Professorvillaen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Universitetshistorie > Leksikon > P > Professorvillaen

18. september 2015

Professorvillaen

Inde midt i Universitetsfirkanten ligger der et sort hus, som i det daglige kaldes Professorvillaen.

Huset er opført i årene 1729-32 og er et stykke fornem Københavnsk borgerbarok. Dets nuværende ydre skyldes den daværende Kgl. Bygningsinspektør Niels Koppel, der stod for i den generelle renovering af Universitetsfirkanten fra begyndelsen af 1980´erne. Så hvorfor huset er sort, må man spørge Niels Koppel om.

Professorvillaen

Professorvillaen

København brændte i 1728, og Universitetet med det. Branden var en national katastrofe, og såvel byens som Universitetets genopbygning trak ud. Universitetet benyttede anledningen til at bygge en anstændig embedsbolig for "Oeconomus Communitatis", dvs. Kommunitetets regnskabsfører og godsforvalter.

Økonomus var en vigtig person, og derfor byggede Kommunitetet en flot embedsbolig til ham. Bygningen har traditionelt været tilskrevet Arkitekten Johan Cornelius Krieger (1683-1755), men nyere undersøgelser har dog vist, at det næppe er holdbart, og at arkitekten må søges mellem en af 3 københavnske murer- og bygmestre: Søren Sørensen, Ole Larsen eller Lars Erichsen, formentlig den sidste. Det er derfor det, man i en senere tids sprogbrug kan kalde et "murmesterhus".

Det har været et stateligt hus, et vidnesbyrd om den prestige, der var knyttet til embedet. At der også blev taget praktiske hensyn vidner den store granitblok, der den dag i dag ligger neden for trappen, om. Den er nyttig, når en godsforvalter skal op på hesten!

Studenterbespisningen ophørte før 1800, samtidig med at godsforvaltningen ændredes derhen, at Kommunitetets bønder for fremtiden betalte deres afgift i penge, og ikke naturalier. Hvad det kom til at betyde for Kommunitetets muligheder for at støtte studenterne, er en anden historie, men den umiddelbare konsekvens er, at der ikke længere var behov for en "Oeconomus Communitatis". Derfor blev huset brugt som embedsbolig for en af professorerne, og efter opførelsen af Zoologisk Museum i 1871 blev det embedsbolig for den professor, der beklædte stillingen som museets direktør frem til 1945.

Restaurering

Efter anden verdenskrig blev det inddraget til universitetsadministrationen, hvilket medførte, at huset i midten af 1980'erne var blevet temmelig nedslidt.

Ove Nathan, der var rektor fra 1981 til 1993, havde den drøm at kunne indrette professorvillaen til brug for rektors repræsentation. En drøm, det lykkedes at realisere. I et samarbejde mellem universitetets tekniske forvaltning og den kongelige bygningsinspektør David Bretton-Meyer, og takket være generøs støtte fra en række private fonde, blev det muligt i 1990-93 at gennemføre en gennemgribende renovering og nyindretning af huset.

Restaureringen foregik efter det mønster, der har været gældende for renoveringen af Universitetsfirkanten siden 1980: Der er tale om gamle, meget specielle huse, opført til formål, der for længst er passé. De er fredede, hvilket betyder, at det at anvende dem til et nutidigt formål er en svær opgave, fordi fredningen sætter meget snævre rammer for, hvad arkitekterne må og især ikke må.

Opgaven, at indrette et gammelt hus til nutidige formål, blev i professorvillaen løst fremragende: I den øverste etage blev der indrettet et antal fuldt udstyrede lejligheder til rektors gæster. I stueetagen er der dagligstue, køkken og opholdsrum i øvrigt, samt et mødelokale, der i Ove Nathans sidste år faktisk var det sted, hvor den kreds af rektor og dekaner m.fl., der stod for universitetets daglige ledelse, mødtes – man kan sige, det i de år var magtens centrum på universitetet.

Ove Nathan, som definerede sin rektorrolle som en "pedel uden budget", må være tilfreds med at hænge på væggen (i helfigur, dekanernes afskedsgave, udført af Mogens Hoff) i netop dette rum.

Som en del af istandsættelsen var der engageret en farvekonservator, der meget omhyggeligt afdækkede og nummererede de mange lag maling, der siden 1732 var smurt på væggene. Farvekonservatorens afdækninger er efterladt åbne i alle rummene og de farver, der er anvendt i dag, er hentet fra denne palet.

Ellers var idéen, at når nu historien havde fået sit, skulle huset fremstå som et værdigt udtryk for moderne dansk design.

Dette blev gennemført med stor konsekvens, støttet af sponsorerne (en af sponsorerne er LeKlint-Fonden, al belysning er LeKlint) og ikke et ondt ord om det.

Som årene er gået, er det dog blevet tydeligt, at Ove Nathans idé om at Universitetet har sit særlige gæstehus, er problematisk. De praktiske hensyn omkring vedligeholdelse, hensigtsmæssig møblering, måltider – der blev til gæsterne indrettet et fuldt udstyret køkken – adgangsforhold, rengøring osv. har vist sig vanskelige at få til at fungere tilfredsstillende.
Da behovet for administrationslokaler samtidig er steget, blev det i 2005 besluttet at nedlægge gæsteboligfunktionen, hvorefter huset er blevet benyttet til administrative formål.