrette et gammelt hus til nutidige formål, blev i Professorbygningen løst fremragende: I den øverste etage blev der indrettet et antal fuldt udstyrede lejligheder til rektors gæster. I stueetagen var der dagligstue, køkken og opholdsrum samt et mødelokale, der i Ove Nathans sidste år som rektor faktisk var det sted, hvor den kreds af rektorat og dekaner med flere, der udgør universitetets øverste daglige ledelse, mødtes. Man kan sige, det i de år var magtens centrum på universitetet.

Ove Nathan, der definerede sin rektorrolle som en 'pedel uden budget', må være tilfreds med at hænge på væggen i form af et portrætmaleri i helfigur udført af Mogens Hoff, dekanernes afskedsgave, ) i netop dette rum.

Som en del af istandsættelsen var der engageret en farvekonservator, der meget omhyggeligt afdækkede og nummererede de mange lag maling, der siden 1732 var smurt på væggene. Farvekonservatorens afdækninger er efterladt åbne i alle rummene, og de farver, der er anvendt i dag, er hentet fra denne palet.

Ellers var idéen, at når nu historien havde fået sit, skulle bygningen fremstå som et værdigt udtryk for moderne dansk design. Dette blev gennemført med stor konsekvens, støttet af sponsorer – for eksempel er en af sponsorerne LeKlint-Fonden, hvorfor al belysning er LeKlint.

Som årene gik, viste Ove Nathans idé om at anvende bygningen som gæstehus sig at være problematisk. De praktiske hensyn omkring vedligeholdelse, hensigtsmæssig møblering, måltider – der blev til gæsterne indrettet et fuldt udstyret køkken – adgangsforhold, rengøring med videre viste sig vanskelige at få til at fungere tilfredsstillende. 

Da behovet for administrationslokaler samtidig er steg, blev gæsteboligfunktionen i 2005 nedlagt, hvorefter bygningen er blevet benyttet til administrative formål.

Emner