Årbog for Københavns Universitet – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Universitetshistorie > Leksikon > Å > Årbog for Københavns U...

17. september 2028

Årbog for Københavns Universitet

Introduktion

Københavns Universitets Årbog udkom 1793-2006 og var udelukkende på dansk. Den bestod af en omfattende historisk dokumentation af årets forskning, aktiviteter og statistiske oplysninger mv. på universitetet og bestod af en fælles beretning med årsberetninger fra rektoratet, konsistorium (senere bestyrelsen) og samarbejdsudvalg, akademiske forhold som æresdoktorer og doktorer mv., uddannelserne, de studerendes forhold, internationalt samarbejde og udveksling, økonomi, personaleforhold, nekrologer, bygninger og lokaler m.m. Dertil kom fakulteternes (dekanernes) og institutter, museer og centres årsberetninger.

Fra og med Årbog 1999 udkom årbogen udelukkende i pdf-udgave distribueret på web og cd med mulighed for bestilling af særtryk.

Københavns Universitets årbøger er en publikationsserie, der går tilbage til 1793, hvor en række publikationer begyndte at udkomme med mere eller mindre officiel status, og med et indhold af samme karakter som det, der frem til efter Anden Verdenskrig har udgjort hovedindholdet i årbogen. Således udkom i årene 1793-1801 Kiøbenhavns Universitets-Journal. Københavns Universitets række af officielle årbøger - eller årsberetninger - begynder med året 1864. Dog er det først med årbogen for det akademiske år 1875-76, der udkom i 1877, at rutinen med en årlig beretning for det netop forløbne år kan siges at være fast etableret. Det blev i 2007 besluttet at nedlægge Københavns Universitets årbog, og 2006-udgaven blev således den sidste i rækken.

Årbøgerne kan hentes i pdf-format i boksen til højre.

Årbog for Københavns Universitet 1864-1963

Københavns Universitets officielle række af årbøger - eller årsberetninger - begynder med året 1864. Dog er det først med årbogen for det akademiske år 1875-76, der udkom i 1877, at rutinen med en årlig beretning for det netop forløbne år kan siges at være etableret. Årene 1871-73 og 1873-75 blev dækket i to bind, der udkom hhv. 1873 og 1876, hvorefter perioden 1864-71 blev behandlet samlet i tre bind, der udkom i årene 1882-87. Herefter fortsatte de årlige udgivelser af årbøger frem til 2. verdenskrig.

Dog viste det sig til tider vanskeligt at få årbogen færdig, så den kunne udkomme umiddelbart efter det år, den omhandlede. Således blev årene 1915-20 og 1920-23 dækket af en række samlebind, der udkom hhv. 1922-25 og 1925-27

I årene op imod 2. verdenskrig blev det stadig mere vanskeligt at få årbogen ud til tiden, og efter krigen opgav man simpelt hen, hvilket ses af følgende oversigt over akademiske år/udgivelsesår: 1938-39/1944; 1939-40/1945; 1940-41/1945; 1941-42/1948; 1942-43/1951; 1943-44/1952; 1944-45/1948; 1945-46/1955, hvorefter udgivelsesaktiviteten gik i stå.

I 1964 udkom årbøgerne for 1946-47 og 1947-48, Samtidig påbegyndte man med årbogen for 1963-64 udgivelsen af de årlige årbøger efter et nyt koncept, jfr. nedenfor. Herefter manglede årene 1948-63, der blev dækket i tre 3-årsbind, der udkom i årene 1970-73. Indholdsmæssigt lignede disse bind de traditionelle årbøger, men er langt mere kortfattede i deres dækning.

Nedenfor vil der blive redegjort for indholdet af universitetets årbøger i perioden 1864-1963, og for årbogsreformen efter 1963, men først vil det være på sin plads at omtale en række publikationer fra årene før 1864, der knytter sig til årbøgerne.

