Styrelses- og universitetslove
Universitetets voldsomme vækst fra 1960'erne fik indflydelse på universitetets styreform, der i mangt og meget havde bestået uændret gennem århundreder. I 1970 vedtog Folketinget Universitetsstyrelsesloven for universiteterne i København, Aarhus og Odense. Den blev i 1973 udstrakt til at gælde for næsten alle højere læreanstalter.
Loven betegnede et radikalt brud med fortiden, og var karakteristisk ved, at indflydelse og kompetence blev decentraliseret og henlagt til styrende organer på institut-, fakultets- og universitetsniveau. Sammensætningen af disse blev som hovedregel 50 % VIP (videnskabeligt personale), 25 % TAP (teknisk og administrativt personale) og 25 % studerende. Tilsvarende blev rektors og dekaners indflydelse svækket. Et endnu mere radikalt skridt var, at ansvaret for udviklingen af uddannelserne blev henlagt til studienævn, hvor lærere og studerende hver har halvdelen af pladserne.
Styrelsesloven gav fra starten anledning til megen debat og til megen kritik. Derfor blev den efterhånden revideret i 1992. Revisionen bestod især i en styrkelse af universitetets ledelse på alle niveauer (rektor, dekaner, institut- og studieledere), bl.a. gennem en reduktion af de styrende organers formelle kompetence, og af TAP'ers og studerendes pladser heri. Derimod blev studienævnene bibeholdt stort set uændret, dog med den ikke uvæsentlige ændring, der også her afspejlede ønsket om en styrket ledelse, at formandsposten siden 1992 beklædes af en særlig ansat studieleder. Studielederne rekrutteres fra det videnskabelige personale.
Den reviderede styrelseslov fra 1992 fik ikke kritikken til at forstumme. Ganske særligt blev universiteternes ledelser opfattet som for svage, og dermed mindre egnede til at gennemføre den nødvendige fornyelse, som de ændrede forhold - såsom globalisering og informationsrevolution, for blot at nævne nogle - krævede.
Ny universitetslov i 2003
Dette førte til, at et bredt flertal i Folketinget vedtog en ny universitetslov i 2003. En lov som på flere måder betegner et markant brud med fortiden. Først og fremmest fordi loven afskaffede det interne selvstyre, som universitetet havde nydt siden grundlæggelsen i 1479. Det betød, at universitetets ledere ikke længere skulle vælges af og blandt de ansatte, men ansættes. Dette blev meget markant udtrykt ved at Konsistorium, valgt af VIP'er, TAP'er og studerende, som igennem århundreder havde været det øverste ledelsesorgan, blev nedlagt med udgangen af 2004.
I stedet kom en bestyrelse, hvor der nok er en beskeden repræsentation af VIP'er, TAP'er og studerende, men hvis flertal består af eksterne medlemmer, blandt hvilke bestyrelsesformanden udpeges.
Bestyrelsen træffer beslutning i overordnede spørgsmål, godkender budgettet og ansætter rektor, som har ansvaret for den daglige ledelse.
Rektor ansætter herefter prorektor, universitetsdirektør og dekanerne for de enkelte fakulteter, og disse ansætter institutlederne.