Censorer ved Københavns Universitet
Med universitetsfundatsen 1788 blev der gennemført en gennemgribende reorganisering og systematisering af universitetets eksamensvæsen. Kernen i reformen var, at der blev indført en egentlig embedseksamen i hvert fakultet. Man kan sige, at Universitetets formål hermed blev defineret som den at uddanne statens embedsmænd.
Mellem stat og universitet blev etableret en form for kontrakt, hvormed universitetets kandidater mere eller mindre fik eneret til statens embeder, samtidig med at staten anerkendte Universitetets uddannelser som tilstrækkelig kvalifikation til disse embeder. Herefter blev embedseksamen universitetets vigtigste ”produkt”, mens de traditionelle akademiske grader (doktor og licentiat) for fremtiden primært spillede en rolle inden for den akademiske verden. Dog med den vigtige undtagelse, at den medicinske doktorgrad helt frem til nutiden har været et kvalifikationskrav ved besættelsen af ledende stillinger i sundhedsvæsenet. De principper for universitetets eksamensvæsen, der blev fastlagt i 1788, kom til at gælde de næste 200 år.
Censorerne
For at sikre at kvaliteten af universitetsuddannelserne svarede til forventningerne, blev det i 1788 bestemt, at der skulle medvirkede udefrakommende censorer ved universitetets eksaminer. Det hedder i fundatsen: ”Som disse Examina ere af den største Vigtighed, saa ville Vi, at samme ogsaa skal have al den Paalidelighed, som muelig er, og til den Ende skal hver Gang, foruden Professorerne, tvende andre Tilforordnede være tilstede, som, endskiønt Examen afholdes af Professoribus alene, dog tillige med dem skal votere om Candidatens udviste Duelighed, og den Charakteer, som enhver derefter kan tilkomme”.
Disse tilforordnede – eller censorer – skulle være: ved den teologiske embedseksamen den kongelige confessionarius eller en anden hofpræst sammen med en af de københavnske sognepræster; ved den juridiske generalprokurøren eller en anden kancelliembedsmand samt en højesteretsdommer; ved den medicinske to medlemmer af Collegium Medicum, der siden 1740 havde rummet landets øverste medicinske ekspertise; og ved Det Filosofiske Fakultets embedseksamen for latinskolelærere Sjællands biskop og rektor ved Vor Frue Skole i København eller en anden i skoleforhold kyndig person. Universitetsprofesorer kunne dog ikke træde ind som censor. Det var topembedsmænd, der hermed fik tillagt funktionen som censor, et vidnesbyrd om den vægt man tillagde institutionen.
Bestemmelserne om hvem, der skal fungere som censorer, er løbende blevet justeret i takt med samfundsudviklingen. Men systemet med, at der ved universitetets eksaminer skulle medvirke to censorer, der repræsenterede forskellige grene af den del af samfundet, som eksamen var rettet imod, blev grundlæggende bevaret som princip, indtil systemet med to censorer af besparelsesgrunde blev afskaffet i slutningen af det 20. århundrede. I dag gøres der kun brug af én censor i eksamenssituationen.