Øjenvidneberetning fra studenteroprøret '68

Af Erland Kolding Nielsen

Demokrati eller studentervælde?

Uroen ved Københavns Universitet kulminerede med den store demonstration på Frue Plads (d. 23. april), med aktionerne for uddannelsesløn og endelig med psykologernes barrikader oppe under taget i Psykologisk Laboratorium.

Set med offentlighedens øjne så disse begivenheder ud til at udgøre et hele med en indbyrdes sammenhæng. Mere eller mindre bevidst har pressen kædet eller nærmere rodet alle faktorerne sammen og derigennem skabt et tveægget våben, som nu rettes mod studenterne. Man skal blot antyde, at studenterne søger at omstyrte det bestående demokratiske system og sætte sig ud over gældende normer, og straks vil der rejse sig en storm af protest i befolkningen. Intet kan være mere forkert, intet kan være mere fortegnet, en sådan påvirkningsform fra visse sider af pressen grænser op til den bevidste folkeforførelse og tjener absolut intet andet formål end at uddybe den beklagelige og ganske unødvendige kløft, der består mellem befolkningen og studenterne.

Hvad der sker og er sket, er ikke nogen samlet, venstreorienteret aktion, der tager sigte på at omstyrte demokratiet. Der findes ganske vist en aktionsbevægelse også omfattende venstreorienterede elementer, men for det første lader mængden af aktioner sig tydeligt strukturere og inddele efter deres formål, som absolut ikke som helhed har noget politisk præg bortset fra det, de måtte have fået gennem deres metoder. Men disse har været både velbegrundede og nødvendige. For det andet dominerer de venstreorienterede elementer på ingen måde, de kan således ikke tages til indtægt for bevægelsens samlede karakter.

Der har løbet 3 forskellige aktioner. Den første var de psykologistuderendes interne aktion. Tilbage er de to hovedaktioner - for henholdsvis medbestemmelsesret og for uddannelsesløn - og de har absolut hverken sagligt eller reelt noget at gøre med hinanden. Der har desuden været tilløb til en fjerde under ledelse af Studenterrådet ved Københavns Universitet, men den er siden gået op i hovedaktionen for medbestemmelsesret. Denne struktur er det meget væsentligt at gøre sig klar, thi den forklarer en lang række forhold, som må se mere end tågede ud for den udenforstående og mindre informerede iagttager.

....
Den første aktion startede psykologerne d. 21. marts. Dens formål var opnåelse af medindflydelse og medbestemmelsesret inden for deres eget fag. Alle implicerede parter er enige om, at at faget har haft store problemer at slås med, men viljen til at løse dem har ikke været stor. Da forhandlingerne om løsninger på problemerne brød sammen, var de studerende berøvet deres eneste lovlige mulighed for indflydelse, nemlig gennem forhandlingsformen,. Deres eneste legale middel til opnåelse af tålelige forhold var blevet blokeret. Hvad sker der på arbejdsmarkedet under sådanne omstændigheder ? Den ene part varsler strejke, den anden part lock-out. De studerende har ikke sådanne sanktions- eller pressionsmidler. ....
.....

Men for at få dette demokrati på universitetet, må autokratiet nedbrydes - om nødvendigt med udemokratiske midler. Det er et paradoks, men vil demokratiet til magten, kan det kun ske med det herskende systems egne midler !!"