Årbogens forgængere frem til 1864

Allerede fra 1793 var der udkommet en række publikationer, med mere eller mindre officiel status, og med et indhold af samme karakter som det, jfr. nedenfor, der frem til efter 2. verdenskrig har udgjort hovedindholdet i årbogen:

  • 1793-1801: Kiøbenhavns Universitets-Journal, udgivet af professor i latin Jacob Baden.
  • 1806-1813: Universitets- og Skole-Annaler, udgivet af professor i historie og sekretær for Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler Lauritz Engelstoft.
  • 1823: Efterretninger angaaende Kjøbenhavns Universitet, Sorøe Academie og de lærde Skoler, udgivet af professor i historie og sekretær for Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler Lauritz Engelstoft.
  • 1824-1840: Akademiske Tidender, eller Samling af Efterretninger vedkommende Kjøbenhavns Universitet, Sorøe Akademi og de lærde Skoler, samt de dermed forbundne Anstalter, udgivet af kontorchef i Direktionen for Universitetet, Sorø Akademi og de lærde Skoler Hannibal Peter Selmer.
  • 1837-1848: Kjøbenhavns Universitets Aarbog for Aarene 1837-1845, 1848, udgivet af kontorchef i Direktionen for Universitetet, Sorø Akademi og de lærde Skoler Hannibal Peter Selmer.
  • 1849-1856: Meddelelser angaaende Kjøbenhavns Universitet, den polytekniske Læreanstalt, Sorøe Academie og de lærde Skoler med den dertil hørende Realundervisning for Aarene 1849-1856 I-II, udgivet 1860-64 af departementschef i Kultusministeriet A.C.P. Linde.
  • 1857-1863: Meddelelser angaaende Kjøbenhavns Universitet og den polytekniske Læreanstalt for Aarene 1857-1863, udgivet 1865-86 af departementschef i Kultusministeriet A.C.P. Linde.

Om de første "årbøger"

Det er næppe tilfældigt, når publikationer, der mere indgående beskriver Universitetets indre liv dukkede op netop i årene før 1800. Den nye universitetsfundats fra 1788 havde endegyldigt defineret Universitetet som det sted, hvor statens embedsmænd inden for kirke, skole, forvaltning, sundheds- og retsvæsen fik deres uddannelse. I modsætning de foregående århundreder, hvor Universitetets rolle i det store og hele var relateret til kirken, først og fremmest gennem uddannelse af præster og latinskolelærere. Dette måtte naturligvis medføre, at Universitetets anliggender blev genstand for en større offentlig interesse. Men det er påfaldende, at det fra starten ikke var Universitetet selv, der løftede opgaven.

Baden og Engelstoft 1793-1823

Kiøbenhavns Universitets Journal anno 1793

Titelblad af den allerførste årbog, Kiøbenhavns Universitets-Journal 179, udgivet af professor i latin Jacob Baden. 

Jacob Baden havde i mange år i forskellige publikationer ytret sig kritisk om Universitetets forhold, og hans "Kiøbenhavns Universitets-Journal" fra 1793, er først og fremmest en fortsættelse af denne virksomhed. Indholdsmæssigt knytter Badens Universitets-Journal - med sit blandede indhold af faktuelle oplysninger, historisk materiale og polemisk debatstof - sig først og fremmest til den rige tidsskriftlitteratur i slutningen af 1700-tallet, og det er næppe tilfældigt, at den kun overlevede den kraftige indskrænkningen af trykkefriheden i 1799 med få år.

Lauritz Engelstoft var nok professor i historie, men det var snarere i sin egenskab af sekretær for Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler, frem til 1849 det centrale administrative organ for det videregående uddannelser, at han i 1806 påbegyndte sine Universitets- og Skole-Annaler. Generelt kan man sige, at med Engelstofts Efterretninger forskubbede publikationens indhold sig i retning af mere officielt meddelelsesstof, og tilsvarende mindre historie og debat, dog uden at karakteren af tidsskrift med blandet indhold helt forsvinder.

Selmers Akademiske Tidender 1824-40 og Aarbøger. 1837-48

Hvor Baden og Engelstoft først og fremmest var professorer ved universitetet, kom H.P. Selmer og A.C.P. Linde fra det overliggende forvaltningsapparat. Dette afspejler sig i deres publikationer, som fortsætter udviklingen frem mod mere officielle beretninger. Dette kommer tydeligt til udtryk i Selmers to publikationer: Hvor de Akademiske Tidender indholdsmæssigt knytter sig til Engelstoft og Baden, ligner Aarbøgerne indholdsmæssigt sine efterfølgere, om end materialet stadig er præsenteret temmelig usystematisk. At de to rækker tidsmæssigt overlapper hinanden viser, at Selmer selv har betragtet dem som forskellige publikationer med hver sine særlige funktioner.

