Lektor

Ved universitetet benyttedes titlen lektor i ældre tid til faste lærere under professorniveau i en række specielle fag (1783 lektorat i botanik, 1795 og 1800 lektorater i kemi, alle tre ved Det Medicinske Fakultet). Da der i 1836 blev oprettet lærestole i engelsk, tysk og fransk blev disse også normeret som lektorater. Senere har der været ansat såkaldt indfødte lektorer i en række sprogfag ved universiteterne, det vil sige udlændinge med det pågældende sprog som modersmål. På det juridiske studium blev det i midten af 1800-tallet almindeligt, at nye professorer først ansattes som lektorer i en slags prøveperiode, inden den endelige professorudnævnelse.

Fra begyndelsen af 1970'erne har størsteparten af universiteternes fastansatte videnskabelige personale haft stillingsbetegnelsen lektor. Hertil kommer et stort antal eksterne lektorer, det vil sige deltidslærere uden forskningsret. Ved de kliniske fag i lægeuddannelsen fungerer på tilsvarende vis hospitalslæger som kliniske lektorer.

Se mere om området i Professorer og andre universitetslærere i ældre tid.