Rus – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Universitetshistorie > Leksikon > R > Rus

11. november 2017

Rus

Nye studenter på danske universiteter er gennem århundreder på danske universiteter blevet betegnet som russer. Betegnelsen rus har en dobbelt latinsk rod. Umiddelbart kommer det fra det latinske udtryk Depositurus. Som var betegnelsen for en, der gennemgik optagelsesritualet – på latin depositio – ved Universitetet. Her deponerede studenten, hvilket betyder at han aflagde sit dyriske væsen. Holberg beskriver i komedien Erasmus Montanus dette ritual.

En anden stamme kan være det latinske rustikus, der betyder bondsk eller landlig, sådan at en rus også er en bondeknold.

Ved depositsen skulle russerne møde i universitetsgården, udklædt så dyrisk og frastødende som muligt, på hovedet en spids hue med horn, en stor næse, ansigtet sværtet, måske vildsvinetænder i munden, pukler på ryg og bryst osv. De skulle optræde ubehøvlet og tølperagtigt. I gården mødte depositor, normalt den ældste af pedellerne, der ligeledes var udklædt, og forsynet med instrumenter som ferle, høvl og tang.

Depositor drev russerne ind i et kammer, hvor de blev underkastet en grovkornet eksamination, der altid endte med prygl, hvor depositor slog løs med en ferle og til tider tillige en pølse, alt imens han kaldte russerne skældsord som rakkere, asner eller svin. Hertil kom forskellige andre former for fysisk mishandling: Knibning med tangen for at fjerne hornene, bearbejdelse med høvlen, så de knortede vækster, som russerne var, kunne blive til slanke søjler i akademiets søjlehal osv.

Herefter blev russerne iklædt en mere passende dragt og fik foretræde dekanen, hvor en af russerne bad om at de ville blive optaget blandt de akademiske borgere. Hvilket dekanen i sin svartale nådigt tilstod dem.

Til slut måtte russerne give et drikkegilde fore de ældre studerende, der havde deltaget ivrigt i modtagelsen af russerne.

Hele dette ritual har rødder i middelalderens håndværkertraditioner, hvilket anvendelse af redskaber som høvl og tang vidner om. Og ritualet udviklede sig ofte til direkte mishandling. Universitetets myndigheder forsøgte derfor på forskellig vis at lægge en dæmper på løjerne. Således allerede i § 39 i den første universitetsstatut fra 1479: ”Ligeledes, fordi vi lægger stor vægt på at sætte en stopper for visse slette og nedrige studenters skadelige tilbøjeligheder, beslutter vi og forordner, at ingen må besvære de nyindskrevne studenter (som almindeligvis kaldes beani – flertal af bejanus, der er af fransk oprindelse og betyder ”gulnæbbet” –) med upassende opgaver eller overvælde dem med obskøne ord eller på anden måde gøre dem til genstand for fornærmende og krænkende ord og handlinger”.

Professorernes holdning til rusplagerierne var dog ikke helt entydig, således blev depositsen bibeholdt i Universitetsfundatsen fra 1539, med den moraliserende begrundelse, at ”de unge må lære, at der er en stor forskel mellem en ulærd og en lærd mand, og for at de må vænnes til at tåle fornærmelser og utaknemmelighed, som lærde og brave mænd ofte får for deres gode gerninger og rigtige råd”.

Og de grove løjer fortsatte langt op i tiden, hvilket bl.a. fremgår af at den ældre student Hans Jensen Assens i 1656 måtte betale en klækkelig bøde, og en tur i carceret, det endnu bevarede studenterfængsel, fordi han under depositsen havde trakteret rygstykkerne så grundigt på depositor, pedellen Peder Mus. med hans instrumentum depositorium, ferulam scilicet, dvs. ferlen, at den knækkede i to stykker.

Først fra slutningen af det 18. århundrede gik modtagelsen af de nye studenter over til at ske under mere afdæmpede former. Men at problemet med mobning af nye studerende ikke ganske er forsvundet, fremgår af den diskussion der fra tid til anden blusser op om forløbet af vor tids rusintroduktioner og rusture.

Læs mere om den officielle velkomst til nye studerende: immatrikulationen