Fra klassisk til moderne universitet (1788-1900)

I 1788 fik universitetet en ny fundats, som på mange måder kom til at bestemme rammerne for universitetets virksomhed frem til anden halvdel af det 20. århundrede. 1788-fundatsen er meget omfattende, og fastsætter regler for mange facetter af livet på universitetet.

Københavns Universitets fundats
Københavns Universitets fundats af 5. maj 1788 er et skelsættende dokument i dansk uddannelseshistorie, og udgjorde, med senere justeringer af især styrelses- og økonomiske forhold, helt frem til 1970 grundlaget for universitetets virksomhed.

Særligt vigtigt var det, at eksamensvæsenet blev revideret og reguleret, og at der blev indført specifikke embedseksaminer i alle fakulteter. Disse fik tillagt betydelig kompetence i samfundet, først og fremmest ved at universitetets kandidater fik mere eller mindre eneret på at beklæde statens embeder.

Ved samme lejlighed blev indført ekstern censur, hvormed det omgivende samfund fik mulighed for indsigt i og kontrol med kvaliteten af de universitetsuddannelser, som samfundet var bruger af.

Universitetsfundatsen fra 1788 blev således rammen omkring Københavns Universitets forvandling fra klassisk europæisk universitet til en moderne forsknings- og undervisningsinstitution. Det 19. århundrede er endvidere starten på en aldrig senere afsluttet vækstperiode. I 1788 havde universitetet omkring 1.000 studenter og ca. 20 faste lærere. I 1900 var disse tal vokset til henholdsvis ca. 2.500 og ca. 60. De formelle rammer omkring universitetets akademiske grader og embedseksaminer forblev stort set uændrede gennem hele århundredet, men blev naturligvis udbygget i takt med den faglige udvikling.

Kirugisk Akademi
Kirurgisk Akademi blev oprettet i 1785 som en særlig læreanstalt, uafhængigt af Det Medicinske Fakultet. Dets formål var først og fremmest uddannelsen af læger for den dansk-norske hær og flåde. Men da akademiets uddannelse var bedre end fakultetets, blev de fleste af dem, der udøvede lægegerning i Danmark, efterhånden uddannet her.

Der blev i 1838-1842 gennemført en reorganisation af de medicinske uddannelser i Danmark. I 1785 var den selvstændige læreanstalt Kirurgisk Akademi blevet oprettet, først og fremmest for at tilfredsstille hærens og flådens behov for praktisk dygtige læger. Akademiets undervisning var god, også bedre end den, der leveredes af Det Medicinske Fakultet. Et tegn herpå var, at størstedelen af fakultetets kandidater tillige aflagde eksamen ved akademiet, mens det omvendte ikke i samme grad var tilfældet.

Derfor blev det i 1838 besluttet at indføre en fælles embedseksamen for de to institutioner, og fire år senere tog man skridtet fuldt ud og integrerede Kirurgisk Akademi og Det Medicinske Fakultet i et nyt lægevidenskabeligt fakultet på universitetet. Dette blev afslutningen på en århundreder gammel strid mellem de akademiske medicinere og de praktisk uddannede kirurger om hvem af dem, der skulle varetage lægegerningen i Danmark. Med sammenlægningen begyndte den moderne lægevidenskab i Danmark.

I 1848 ændredes Det Juridiske Fakultet ved indførelsen af den statsvidenskabelige embedseksamen (cand.polit.) til Det Rets- og Statsvidenskabelige Fakultet.

Magisterkonferens

Samme år blev der ved kgl. forordning indført en nyskabelse, der skulle vise sig af meget stor betydning, nemlig indførelsen af den såkaldte magisterkonferens. Baggrunden må findes i 1788-fundatsens meget stive embedseksaminer, der gjorde det vanskeligt for de studenter, der dyrkede nye discipliner, ikke mindst de naturvidenskabelige, at få en formel afslutning på deres uddannelse.

Dette blev muligt med magisterkonferensen, der var en bemyndigelse for universitetet til at sammensætte en individuel eksamen i de discipliner, hvor der ikke var fastsat en embedseksamen. På den måde blev magisterkonferensen et betydningsfuldt instrument for en løbende udvidelse af universitetets fagkreds i de humanistiske og ganske særligt de naturvidenskabelige videnskaber. De sidstnævnte fik først i 1883 en egentlig embedseksamen, da 1788-fundatsens latinskolelærereksamen, med dens stærke vægt på de klassiske sprog, blev afløst af skoleembedseksamen (cand.mag.) hvor moderne sprog og ikke mindst realfagene spillede en betydelig rolle.

Fagkredsen i Det Filosofiske Fakultet blev i det 19. århundrede kraftigt udvidet med nye lærestole i de moderne europæiske sprog, dansk og nordisk sprog og litteratur, sammenlignende litteratur, arkæologi, musik og kunsthistorie samt psykologi, for at nævne nogle af de vigtigste.

Fra gammel tid havde enkelte naturvidenskaber (matematik, astronomi og i nogen grad fysik) hørt hjemme i Det Filosofiske Fakultet, medens botanik og kemi havde optrådt som medicinske hjælpevidenskaber. 1788-fundatsen styrkede naturvidenskaberne og i 1829 blev Polyteknisk Læreanstalt oprettet med det formål, i tæt samarbejde med universitetet, at varetage den praktiske uddannelse af civilingeniører.

Det er et karakteristisk for den stærke tyske indflydelse, at denne uddannelse, ligesom de tilsvarende praktisk orienterede uddannelser i veterinær- og jordbrugsvidenskab, farmakologi m.v. blev henlagt til særlige højskoler, medens de mere teoretiske studier forblev på universitetet. Fra 1850 som et selvstændigt matematisk-naturvidenskabeligt fakultet med lærestole i astronomi, matematik, fysik, kemi, zoologi, botanik og mineralogi.

Videnskabeligt opnåede Københavns Universitet i løbet af det 19. århundrede en pæn placering i det internationale videnskabelige samfund, takket være en række fremtrædende professorer inden for en bred faglig vifte. Århundredets største navn er givet H.C. Ørsted (1777-1851), verdenskendt for sin opdagelse af elektromagnetismen i 1820, men ved siden af ham finder man tillige en lang række fremtrædende videnskabsmænd i alle fakulteter, hvoraf adskillige opnåede internationalt ry.