Lindes Meddelelser 1849-63

Med A.C.P. Lindes Meddelelser blev udviklingen frem mod egentlige årsberetninger, hvor stoffet blev præsenteret i en fast ramme, der i det store og hele svarer til den, der blev gældende, da Universitetet med årbøgerne efter 1864 selv påtog sig opgaven, fuldbyrdet. At Lindes to sæt Meddelelser hver dækker en kortere årrække, er den her givne sammenhæng mindre væsentlig.

Linde var som nævnt fra 1849 departementschef i Kultusministeriet, og det er derfor ganske naturligt, at hans Meddelelser anskuer Universitetet fra oven. Beskrivelsen af universitetets virksomhed indledes med en gennemgang af ændringerne i retsgrundlaget (love, anordninger, cirkulærer m.v. for adgangen til Universitetet, eksaminer, akademiske grader, ansættelses- og pensionsforhold o.l.) samt de konkrete sager der var behandlet.

Herefter er der afsnit om universitetetslærerne, forelæsninger og øvelser, eksaminer m.v., prisopgaver, akademiske højtideligheder, de videnskabelige samlinger og anstalter, legat og stipendievæsen, samt det ikke akademiske personale. Alt sammen meget udførligt, hvad der gør publikationen til en uvurderlig kilde til Universitetets historie. Således er det værdifuldt, at der ved alle afsluttende eksaminer gives oplysning ikke bare om kandidaternes navne og eksamensresultat, men tillige om de enkelte eksamensopgaver m.v. Og at man i årbogen frem til midten af 1970´erne trykte alle de faglige bedømmelser i forbindelse med ansættelse i videnskabelige stillinger in extenso.

Men det er karakteristisk, at professorerne anskues som lærere og som ansatte, undervisningen ved en redegørelse for de formelle eksaminer, der var undervisningens resultat.

På samme måde forholder omtalen af de videnskabelige samlinger og anstalter sig alene til de formelle rammer (bevillinger, normeringer, retsregler og fysiske rammer), medens omtale af de videnskabelige og andre faglige aktiviteter på Universitetet ganske mangler.

Årbog for Københavns Universitet 1864-1947

Det er som nævnt ovenfor nok naturligt, at A.C.P. Linde i sine meddelelser, der i sin form ganske minder om de tilsvarende meddelelser, han udgav om andre af Kultusministeriets institutioner, anlægger et officielt og overordnet syn på Universitetet. Knap så indlysende er det, at Universitetet, da det selv overtog opgaven, helt fortsatte Lindes linie.

En forklaring kan have været, at Universitetets professorer ikke har følt, at de rent videnskabelige sider af deres virke var noget, de skyldte anden forklaring for, end den, der fremgik af deres videnskabelige produktion og deres undervisning, først og fremmest forelæsningerne, der var offentligt tilgængelige. Hertil kommer, at årbøgerne givet har opfyldt et stort behov hos Universitetets ledelse for en let tilgængelig samling af de vigtigste beslutninger, retsregler og andre for Universitetets ledelse relevante forhold.

Under alle omstændigheder må man konstatere, at det koncept for årbogen, der blev fastlagt med Lindes Meddelelser og de første årbøger efter 1864, var det, der var gældende frem til efter 2. verdenskrig.

Årbog for Københavns Universitet efter 1963

Men det er nærliggende at forestille sig, at dette koncept med årene er blevet følt som mere og mere utidssvarende, og at dette er hovedforklaringen på, at Universitetet i midten af 1950´erne, hvor det følte sig ressourcemæssigt meget presset, til sidst opgav udgivelsen.

Da udgivelsesaktiviteten blev genoptaget i begyndelsen af 1960´erne skete det efter en konsistoriebeslutning. Opgaven blev overdraget to retshistorikere: Konsistoriums referendar, professor Stig Iuul og cand. jur. Inger Dübeck, der stod for det praktiske redaktionsarbejde. Konsistorium havde ikke udstukket nærmere retningslinier, og det er derfor disse to, der må tilskrives æren for den radikale omlægning af årbogen, der tog sin start med årbogen for 1963-64.

Den nye årbog fra 1963

Omlægningen af årbogen efter 1963 kan kort karakteriseres således: De traditionelle årbøger havde som nævnt havde omhandlet institutionens formelle rammer: Retsgrundlag, økonomi, bygninger, ansættelser og afskedigelser. Tilsvarende var forskning og undervisning blevet afrapporteret i opgørelser over antallet af doktorer, prisopgaver og aflagte embedseksaminer m.v. Derimod stod der i de ældre årbøger intet om undervisnings- og forskningsaktiviteten.

