Rus
Nye studenter på Københavns Universitet er gennem århundreder blevet betegnet som russer. Ordet kommer af endelsen på det latinske depositurus, som betyder den, der deponerer eller afslutter. I dag bliver en ny studerende overvejende blot kaldt en ny studerende, og en rusvejleder kaldes en tutor.
På universitetet var immatrikulationen tidligere ledsaget af et forudgående ritual, der blev kaldt deposits. Det markerede afslutningen (depositio på latin) på den nye studerendes hidtidige liv og begyndelsen på et nyt liv som akademiker. Den nye studerende, der således deponerede sit gamle liv, var en (depositu)rus.
Ifølge Københavns Universitets fundats fra 1539 skulle en ny studerende ved depositsen udspørges af en professor om sin kristendomskundskab og tidligere studier. Efter at have modtaget en formaning om at passe sine studier og at have svoret universitetet lydighed fik den studerende puttet salt i munden (som tegn på visdom) og fik hældt vin over hovedet. Efterfølgende samledes de nye studerende til en afsluttende ceremoni i det største auditorium, hvor en en af de nye studerende med en latinsk tale på alles vegne anmodede om at blive optaget på universitetet. Denne ceremoni er forløberen for vore dages immatrikulationsfest. Ritualet med salt og vin blev afskaffet i 1732.
Forud for denne officielle del af depositsen gik i de første 200-300 år af universitetets historie nogle mere uautoriserede ritualer, som ældre studerende eller pedellerne stod bag. Til disse skulle de nye studerende møde i universitetsgården, udklædt så dyrisk og frastødende som muligt med en spids hue med horn på hovedet, en stor næse, ansigtet sværtet, vildsvinetænder i munden, pukler på ryggen og bryst med videre. De skulle optræde ubehøvlet og primitivt. I gården mødte de depositor, normalt en ældre studerende, som samtidig var pedel, der ligeledes var udklædt og forsynet med instrumenter som ferle (en stok), høvl og tang.
Depositor drev de nye studende ind i et kammer, hvor de blev underkastet en grovkornet eksamination, der altid endte med prygl, hvor depositor slog løs med ferlen og til tider også en pølse, mens han kaldte de nye studerende skældsord som rakkere, asner eller svin. Hertil kom forskellige andre former for fysisk mishandling: knibning med tangen for at fjerne hornene, bearbejdelse med høvlen, så de knortede vækster, som de nye studerende var, kunne blive til slanke søjler i det akademiske tempel. Det hele blev som oftest afsluttet med et drikkegilde med deltagelse af de ældre studerende.
Så længe depositsen ikke gik for vidt, anså universitetet den dog for nyttig. Ifølge universitetsfundatsen fra 1539 tjente den til, ”at de unge mennesker kan lære, at der er en stor forskel på en ulærd og en lærd mand, og for at de kan vænne sig til at udholde de fornærmelser og den utaknemmelighed, som lærde og erfarne mænd modtager som tak for veludført arbejde og gode råd”.
Disse ”plagsomme drillerier” skulle dog udføres ”med besindigt mådehold”. Allerede universitetets statutter fra 1479 slog fast, at de ældre studerende ikke måtte gå for hårdt til de nye studerende:
”Ligeledes, fordi vi lægger stor vægt på at sætte en stopper for visse slette og nedrige studerendes skadelige tilbøjeligheder, beslutter og forordner vi, at ingen må besvære de nyindskrevne studerende (som almindeligvis kaldes grønskollinger) med upassende opgaver eller overvælde dem med obskøne ord eller på anden måde gøre dem til genstand for fornærmende og krænkende ord eller handlinger."
Man kan dog roligt slå fast, at de grove løjer fortsatte langt op i tiden. Selvom den officielle modtagelse af nye studerende på universitetet i løbet 1700-tallet gik over til at ske under mere afdæmpede former, forsvandt ældre studerendes drilleri eller mobning af de nye studerende ikke uden videre. Det har der blandt andet været eksempler på i forbindelse vor tids introduktionsture.
Læs mere om den officielle velkomst til nye studerende: Immatrikulationen.