Professorer og andre universitetslærere i ældre tid

Den klassiske betegnelse for en universitetslærer har siden de første universiteter været professor. Men beskæftiger man sig blot en lille smule med Københavns Universitets ældre historie finder man, at en professor ikke bare var en professor.

Professorer

Vigtigst var professor ordinarius, hvorved man frem til 1788 forstod de professorer, der besad en af universitetets faste lærestole. Disse var blevet normeret med universitetsfundatserne i 1539 og 1732, eller ved særlige kongelige bevillinger. Modsat var professor extraordinarius, der som hovedregel var en ekstraordinær lærestol knyttet til en enkelt person, og hvor lærestolen bortfaldt ved indehaverens afgang. I denne betydning er betegnelselsen blevet benyttet helt frem til efter Anden verdenskrig.
Men betegnelsen professor extraordinarius kunne, især i det 18. århundrede, også være rent titulær, uden at indehaveren havde nogen tilknytning til universitetet. Én enkelt gang kunne dette endda være tilfældet med titlen professor ordinarius, der som en særlig hæder kunne tildeles overtallige professorer eller personer uden tilknytning til universitetet.

Endvidere spillede betegnelsen professor designatus, en vigtig rolle. Herved forstod man en person, der havde fået løfte om et bestemt professorat, når det blev ledigt, eller første ledige professorat. Baggrunden var, at de faste professorer aflønnedes af universitetets jordegods, som var blevet delt i et antal portioner, de såkaldte corpora, en til hvert normeret professorat. Da der ikke var nogen pensionsalder, en professor sad normalt til sin død, betød det, at nye professorer ofte måtte vente i op til mange år, før de kunne overtage deres lærestol.

Med universitetsfundatsen 1788 blev indført den ændring, at såvel ordinære som ekstraordinære professorer som hovedregel var indehavere af faste normerede lærestole. Forskellen var lønnen. Professores ordinarii lønnedes frem til efter 1830 fortsat af universitetsgodset, mens professores extraordinarii fik deres – lavere – løn af kongens kasse. Efter 1850 blev dette ændret til at alle universitetslærere, der sad i faste normerede stillinger, fik tillagt betegnelsen ordinarius.

Docenter, adjunkter og lektorer

Foruden professorer fandtes der i ældre tid et mindre antal docenter, adjunkter og lektorer.

Docent

En docent - navnet kommer af det latinske verbum docere, lære, foredrage, undervise, det er samme verbum, der ligger bag titlen doktor - var i ældre tid betegnelsen for en, normalt fastansat, universitetslærer med ringere løn og mindre beføjelser end en professor. Ved danske universiteter blev docent som særlig stillingsbetegnelse afskaffet i 1972, bortset fra nogle få år omkring 1990, hvor betegnelsen blev tildelt nogle ældre universitetslektorer som led i en lønmæssig opnormering.

Lektor

Titlen lektor blev ved universiteterne i ældre tid brugt til faste lærere under professorniveau i en række specielle fag (1783 lektorat i botanik, 1795 og 1800 lektorater i kemi, alle ved Det Medicinske Fakultet), og da der i 1836 blev oprettet lærestole i engelsk, tysk og fransk blev de normeret som lektorater. Senere har der været ansat såkaldt indfødte lektorer i en række sprogfag ved universiteterne. Fra begyndelsen af 1970´erne har størsteparten af universiteternes fastansatte videnskabelige personale haft stillingsbetegnelsen lektor.

Hertil kommer et stort antal eksterne lektorer, det vil sige deltidslærere uden forskningsret, ved de kliniske fag i lægeuddannelsen fungerer på tilsvarende vis hospitalslæger som kliniske lektorer.

Adjunkt

Betegnelsen adjunkt på universiteter og højere læreanstalter har gennem tiderne været brugt til at betegne ansatte i begyndelses- eller rekrutteringsstillinger.