Hellige flamme – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Universitetshistorie > Leksikon > H > Hellige flamme

25. marts 2007

Hellige flamme

Københavns Universitet har to faste fester: Immatrikulationsfesten i september, hvor Universitetet hilser sine nye studenter - russerne - velkomne. Og årsfesten i november, der er den akademiske fest, hvor repræsentanter for Universitetets ledelse, og for studenterne, beretter om det forgangne år, og om visionerne for fremtiden, hvor der holdes festforelæsning, og uddeles af guld- og sølvmedaljer, doktorgrader og undervisningspris.

Heiberg, Johan Ludvig: Nye Digte - 1841. Udgivet af Klaus P. Mortensen. Danske Klassikere, DSL/Borgen, Kbh. 1990. Arkiv for Dansk Litteratur. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det Kongelige Bibliotek. Hentet 7. december 2011 fra Arkiv for Dansk Litteratur.

I begge fester indgår et omfattende musikprogram, hvor Hellige Flamme, sunget af Studentersangforeningens mandskor, spiller en central rolle. I festprogrammerne finder man en notits om at Hellige Flamme stammer fra en kantate med tekst af J. L. Heiberg (1791-1860) og musik af C.E.F. Weyse (1774-1842), skrevet i anledning af rektorskiftet i 1839. Det bliver man måske ikke så meget klogere af, men bagved ligger der faktisk en interessant lille historie.

Fra Luthersk præsteskole til moderne universitet

Københavns Universitet var i første halvdel af 1800-tallet inde i en voldsom forandring, fra en gammeldags Luthersk præsteskole til et moderne universitet, på europæisk niveau og i overensstemmelse med de Humboldtske idealer om fri og uafhængig forskning, og en undervisning med udgangspunkt heri, formidlet af aktive videnskabsmænd.

Teologien var stadig det største og vigtigste fag, men samtidig var naturvidenskaberne, medicin, moderne sprog og kulturfag m.v. i stærk fremgang. Indtrykket af et nyt universitet i fremgang blev understreget af et ambitiøst byggeprogram, hvis første resultat var den nye hovedbygning fra 1836, og som i løbet af det 19. århundrede forsynede universitetet med tidssvarende bygninger af høj kvalitet.

Fra latin til dansk

Et led i denne modernisering var, at dansk nu overalt kom til at erstatte latin som undervisnings- og eksamenssprog.

Også universitetets fester blev på initiativ af teologen H.N. Clausen, rektor 1837-38, moderniseret. I 1837 blev det ved kgl. Resolution bestemt, at antallet af fester, der igennem årene var vokset, skulle begrænses til de tre gennem tiderne nedarvede: festen i anledning af rektorskiftet, festen i anledning af reformationen og festen i anledning af kongens fødselsdag.

Sproget ved universitetsfesterne skulle være dansk, og det hedder blandt andet at de officielle festtaler "--- virke opvækkende og forældende paa en større Kreds af dannede Medborgere. Universitetet bør søge ogsaa ved dette Baand at knytte disse nærmere til sig, saa at de kunde vinde en forøget Interesse for og Deltagelse i det aandelige Liv som bør udgaa fra, næres og vejledes ved Universitetets virksomme indflydelse, ligesom dette upaatvivlelig vil have en gavnlig Tilbagevirkning paa Universitetet selv."

Musik og sang

Endelig var et vigtigt element i reformen, at man skulle "--- træffe Foranstaltning til Anbringelse af Musik og Sang".

Dette må ses i lyset af at studentersang under mere organiserede former i disse år var i en voldsom udvikling, kraftigt inspireret af den skandivianisme, der netop da oplevede sin kulmination med hyppige møder mellem professorer og studenter fra de nordiske lande. I Danmark fik dette sit kraftigste udtryk ved stiftelsen af Studentersangforeningen i 1839.

Første gang man for alvor førte disse tanker ud i livet, var ved Universitetsfesten i anledning af såvel rektorskiftet som reformationen i november 1839. C.E.F. Weyse stod for det omfattende musikprogram, hvor et centralt element var hans 3. reformationskantate Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld for soli, firstemmigt mandskor og klaver, der slutter med en hyldest i anledning af rektorskiftet.

Universitetets kendingsmelodi

Kantatens næstsidste sats beskriver Universitetet som videnskabens tempel, med det afsluttende kor Hellige Flamme som en generel hyldest til akademikerstanden. Som den danske studentersangs historiker Anne Ørbæk Jensen udtrykker det: "Det er derfor ikke mærkeligt, at dette kor nærmest blev Universitetets 'kendingsmelodi'."

Således at en officiel fest på Københavns Universitet uden Hellige Flamme, nu, et trekvart århundrede senere, vil være helt utænkelig.