Efor
I antikkens Sparta var eforerne statens vigtigste øvrighed. De fem eforer var oprindelig medhjælpere for Spartas to konger, men havde ca. 550 f.Kr. overtaget den reelle magt. I nutiden er en efor, især inden for den akademiske verden, forstanderen for et studenterkollegium, et stipendium eller legat.
Forvaltning af det stigende antal stiftelser
Fra det 16. århundrede modtog Københavns Universitet en støt tilvækst af kollegier, legater og andre stiftelser. Nogle var stiftet af kongen, men de fleste kom fra private donatorer. Og langt den overvejende del af disse stiftelser havde som formål at støtte studenterne.
Som hovedregel blev forvaltningen af disse stiftelser, der for de flestes vedkommende var af beskeden størrelse, overladt til en efor, valgt af og blandt professorerne. Dette skyldtes flere forhold:
- Med den støtte tilvækst af stiftelser var det en praktisk måde at forvalte denne del af universitetets forpligtelser på.
- Da der i fundatserne for disse stiftelser normalt var en bestemmelse om en passende aflønning til eforen, blev eforaterne efterhånden en eftertragtet og substantiel del af professorernes aflønning.
- Udnævnelsen af eforer var en velkendt praksis i den internationale universitetsverden. Derfor var det oplagt at gøre denne praksis efter.
Eforernes arbejdsopgaver
Et af Ludvig Holbergs (1684-1754) mange hverv som professor var, at være efor for Borchs Kollegium, hvor han selv som student havde været alumne.
De arbejdsopgaver, der var knyttet til de enkelte eforater var meget forskellige og afhang dels af stiftelsens størrelse, dels af hvad der var fastsat i fundatsen for den pågældende stiftelse.
Særligt omfattende var de opgaver, der var knyttet til kollegiernes eforater. Her kan det være af interesse at se nærmere på de fire gamle kollegier Valkendorfs (1588/1595), Regensen (1618-1623), Borchs (1689) og Elers (1691).
De fire gamle kollegier er alle stiftet før 1700. De udgjorde en integreret del af Københavns Universitet og var derfor, som alle andre universitetsforhold, underlagt Konsistoriums myndighed. Der kan endnu i dag spores rester af denne særlige stilling.
Dette forhold fremgår klart af kollegiernes fundatser. Men der er i den forbindelse interessant at se, at det i fundatsen fra Valkendorfs Kollegium fra 1595, og mere tydeligt i kollegiets statutter fra 1599, er Konsistorium, der gennem rektor og to særligt udpegede professorer, udøvede denne myndighed. Nogen efor omtales imidlertid ikke. Hvorimod der 100 år senere i fundatserne for Borchs (1689) og Elers' kollegier (1691) omtales en efor – der skulle være en konsistorial – som et ikke nærmere specificeret og velkendt begreb.
En nøgle til forståelse af eforens beføjelser og pligter kan man finde i det forhold, at der endnu ind i det 18. århundrede var en forestilling om, at alumnerne på et kollegium skulle leve en slags klostertilværelse, helliget de akademiske studier. Alumnerne i et kollegium var derfor underlagt eforens myndighed, på samme måde som munke i et middelalderligt kloster var underlagt abbedens eller priorens myndighed. Og derfor havde eforen som regel tillige embedsbolig på kollegiet. De fleste af disse embedsboliger er nu afviklet, men Regensprovsten nyder fortsat godt af sin meget herskabelige embedsbolig på Regensen.
Eforen frem mod vore dage
1788-fundatsen var på dette som på andre områder i kraft frem til 1970, og man kan ikke se, at der i denne periode har været foretaget yderligere lovgivning om eforernes beføjelser.
I vore dage har eforer ingen særlige beføjelser udover hvad der udledes af det enkelte legats eller kollegiums egne love. Specielt bortfaldt enhver form for særlige juridiske beføjelser, kollegiernes eforer måtte have haft i forhold til de studerende, sammen med universitetets særlige jurisdiktion i 1771.
Som nævnt indgik betaling for varetagelsen af funktionen som efor som en del af professorernes aflønning, udredt af det enkelte stipendium, som regel i form af afkastet af en til formålet hensat særlig kapital. Denne praksis bortfaldt i det store og hele, da professorer i 1919 overgik til tjenestemandsansættelse.
Begrundelsen herfor var, at der til et eforat hørte forskellige administrative opgaver i forbindelse med forvaltning af legaters og kollegiers kapitaler, behandling af ansøgninger om legater og kollegiepladser, opretholdelse af ro og orden på kollegierne osv. Opgaver, som nu i stort omfang er overtaget af universitetets administration, således at opgaven som efor i mange tilfælde i dag nærmest må betegnes som symbolsk, eller, specielt med hensyn til kollegiernes eforer, er af social karakter.