Doktorgraden
Doktorgraden er den højeste akademiske grad, som er blevet tildelt ved universiteter siden middelalderen, hvor der efterhånden, lidt forskelligt fra sted til sted, opstod et system af akademiske grader (baccalaureus, magister, licentiat og doktor) med doktorgraden som den øverste.
Ordet doktor
I daglig tale opfattes en doktor for det meste som en praktiserende læge. Det skyldes, at det i ældre tid var en forudsætning for at kunne praktisere som læge, at man havde erhvervet den medicinske doktorgrad. Men ordets virkelige betydning er en anden: På latin betyder doctor en underviser, afledt af verbet docere, at undervise. Og derfor er doktorgraden egentlig universitetets blåstempling af, at den pågældende nu har erhvervet den fornødne autoritet til at docere - altså undervise inden for sit fag.
Doktorens betydning
Blåstemplingen af en person i form af doktortitlen har haft stor betydning. Som eksempel kan nævnes, at Christian 3. efter reformationen i 1536 fandt det af afgørende betydning, at en doktor var Sjællands biskop og samtidig teologisk professor ved Københavns Universitet. En mand, om hvis autoritet der ikke kunne rejses tvivl. Derfor stod kongen i 1537 for mange af de omkostninger, der var forbundet med at få biskop Peder Palladius promoveret som teologisk doktor hos Martin Luther i Wittenberg.
Disputats
Gennem tiden udviklede der sig også i Danmark et kompliceret ritual omkring erhvervelsen af doktorgraden. Basalt set betød det, at doktoranden, kaldet præses, fremsatte én eller flere påstande eller teser, normalt på tryk i en såkaldt disputats. Han måtte derefter offentligt forsvare disputatsen imod angreb fremsat af professorer og studenter fra universitetet.
Grundtrækkene heri er bevaret i de regler, der i dag gælder på Københavns Universitet om doktorgraden: Doktoranden – præses – skriver en disputats, en større videnskabelig afhandling, som, efter den er blevet antaget til forsvar af det pågældende fakultet, skal igennem et mundtligt offentligt forsvar.
Fakultetet udpeger et antal, normalt to, officielle opponenter, der underkaster afhandlingen en meget indgående kritik. Derudover står det enhver frit for at melde sig som uofficiel opponent. Præses må kunne forsvare sin afhandling på tilfredsstillende vis og får først tilkendt graden, efter at universitetet har fundet forsvaret tilfredsstillende. At der ikke bare er tale om en tom formalitet fremgår af, at det sker, omend sjældent, at universitetet efter det mundtlige forsvar nægter at tildele graden.
Hædersbevis og værdighedstegn
Et universitet kan som hædersbevisning tildele en særlig fremragende videnskabsmand æresdoktorgraden, doctor honoris causa, uden forudgående disputats og mundtligt forsvar. I Danmark blev ordningen med æresdoktorgraden i sin nuværende form etableret som forordning af 9. januar 1824. Indtil da kunne kongen udnævne doktorer, men dette skete sidste gang i 1736.
Fra ældre tid er doktorgraden blevet meddelt ved et diplom. Af andre værdighedstegn kan nævnes doktorhatten og doktorringen. Doktorhatten gik dog i Danmark af brug i begyndelsen af 1800-tallet, men benyttes stadig i f.eks. Finland og Sverige.
Jus docendi
Med doktorgraden fulgte fra gammel tid retten til at få stillet en talerstol til rådighed på universitetet. Denne ret kaldes jus docendi. For 100 år siden var det ikke ualmindeligt, at ganske mange nybagte doktorer benyttede sig af denne ret til som privatdocenter at gennemføre et undervisningsforløb. Det gav dem en mulighed for at markere sig, og for mange blev det starten på en akademisk karriere. Omvendt var det for universitetet en kærkommen lejlighed til at få et supplement til den sparsomme undervisning, det forholdsvis lille professorkorps kunne levere.