3. august 2006

Gobelinsalen

Tilbygningen til Hovedbygningens festsal, Gobelinsalen, er fra 1935-37. Salen er en gave fra Ny Carlsbergfondet og er tegnet af arkitekten Harald Lønborg-Jensen. Foruden at skaffe plads til 200 ekstra siddende gæster blev salen dimensioneret til ophængning af nogle flamske gobeliner, der blev 'genfundet' i en kælder under universitetet i 1800-tallets første halvdel. De kan sandsynligvis være blevet gemt af vejen i forbindelse med den store brand i København i 1728 eller bombardementet i 1807 og siden glemt.

Meget taler for, at de seks gobeliner, der blev ophængt i Gobelinsalen, er fremstillet i den belgiske by Oudenaarde (Audenarde) i cirka 1660-1670 af væveren Pieter van Coppenolle, De har fremstillinger af antikke helte og krigere i billedfeltet, indrammet af ens dekorationer i borten. Yderligere to gobeliner blev fundet i kælderen, men den ene (syvende) gobelin - i samme serie som de seks ovennævnte - var i for dårlig stand til at kunne blive hængt op. Den anden (ottende) gobelin er ikke en del af denne serie, men er fra samme periode og antagelig fremstillet i Bruxelles cirka 1670. Denne gobelin er ophængt i Museumsbygningens stuetage

Se billedserie med gobelinerne i Gobelinsalen.

Gobelinernes motiver

Serien er karakteristisk ved sine borter af putti i hjørnerne, blomster- og frugtfestoner langs siderne og den nederste kant og blomsterguirlander omkring en kartouche øverst på midten af billedfelterne. To af billedtæpperne er signeret for neden til venstre med initialerne P.V.C.AVD. Denne signatur har Francis Beckett tolket som et arbejde af Pieter van Coppenolle for billedvæveriet i Audenarde (Oudenaarde). Formodningen kan ikke bekræftes ved hjælp af arkivalier eller andre bevarede gobeliner, men for identifikationen taler, at gobelinerne stemmer overens med Audenarde-værkstedernes tematiske tradition og stilistiske praksis omkring 1660-1670. Den største af gobelinerne måler 332 x 445 cm, den mindste 332 x 259 cm.

På billedserien med gobelinerne i Gobelinsalen ses gobelinerne i den rækkefølge, de er ophængt, og deres beskrivelse følger kunsthistorikeren Jørn Rubows katalogisering af dem i universitetets årbog 1942-43.

Gobelinerne forestiller en række militære personer og krigsscener fra antik eller romersk historie, men der har hersket tvivl om, nøjagtig hvilke historier de refererer til. I 1863 foreslog J.G. Burman Becker i Forsøg til en beskrivelse af og efterretninger om vævede tapeter og andre mærkelige vægdekorationer i Danmark, at der blandt andet kunne være tale om episoder fra Alexander den Stores og perserkongen Darius' historie.

I 1960 har museumsinspektør ved Kunstindustrimuseet (nu Danmarks Designmuseum) Vibeke Woldbye imidlertid påvist et tilhørsforhold til den flamske maler Peter Paul Rubens (1578-1640) og de kartoner (forlæg), han skabte for billedvæverierne i Bruxelles. På den baggrund kan det konkluderes, at scenerne på universitetets gobeliner refererer til legenden om den romerske konsul Publius Decius Mus, der i 340 f.v.t. forud for Slaget ved Vesuvius i drømme indvier sig selv og den fjendtlige hær til de underjordiske guder. Derefter udlægger han sin drøm for sine fæller og soldater, forbereder sin død ved ofringer til de romerske guder og edsaflæggelse og kaster sig på sin hest ud i slaget mellem fjendens soldater, hvor han bliver dræbt. Ved sit heltemod og sin troskab sikrer han således sejren for romerne.

Foruden inspiration fra Publius Decius Mus-legenden, er der i universitetets gobeliner elementer fra andre kunstnere og motivkredse, herunder fra kobberstik af Rubens' læremester, Otto van Veen (1556-1629).

Også den syvende gobelin har indgået i Decius Mus-serien, mens den ottende gobelin, der hænger i Museumsbygningen, adskiller sig herfra, Den har som motiv en sovende ung mand, der bæres af to kvinder og to putti hen til en vogn med et forspand af to heste. Scenen forestiller måske den græske myte om den unge jæger Endymions bortførelse.

Det er muligt, at gobelinerne oprindeligt har været tiltænkt et kongeligt gemak og at gobelinerne er indkøbt for Christian V eller et andet medlem af kongehuset, men de kan også have været anskaffet af en adelsmand eller en velhavende borger, inden de blev universitetets ejendom. Der var i løbet af det 17. århundrede udviklet en smag for vævede tapeter, og ved større festligheder var det skik at opfordre rigets damer til at medbringe deres bedste billedtæpper til udsmykning af gemakker og gæsterum som supplement til de kongelige billedserier. Gobelinsalen opfylder på tilsvarende måde universitetets ønske om at kunne modtage sine gæster i en passende ramme, matchende udsmykningen af forhallen og festsalen. Man ønskede ikke at gribe forstyrrende ind i den oprindelige plan og den del af programmet, som smykker disse rum.

Restaureringer

Første restaureringer 1920'erne og 1979

Gobelinerne er fremstillet i uld og silke, og fordi de længe lå hengemt i kælderen, har de været beskyttet mod lys, hvorved farverne er relativt godt bevaret. Efter at gobelinerne blev genfundet, blev nogle af dem dog rullet ud ved særlige lejligheder som gulvtæpper i forbindelse med forsvaret af doktordisputatser, og i 1919 henledte docent i kunsthistorie, dr.phil. Francis Beckett konsistoriums opmærksomhed på, at gobelinerne var i meget dårlig stand og trængte til istandsættelse. Konserveringen blev udført af væveren Dagmar Olrik i 1920'erne, hvorefter de indgik i planerne for tilbygningen til festsalen. I forbindelse med universitetets 500-årsjubilæum i 1979 blev billedtæpperne restaureret på ny af Nationalmuseet.

Tredje restaurering 2026

Gobelinerne blev i sommeren 2026 nedtaget for at gennemgå en restaurering, da de var hårdt medtaget af blandt andet sod fra stearinlys samt af sollys fra Gobelinsalens ovenlys.

Se også

Denne artikel er blandt andet baseret på Hannemarie Ragn Jensens afsnit om gobelinerne i bogen Kundskabens huse. Kunst på Københavns Universitet (2002), Vibeke Woldbyes artikel Some Flemish Tapestries in Denmark and their Prototypes (1960) og Københavns Universitets årbøger.

Universitetshistorie