Universitetsradioen
I slutningen af maj 1986 sendte stud.mag. Kristian Frederiksen daværende rektor Ove Nathan et brev, hvor han fortalte, at han studerede “sproglig rådgivning og formidling” ved Institut for Nordisk Filologi. Og at han repræsenterede “de studerende, der har undret sig over, at Københavns Universitet ikke gør mere ud af sin profil udadtil, men stort set begrænser sig til interne fagblade og studenterpolitiske skrivelser eller kronikker og læserbreve”.
Derfor syntes han, at det ville være på sin plads hvis Københavns Universitet nu tog ved lære af Aarhus Universitet, og lavede en universitetsradio.
Formålet
Radioen skulle først og fremmest dække universitære behov af faglig, administrativ og miljømæssig karakter; være et åbent og alsidigt forum for debatter og diskussioner, men ikke for propaganda; være et sted som studerende kunne bruge som offentligt talerør, men også til at lave faglige projekter. For eksempel ved at radioen bragte folks mening eller formidlede faglige produkter, hvorved folk udenfor fik lejlighed til at snuse til universitetsmiljøet.
Kort sagt: det var tanken at “tilføre Universitetet et frit formidlende forum for kulturelle, sociale og menneskelige tanker og viden” i det håb at Universitetsradioen “vil kunne fjerne nogle af de barrierer der er mellem universitet og samfund”.
Realisering
Til at realisere dette storartede projekt bad Kristian Frederiksen, ikke om penge eller anden materiel hjælp, men alene om rektors skriftlige anbefaling. For “Med en sådan vil vi stå meget stærkere overfor de problemer vi risikerer at få på universitetet og i kommunen”.
Det er lidt beskæmmende, at denne rørende tillidserklæring til rektoratets evner, blev besvaret temmelig køligt. Rektor oplyste at Konsistoriums informations- og formidlingsudvalg skulle have en generaldebat om universitetets informationspolitik til efteråret,.Her gik rektor ud fra, at det også ville blive diskuteret, hvilke medier universitetet burde satse på. Men som rektor påpegede, information koster penge, og universitetet var fattigt. Derfor var der grænser for, hvad institutionen kunne gå ind i. Rektor tvivlede på, om universitetet kunne finde midler til at drive en universitetsradio. Det ville i givet fald ikke kunne ske, uden at det ville gå ud over andre væsentlige aktiviteter, herunder eksempelvis skriftlig information. Men på trods af dette ikke særligt opmuntrende svar fra rektor, afholdt det ikke de studerende fra at gå videre med tanken.
Efter at formaliteterne med at opnå sendetilladelse var blevet klaret i februar-marts 1987, og der den 25. april var blevet holdt konstituerende bestyrelsesmøde i “Foreningen Universitetsradioen af 1986” kunne Universitetsradioen søndag den 17. maj 1987 kl. 21.00 - 23.00 gå i luften for første gang på FM 95,2 mhz.
Langsom opbakning fra universitet
Først var der spørgsmålet om husleje. Efter forgæves at have søgt om plads i Studenterhuset i Købmagergade, klarede radioen selv paragrafferne ved at træde ind i Studenterrådet. Og så var der pengene. Efter mange lange forhandlinger, og efter at Universitetsradioen i december 1988 havde sendt Konsistoriums budget- og forretningsudvalg (KF) en ansøgning på penge til udstyr på ca. 200.000 kr., bevilligede KF i maj 1989 kr. 25.000 til formålet. Dog med den klausul, at udstyret skulle tilbageleveres til universitetet hvis Universitetsradioen indstillede virksomheden.
Større held var der ikke med de private fonde: Tre ansøgninger til fonde i KUs varetægt blev mødt med afslag.
Dette var på trods af, at ansøgningerne var blevet ledsaget af en lille præsentationsfolder. Den vidnede både om professionalisme, alsidighed, talent og godt humør, som også kommer til udtryk i følgende citat om: ”U-radios programmer er således præget af en stor del journalistisk stof blandt andet: temaudsendelser, aktualitetsreportager og montager. Og emnerne spænder vidt, fra “Brugsværdien af sexet undertøj” og “Bolighajer” til “Etikken omkring genteknologi” og “Fysikken i dag og i fremtiden”.
Universitetets officielle blåstempling af universitetsradioen kan, hvis man skal dømme ud fra arkivet, måske siges at være en kort skrivelse, dateret den 24. august 1989. Den kom fra chefen for rektors sekretariat, der i bedste officielle stil meddeler fakulteterne, at “Fra den private U-Radio, som Københavns Universitet samarbejder med, har man modtaget den vedlagte cirkulæreskrivelse indeholdende servicetilbud til Universitetets institutter. Man beder om, at fakultetets lærere via institutterne eller på anden måde gøres bekendt med cirkulæreskrivelsen. Endvidere bedes institutterne og studienævnene orienteret om samme skrivelse”.
Bedre kan det jo næsten ikke være, og dog:
I september samme år besvarede en af professorerne ved Rigshospitalet ovennævnte skrivelse med en beklagelse over “at man sender mellem kl. 8 og 10. Det er et tidspunkt, hvor i hvert fald langt de fleste medicinske studenter og i hvert fald de kliniske lærere, for længst er mødt på deres arbejdsplads. Jeg føler mig overbevist om, at man ved mit fakultet står op senest kl. 6.30 og tager hjemmefra senest kl. 7.45”.
Professorens skrivelse blev tilstillet Universitetsradioen til udtalelse, men om, og i givet fald hvad man svarede, er der ikke spor af i arkivet.
Universitetsradioen valgte dog på et tidspunkt at imødekomme efterspørgslen, ved at producere en bred vifte af live-programmer til aftentid. Et format der i dag, i 2017, atter er vendt på hovedet - hvorved de i stedet satser på blandt andet forproduktioner, så de kan tilgå behovet for en radio i døgndrift. Dertil har podcasten også haft en stor effekt på dette værksted, hvor radioens medlemmer let kan lege med radioformatet.
Den har henover årene udgjort en lille, men ikke ukvalificeret del af det danske mediebillede. .