24. juli 2020

Universitetsbiblioteket

Københavns Universitetsbibliotek skriver traditionelt sin grundlæggelse til 1482, hvor vicekansler Peder Albertsen donerede en samling bøger og håndskrifter til universitetet. Bogsamlingen var i middelalderen muligvis samlet i Vor Frue Kirke. Ved reformationen lå biblioteket i Helligåndshuset, men flyttede snart tilbage til et sidekapel i Vor Frue Kirke. Fra 1554 til 1652 havde biblioteket hjemme på første sal oven over et auditorium i en bygning, der lå omtrent hvor den nuværende hovedbygning på Frue Plads ligger.

Universitetsbiblioteket

Universitetsbiblioteket i Fiolstræde i 2010.

I 1652 blev biblioteket flyttet over til loftsalen i Trinitatis Kirke. Den nye bibliotekssal blev højtideligt indviet af kongen 7. juli 1657. Trinitatis-byggeriet var Christian 4.s idé og det stod i forhold til datidens formåen fuldt på højde med vore dages store universitetsbyggerier: Regensen fra 1623 som bolig for 120 studenter, Trinitatis Kirke fra 1656 som kirke for studenterne (der blev organiseret som et særligt sogn), og hvis første etage altså samtidig blev indrettet til universitetsbibliotek, og som kronen på værket kirketårnet, Rundetårn fra 1642, der husede universitetets astronomiske observatorium.

Ved Københavns brand i 1728 gik hele universitetsbibliotekets ca. 35.000 bøger og håndskrifter tabt. En ny samling blev efterhånden opbygget i den efter branden genopførte bibliotekssal. I midten af det 19. århundrede var salen blevet uhjælpeligt for lille til at rumme biblioteket.

Efter at universitetets nye hovedbygning var blevet indviet i 1836, forsøgte man at få løst universitetets øvrige pladsproblemer ved at nedsætte to kommissioner under Konsistorium for henholdsvis de naturhistoriske samlinger (som førte til opførelsen af Museumsbygningen) og Universitetsbiblioteket.

Første arkitektkonkurrence i Danmark

Bibliotekskommissionen henvendte sig i 1852 til en af datidens førende arkitekter, Gottlieb Bindesbøll, og bad ham om at udarbejde et forslag til et nyt universitetsbibliotek på grunden langs Fiolstræde.

Kommissionen kunne imidlertid ikke blive enig om at godtage Bindesbølls forslag, som forelå året efter. I stedet valgte kommissionen efter langvarige forhandlinger en helt anden metode: at udskrive en arkitektkonkurrence. Det var første gang nogensinde, at man i Danmark udskrev en arkitektkonkurrence om et stort offentligt byggeri. Idéen kom, som så meget andet i disse år, fra England, hvor parlamentsbygningen fra 1836 var resultatet af en konkurrence, og konkurrencer var i de følgende år blevet almindelig anvendt i udlandet. Der var flere fordele: Først og fremmest den, at unge uprøvede talenter her kunne få en chance på linje med de ældre etablerede arkitekter. En anden, som man ikke var blind for, var den gunstige indflydelse på prisen, som en konkurrence medførte. Endelig kan det have spillet ind på Konsistoriums overvejelser, at man på denne måde kunne undgå en gentagelse af de endeløse stridigheder, der havde udspillet sig mellem universitetet og hovedbygningens arkitekt, Peter Malling, der endte med en afskedigelse af arkitekten kort før indvielsen af hovedbygningen i 1836.

I hvert fald kom arkitektkonkurrencen til at betyde, at der blev lagt ganske stramme rammer for byggeriet. Således var bygningens form og placering fastlagt allerede i konkurrencematerialet. Af brandhensyn blev det også bestemt, at biblioteket skulle opføres i sten og jern, og i overensstemmelse hermed blev bygningens bærende konstruktion udført i støbejern. Det var et materiale, der var blevet enormt populært efter opførelsen af det berømte Crystal Palace på verdensudstillingen i London 1852.

Johan Daniel Herholdt – arkitekten bag universitetsbiblioteket

Arkitektkonkurrencens vinder blev den 38-årige Johan Daniel Herholdt (1818-1902), der hermed fik sit store gennembrud, og som kom til at sætte et afgørende præg på dansk arkitektur. Herholdt overholdt den stillede betingelse, at biblioteket i sin udformning skulle harmonere med omgivelserne, men gjorde det på en original måde. Han valgte som sit forbillede den gotiske murstenskatedral, men fortolkede sit forbillede ganske frit. Mesterstykket er bibliotekets bogsal, der i to etager strækker sig igennem det meste af huset. Den smukt udformede, fritstående støbejernskonstruktion og de mange dekorative detaljer, alt sammen udført i en fornem håndværksmæssig kvalitet, danner tilsammen et rum, der er enestående i dansk og europæisk arkitektur.

