Akademiske grader
Ved de middelalderlige universiteter udviklede sig efterhånden et system af akademiske grader: doktor-, magister-, licentiat- og baccalaurgraden.
Funktion
De akademiske grader havde den funktion at være universitetets blåstempling af, at den pågældende havde erhvervet autoriteten til at undervise inden for sit fag. Denne rettighed eksisterer fortsat i form af jus docendi, det vil sige retten til at afholde offentlige forelæsninger. Nogle af navnene på de forskellige grader viser dette. På latin betyder doctor en underviser, afledt af verbet docere, at undervise. Tilsvarende blev licentiat - ordet er afledt af det middelalderlatinske licentiatus, der betyder antaget - brugt om en, der var fundet værdige til at disputere for magister- eller doktorgraden. Dette betød dog ikke, at man af den grund blev optaget i universitetslærernes lav eller organisation.
Betydning
Ved mange europæiske universiteter udvikledes igennem århundrederne et system af eksaminer med det formål at dokumentere de kvalifikationer, som kandidaterne havde erhvervet sig. Dette havde især med henblik på deres videre funktion i samfundet, som embedsmænd eller på anden måde. De forskellige eksaminer overtog derfor en stor del af den rolle, de akademiske grader tidligere spillede, således at graderne mest havde betydning internt i den akademiske verden.
Sådan forholdt det sig også i Danmark, hvor erhvervelsen af doktorgraden har været anset som nødvendig for at opnå et professorat. Med den særlige undtagelse, at den medicinske doktorgrad traditionelt har været en nødvendig forudsætning for at blive overlæge ved et hospital. Dette skyldes, at det, i mangel på en medicinsk embedseksamen, i 1672 blev bestemt, at den medicinske doktorgrad var en forudsætning for at kunne praktisere som læge i Danmark. En medicinsk embedseksamen kom først i 1788.
Akademiske grader ved Københavns Universitet
Ikke alle universiteter eller fakulteter har igennem tiderne anvendt alle grader. Ved Københavns Universitet tildelte man det mindst perstigefyldte fakultet, Det Filosofiske Fakultet, fra starten baccalaur- og magistergraden, mens de højere, Det Teologiske, Det Juridiske og Det Medicinske Fakultet, også bibragte licentiat- og doktorgraden.
Baccalaurgraden bortfaldt i 1775, idet dens funktion med tiden var blevet overtaget af det ovennævnte system af forberedende eksaminer. I 1788 indførte universitetsfundatsen embedseksaminer i hvert fakultet, som den normale afslutning på et universitetsstudium. Indførslen ændrede de akademiske graders betydning, da eksaminerne nu blev milepæle i en akademisk karriere.
Men hvor universiteternes eksaminer normalt kun har haft formel gyldighed inden for det pågældende land, har det været et særkende ved de akademiske grader, at de fra starten har været internationale. Universiteterne har altid anerkendt hinandens grader. I 1824 blev doktorgraden (dr.phil.) også indført som den højeste grad på Det Filosofiske Fakultet. Dette lå til grund for at magistergraden, som indtil da havde været fakultetets højeste grad, blev afskaffet i 1854. Magistre har efter kandidateksamen eller magisterkonferens således ikke har opnået magistergraden.
I løbet af det 19. århundrede gik også licentiatgraden af brug. Kun doktorgraden stod tilbage indtil 1955, hvor licentiatgraden blev genindført på Det Teologiske Fakultet. I 1969 gjorde det sig også gældende på de øvrige fakulteter. Dette skyldtes først og fremmest et ønske fra de natur- og lægevidenskabelige forskere, der af hensyn til det internationale forskersamarbejde havde behov for en grad, der i niveau matchede den angelsaksiske ph.d.-grad. I 1989 førte det til, at betegnelsen licentiat blev afløst af ph.d. Baccalaurgraden blev i 1988 genindført under betegnelsen bachelor, der i dag er den første del af universitetets kandidateksaminer.
Ligesom andre universiteter tildeler Københavns Universitet hvert år til årsfesten æresdoktorgrader til særligt fremragende, ofte udenlandske videnskabsmænd og -kvinder.