Lehmann, Inge
I 1936 udgav seismolog og geodæt Inge Lehmann en artikel med den korte titel P’. I den argumenterede hun for, at en række seismografiske målinger kun kunne forklares, hvis jorden havde en fast, indre kerne. Det var skelsættende, for indtil da havde man ment, at jordens kerne var flydende.
Som 19-årig indledte Inge Lehmann sine studier i matematik på Københavns Universitet. Det tog hende 13 år at gennemføre dem. Derefter blev hun i 1923 assistent på universitetets forsikringsmatematiske laboratorium, og i 1925 kom hun til Geodætisk Institut. Arbejdet på instituttet åbnede hendes øjne for, at seismologiske målinger af jordskælv er en kilde til viden om jordens indre.
I 1928 blev Inge Lehmann mag.scient. i geodæsi og derefter – hvad der var usædvanligt for en kvinde på den tid – udnævnt til statsgeodæt. Hun gik på pension i 1953, men fortsatte ufortrødent med at forske, og hun udgav sin sidste videnskabelige artikel som 99-årig. Inge Lehmann døde i 1993 i en alder af 104 år.
Inge Lehmann modtog en lang række priser og udnævnelser i England, Tyskland og USA. I Danmark var det dog småt med anerkendelsen. Først da geofysikeren Harold Jeffreys i 1962 skrev til Niels Bohr, at han undrede sig over den manglende hædersbevisning, skete der noget. I 1965, næsten 80 år gammel, modtog Inge Lehmann Videnskabernes Selskabs guldmedalje. I 1969 blev hun æresdoktor ved Københavns Universitet.
I 2017 blev et monument for Inge Lehmann, skabt af billedhuggeren Elisabeth Toubro, opstillet ud for Universitetsbibliotekets gavl. På den måde blev hun den første kvinde til at blive hyldet blandt de hidtil udelukkende mandlige koryfæer på Frue Plads.