Herholdt valgte at lade bygningens ydre fremstå i røde mursten, og tilsvarende de indvendige flader i gule, og såvel de ydre som de indvendige flader er prydet med en uendelig række af dekorative detaljer. Set med nutidens øjne er der intet mærkeligt i mursten, hverken røde eller gule, anvendt til private huse såvel som monumentale offentlige bygningsværker. Tænk for eksempel på Aarhus Universitet. Men da Herholdt byggede universitetsbiblioteket, havde mursten som facademateriale, i hvert fald til store byggerier, været mere eller mindre bandlyst i to århundreder. Det kan forekomme mærkeligt, på baggrund af senmiddelalderens og renæssancens mange dejlige murstenshuse, men ikke desto mindre var offentlige bygninger fra midten af 1600-tallet overvejende blevet opført med pudsede facader. Gode eksempler er Københavns Domhus og Vor Frue Kirke, som den førende arkitekt i generationen før Herholdt, C.F. Hansen stod for, for ikke at tale om universitetets egen hovebygning. Herholdts anvendelse af mursten i Universitetsbiblioteket blev stildannende, og har en meget stor del af æren for, at ikke mindst de røde mursten i den grad kom til at dominere i byggeriet de næste mange årtier.

Universitetsbiblioteket blev færdigt i 1861, og i oktober samme år var alle bøgerne på plads. Det var beregnet til ca. 300.000 bind, og man har formentlig ment, at man hermed var sikret langt ud i fremtiden. Allerede inden 1900 var det imidlertid blevet for lille, også selv om man fyldte op med langt flere reoler end Herholdt havde tænkt sig. Det hjalp noget, at man i 1907 opførte Magasinbygningen. Det samme gjorde udflytningen af den medicinske- og naturvidenskabelige litteratur til Nørre Allé i slutningen af 1930'erne. Men bygningen forblev med sine mere end en halv million bind overfyldt.

Istandsættelse og lukning

Bogsalen i Fiolstræsde 1

Bogsalen i Fiolstræde 1 før renoveringen i 1996.

I 1930 blev Universitetsbiblioteket lagt direkte under Undervisningsministeriet, og i 1938 blev biblioteket fysisk delt således, at de medicinske og naturvidenskabelige fag flyttede til nye bygninger på Nørre Allé (i daglig tale UB2). Fra 1986 til 2005 var UB2 et selvstændigt bibliotek under navnet Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek. Universitetsbibliotekets tilbageværende afdeling i Fiolstræde (UB1) med de teologiske, humanistiske og samfundsvidenskabelige fag var allerede i 1989 blevet en del af Det Kongelige Bibliotek. I 2005 blev de to gamle afdelinger af universitetsbiblioteket (dvs. UB1 og UB2) atter samlet under navnet Københavns Universitetsbibliotek som en særlig afdeling af Det Kongelige Bibliotek.

I 1996-97 blev biblioteksbygningen i Fiolstræde underkastet en gennemgribende restaurering ved den kongelige bygningsinspektør David Bretton-Meyer. De mange ekstra reoler, der gennem tiderne var blevet sat ind, blev fjernet, så kapaciteten fra over 600.000 bind igen kom ned på de oprindelige knap 300.000. Dekorationerne blev restaureret, og det oprindelige auditorium, som i mange år havde været opdelt i flere mindre rum, blev reetableret, nu som katalog- og edb-rum. Universitetsbiblioteket blev indrettet som et moderne bibliotek med store dele af samlingerne umiddelbart tilgængeligt for brugerne på åbne hylder, med læse- og arbejdspladser i nær kontakt med bøgerne, og med bl.a. de it-faciliteter, der hørte med til et moderne bibliotek. Samtidig stod bogsamlingen i et højst særegent og fredet hus fra en anden tidsalder. Det blev opfattet som en fremragende løsning, og i de følgende år blev biblioteksbygningen i Fiolstræde en meget benyttet arbejdsplads for studerende og forskere.

Siden 1993 havde biblioteket i Fiolstræde haft en ny primær funktion, nemlig at være nær- eller dagligt universitetsbibliotek for samfundsvidenskaberne, det vil sige fagene under Det Samfundsvidenskabelige og Det Juridiske Fakultet.

Hermed realiseredes et vigtigt element i et arbejde, der i slutningen af 1980’erne blev sat i gang af Kulturministeriet. Arbejdet havde som et af sine hovedformål at forbedre den biblioteksmæssige betjening af universitetets studenter og videnskabelige medarbejdere. En konsekvens heraf var, at UB1 i 1990 blev lagt ind under Det Kongelige Bibliotek. En del af opgaven bestod endvidere i at få skabt gode fysiske rammer for bibliotekerne, en opgave, der fandt sin løsning med henholdsvis Den Sorte Diamant på havnefronten (1999), den løbende udvidelse af biblioteket på Søndre Campus (tidligere KUA) og renoveringen af biblioteket i Fiolstræde. Ikke mindst den sidste opgave var svær, fordi der var tale om en særpræget og fredet bygning.

Som et led i Københavns Universitets fysiske udbygning blev de forskellige dele af Det Samfundsvidenskabelige Fakultet i 2008-09 samlet i det tidligere Kommunehospital på Øster Farimagsgade, overfor Botanisk Have. Det førte til en opsplitning af biblioteket i Fiolstræde, således at der i 2009 blev etableret et juridisk fakultetsbibliotek i Studiestræde 34 og et samfundsvidenskabeligt i Gothersgade 140.

Biblioteket i Fiolstræde blev dermed lukket i 2009. Herefter var bogsalen i en årrække indrettet til forskerlæsesal, specielt for studerende, der skulle færdiggøre deres speciale. I dag rummer dele af biblioteket universitetets studievejledning, mens der arbejdes med planer for at anvende biblioteket til formidlingsaktiviteter.