I årbogen 1963-64  blev det traditionelle beretningsstof bevaret, men i reduceret form. Og som noget nyt blev der nu bragt en beretning fra hvert af de institutter (museer, samlinger, laboratorier), der udgjorde rammen omkring forskning og undervisning.

Den oprettelse af institutter, der var begyndt før århundredeskiftet, først i det naturvidenskabelige fakultet, efterfulgt af det lægevidenskabelige, slog netop i årene efter 1960 igennem også i de teologiske, samfundsvidenskabelige og humanistiske fakulteter, og var fuldbyrdet, da Universitetsstyrelsesloven i 1970 gjorde instituttet til det bærende element i universitetets faglige organisationsstruktur.

Det vigtigste del institutternes beretninger var en redegørelse for de igangværende videnskabelige aktiviteter - eller med en senere tids udtryk - projekter, samt for den afsluttede forskning i form af fortegnelser over de videnskabelige medarbejderes publikationer.

Årbogens beretningsår

Fra Lindes meddelelser 1849 til årbogen for 1967-68 var beretningsåret det akademiske år fra september til august. Dette blev fra årbogen 1968-69 ændret til perioden 1. december - 30. november, hvilket fra 1977 blev ændret til kalenderåret.

Årbogens omfang efter 1963

Institutberetningerne fyldte i årbøgerne fra 1963 til 1968 lidt under halvdelen af antallet af sider årbogen, der i disse år lå mellem godt 300 og knap 400.

Med årbogen 1968-69 blev der gennemført en mindre reform af årbogen: Beretningsåret blev som nævnt ovenfor ændret, layoutet blev moderniseret, og sideantal blev begrænset, så det følgende år på ca. 300, da begrænsning først og fremmest ramte set traditionelle stof, kom institutberetningerne til at udgøre en forholdsmæssigt større andel af den samlede årbog.

Sidetallet steg de følgende år, og var i 1980 nået op på knap 500, og kulminerede foreløbig med årbogen for 1988 med 1034 sider. Et forsøg på at reducere sidetallet bragte det i 1989 ned på 790 sider, et tal der igen steg, så årbogen for 1998 fyldte 1074 sider.

Af disse knap 1100 sider udgør fakulteters, institutters og centres m.v. beretninger mere end 900 sider, og heraf udgør redegørelsen for de igangværende forskningsaktiviteter samt publikationsfortegnelserne broderparten. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at det i hvert fald siden begyndelsen af 1980´erne var et centralt redaktionelt princip, at årbogen skulle indeholde en så vidt mulig fuldstændig redegørelse for universitetets forskningsaktiviteter, og at de videnskabelige medarbejdere havde pligt til at indberette de nødvendige oplysninger.

Det betød, at de dele af årbogen, der behandlede institutionen som helhed, blev reduceret tilsvarende. Og det var i de senere år tydeligt, at de administrative kontorer, der leverede manuskriptet til disse dele af årbogen, betragtede opgaven som en pligtopgave, hvis formål fortabte sig i en fjern fortid, og som man havde svært ved helt at se relevansen af. Nok fordi en række af disse oplysninger i nutiden præsenteres på andre måder.

Det vil her være rimeligt at henlede opmærksomheden på, at to grupper af informationer, der var med til at give de gamle årbøger en ganske særlig kvalitet, efterhånden helt forsvandt. Det drejer sig om de grundige oplysninger om eksamensspørgsmål, og om aftrykkene in extenso af de faglige bedømmelser ved besættelse af videnskabelige stillinger. I begge tilfælde var den primære årsag Universitetets vækst, der i længden gjorde det praktisk umuligt fortsat at bringe disse oplysninger. Hertil kommer for bedømmelsernes vedkommende de begrænsninger i retten til offentliggørelse af personrelaterede oplysninger, der var en følge af offentlighedsloven i 1970´erne.

Den elektroniske årsberetning

Fra og med 1993 blev årbøgerne tilgængelige via Universitetets hjemmeside på Internettet. For årene 1993 og 1994 på den måde, at den trykte årbog i sin helhed er blevet kopieret over på Internettet. Siden 1995 består dele af den elektroniske årbog af direkte gengivelser af årbogsteksten, det gælder især de deskriptive dele, medens en række oplysninger om publikationer, økonomi, personale, ph.d. grader og studenterspecialer m.v. hentes ved direkte træk i Universitetets administrative databaser.

