Øjenvidneberetning fra studenteroprøret '68

Af Erik de Place Andersen 

Indledning

I marts '68 var vi i de psykologistuderendes råd meget optaget af at sikre os, at vores medstuderende bakkede op om kravene om ændrede forhold på psykologistudiet. Jeg påtog mig åbenbart at lave en rigtigt inciterende brandtale til et af de store aftenmøder, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Jeg kan stadig erindre mine vanskeligheder med at skulle udtrykke mig så voldsomt. Hjemme i mit kollegieværelse prøvede jeg - med røde ører - at holde talen ud i luften - og havde det rigtig skidt med det! Men holdes skulle den jo, og den blev da også modtaget med stor jubel. Når jeg læser talen i dag, kan jeg godt undre mig over den indimellem voldsomme tone, men det har været ren retorik. Det var aldrig på tale for nogle af os, at man kunne gå til voldsomheder for at få sin vilje. Blandt de aktive i de psykologistuderendes fagråd var der kun få med en partipolitisk baseret forståelse af samfund og uddannelse, og jeg hørte ikke selv til dem. Vi var bare rigtig grundigt trætte af studieforholdene og øjnene nu chancen for at få noget ændret.

Sådan lød ordene i St. juridisk Øvelsessal den aften:

"3000 berlinske studenter trodser politiets og rektors ordrer under deres sit-down-strejke på Det frie Universitet. Andre studenterblokader i forbundsrepublikken bliver debatstof i regeringen. I Manchester tvinger 2000 studenter undervisningsminister Gordon Walker til at forlade universitetet, fordi han ikke vil ændre emne for sin tale fra "Polyteknikken i dag" til ... "Hvorfor har regeringen beskåret legaterne?"

I Rom blokerer studenter et fakultet på anden måned. I Berkeley, USA, har studenterne efter to års kamp fået gennemtvunget et reglement, der anerkender deres ret til at blive behandlet som voksne medborgere.

Men i Danmark, hvor overfladen er så smuk og problemerne så små, kan modne akademikere fremlægge et arbejde - den såkaldte "Betænkning fra Universitetsadministrationsudvalget" - der kun bærer præg af usund, udemokratisk tankegang og magtkampe. Man har forstået at inddrage studenterrepræsentanter i udvalgsarbejdet - og det forpligter skam i vores flødeskumsdemokrati! Alt, hvad der kommer frem af den udbredte utilfredshed med betænkningen, er forsigtige avisskræp. Napoleon står stadig på toppen og kan trampe på fyldet! (??)

Men det er bare eet eksempel. Lokaler, kantiner, pædagogik osv. kan dynges på. De forstokkedes angst for ændringer af deres omgivelser risikerer at få det fremskridtvenlige mindretal til at opgive den ulige kamp. Sløvheden skjules i udvalg og gemmes under papir.
Spørgsmålet trænger sig derfor på: Er tiden inde til, at vi lærer af den militante bølge, som skyller hen over det vestlige universitetsliv? Kan vi også skubbe på, ride med på bølgen og sørge for, at der væltes nogle af de middelalderlige tårne på læreanstalterne?
Det kræver en temmelig konkret vurdering af nyttevirkningen. Skal vi opnå noget, må vi i alt fald undgå at blande ideologi ind. Vi vil ses som et glemt område af det Danmark, vi lever i. Og der må ske ændringer nu!

I Lund kunne man med kort varsel samle 1300 studerende, da den vestberlinske studenterleder Rudi Dutschke kom for at give anvisninger på den militante kritiks strategi.
Også i Danmark er det på tide at vise, at det er alvor nu. Det er ikke retorik for smuler, vi vil have. Og vi risikerer ikke halsløst at kaste os ud i kritik uden at have noget at stille i stedet. Grunden er lagt i studenterrådenes arbejde gennem mange år.

Vi kan ikke længere acceptere, at selvfølgelige krav blot kan drøftes høfligt - som med slips på! - og kun i det fattige håb, at ens argumenter bliver alment anerkendt om nogle generationer!

Vi må kunne tvinge det reaktionære flertal ved universiteterne til at vågne. Vi må være parate og stærke nok til at modstå den vrede, som vore aktioner vil vække hos de bestemmende. Alle vi tusinder som står udenfor organisationerne må slutte op bag et kraftigt angreb på magtpyramiden.

Vi er den masse, som skal danne klangbund for studenterrepræsentanternes spil. Hver enkelt af os må spørge sig selv om situationen, som den er i dag, ikke snart kræver, at vi griber til demonstrationer, strejker, boykot og andre provokationer for at fremtvinge reformer.
Vi må lære dem taktik, der skal til og vi må ikke lade os afskrække af, at der vil blive råbt "kommunister", "forvirrede unge" og andre populære avisslagord efter os.

Og hvorfor finder vi os i, at også den nye regering slipper billigt ud af døren ved at erklære, at von Eyben-udvalget (om SU) arbejder - og ikke må vækkes! Politisk pres udefra gør politikerne bange for at medgive, at økonomiske beregninger klart og tydeligt viser nytteværdien for samfundet af fuld støtte i uddannelsestiden.

Men først og fremmest skal vi sætte ind mod den ukvalificerede undervisning, der præsteres. Vi skal have bremset de forelæsere, som nægter at tilrettelægge deres undervisning sammen med deres elever. Vi skal presse på for, at professorater ikke længere er livsstillinger, men kontraktansættelser, hvor undervisningsevnen ved forlængelser vurderes på linje med forskningen.

Vi vil ikke længere nøjes med høfligt at påpege det urimelige i, at professorer på grundlag af deres videnskabelige uddannelse udtaler sig som eksperter om administrative og strukturelle forhold som burde drøftes og besluttes på lige fod mellem alle de implicerede. Den militante studenterkritik skal sådan set ikke bringe nye ting ind. Det, det drejer sig om, er blot at tvinge det akademiske liv nærmere mod den form for demokrati, som eksisterer i det øvrige danske samfund. "