Allerede 1983 begyndte Universitetet at opbygge en database, PUF (Publikations- og forskningsregister), over videnskabelige publikationer, forfattet af universitetets videnskabelige medarbejdere, som en del af KU's administrative database. PUF er siden 1988 indgået som en del af de nationale databaser, først DANDOK-basen, siden CURIS, der siden midten af 1990´erne har været internationalt tilgængelig over Internettet.

Årbogens formål i nyere tid

Efter styrelsesloven 1970/73 blev årbogen løbende drøftet i Konsistoriums Forskningsudvalg. Det er interessant at konstatere, at interessen i den første halve snes år var begrænset. Universitet var inde i en voldsom udviklingsproces, der kun i ringe omfang levnede overskud til grundige tilbageblik. Holdningen kan måske bedst beskrives således: "Livet er for kort til at skrive årsberetning".

Dette ændrede sig efter 1980, hvor nedskæringer, nulforskerdebat, for ikke at tale om ministerielle evalueringsrunder o.l. førte til en øget forståelse for vigtigheden af en troværdig afrapportering af Universitetets virksomhed. Hertil kom en stadig stigende interesse for gennem en mere intens informationsvirksomhed at synliggøre Universitetet over for offentligheden. Oprettelsen af det ovennævnte PUF-register i 1983, på initiativ af daværende rektor Ove Nathan, kan ses i dette lys.

Som omtalt ovenfor førte dette i løbet af 1970´erne til en almen accept af princippet om de videnskabelige medarbejderes pligt til årlig fuldstændig indrapportering af deres forskningsvirksomhed. Men det er værd at understrege, at dette princip ikke er alment gældende på alle danske universiteter, universiteterne i København, Aarhus og Odense udgjorde på dette område snarere en undtagelse fra reglen.

Inspireret af udenlandske, og andre danske universiteters informationsmateriale, trykt i et professionelt layout, med mange illustrationer og i en god grafisk kvalitet, er der siden 1980´erne med jævne på KU fremsat ønske om at den traditionelle årbog blev suppleret med, eller endda direkte erstattet af sådanne mere populære beretninger.

Denne debat blev først afsluttet i 2007, hvor det blev besluttet at ophøre med udgivelsen af en årbog, således at Årbog 2006 er den sidste. Man kan sige, at to opfattelser stod over for hinanden i debatten: Den ene, at det er vigtigt, at Universitetet til brug primært for det overliggende politiske og administrative niveau, og måske tillige i nogen grad for offentligheden, i sin årsberetning bringer en så vidt muligt komplet redegørelse for sin virksomhed, særlig forskningen. Den anden, som altså endte med at blive den man fulgte, at Universitetet langt mere målrettet end i dag bør markedsføre sig selv over for offentligheden ved hjælp af professionelt udformede publikationer, der givet et letfatteligt overblik over virksomheden.

Sammenfatning

Det er svært at foretage nogen helt præcis sammenfatning, men følgende forhold kan dog fremhæves.:

Den oprindelige årbog fra 1864 ff. så det som sin opgave at give en grundig redegørelse for Universitetet som institution. Undervisningen blev kun omtalt i form af en godt nok grundig redegørelse for eksaminer m.v., og forskningen kun i omtale af akademiske grader og priser m.v.
Med årbogen for 1963-64 blev beretninger fra institutter mv., herunder redegørelse for forskningsaktiviteten indført som noget nyt. Fra at udgøre knap 40% af stoffet i 1963-64 udgjorde disse beretninger i 1998 mere end 80%.

Dette medførte, at oplysningerne om Universitetet som institution til sidst blev reduceret så kraftigt, at de næppe af nogen - det være sig Universitetets ledelse såvel som offentligheden, blev tillagt nogen synderlig rolle som informationskilde. Også fordi, at disse oplysninger i dag af Universitetet præsenteres ad andre kanaler, hvor den løbende produktion af stadigt mere professionelt udformede publikationer, muliggjort af den moderne trykteknik, og ikke mindst de elektroniske medier, spiller en stadig mere vigtig rolle.

Den klassiske årbog frem til 2. verdenskrig var en guldgrube af informationer til at belyse Universitetets historie. Fremtiden historikere får det sværere. Ikke fordi informationerne ikke er der, snarere tvært imod, problemet er snarere deres overvældende mængde, og at de er så uoverskueligt tilgængelige.