Gobelinsalen – Københavns Universitet

Universitetshistorie > Leksikon > G > Gobelinsalen

03. august 2006

Gobelinsalen

Tilbygningen til festsalen, Gobelinsalen, er fra 1935-37. Salen, der er en gave fra Ny Carlsbergfondet, rummer syv gamle flamske gobeliner, der er blevet fundet i en kælder under hovedbygningen ca. 1860. Vi ved intet om hvordan gobelinerne, der er fremstillet i den belgiske by Oudenaarde ca. 1670 af væveren Pieter van Copenole, er havnet i kælderen under hovedbygningen på Københavns Universitet. Motiverne, der er standard i forhold til, hvad datidens gobelinvæveri arbejdede med, forestiller scener fra makedonerkongen Alexander den Stores liv.

Baggrund

I 1919 henledte docent i kunsthistorie, dr.phil. Francis Beckett, konsistoriums opmærksomhed på de billedtæpper, universitetet ejede, og formodentlig havde ejet siden det 18. århundrede. De var allerede grundigt beskrevet i et Forsøg til en Beskrivelse af og Efterretninger om vævede Tapeter og andre mærkelige Væggedecorationer i Danmark ved J. G. Burman Becke, fra 1863. Tæppernes proveniens og overdragelse til universitetet er ukendt, men det var med rette, at Beckett påpegede nødvendigheden af at få dem restaureret og bevaret. Der er tale om en serie på syv vævede billedtæpper med fremstillinger af antikke helte og krigere i billedfeltet, indrammet af ens dekorationer i borten.

Gobelinsalen

Gobelinsalen.

Tæpperne blev fundet i en af universitetets gamle kældre, hvor de formodentlig er blevet stuvet hen i to store trækister og glemt, enten efter den store brand i 1728 eller efter bombardementet i 1807. Da billedtæpperne, i uld og silke, derfor har været beskyttet mod lys, er farverne godt bevaret. I 1919 var de dog blevet slidte og trængte til en kyndig behandling. På dette tidspunkt var der ikke mulighed for at finde det økonomiske grundlag for en reparation og vedligeholdelse, og derfor blev billedtæpperne kun anvendt ved særlige lejligheder. Blandt andet blev et antal af dem rullet ud som gulvtæpper under forsvaret af doktordisputatser.

Gobelinerne

Serien er karakteristisk ved sine borter af putti i hjørnerne, blomster-og frugtfestoner langs siderne og den nederste kant og blomsterguirlander omkring en kartouche øverst på midten af billedfelterne. To af billedtæpperne er signeret for neden til venstre med initialerne P.V.C.AUD. Denne signatur har Francis Beckett tolket som et arbejde af billedkunstneren Pieter van Coppenole for billedvæveriet i Audenaar. Formodning kan ikke bekræftes jævnfør et eksisterende arkiv, men den nyeste forskning i tilknytning til Audenarde-værkstedernes virksomhed har heller ikke afvist rigtigheden af denne identifikation. Tæpperne stemmener nemlig som overens med værkstedernes tematiske tradition og stilistiske praksis i 1670’erne.

Seks af gobelinerne er ophængt i den rækkefølge, Beckett har beskrevet og katalogiseret dem i universitetets årbog.

Gobelin

En af de seks gobeliner der hænger i gobelinsalen.

Det syvende tæppe hænger ikke fremme. Af ukendte årsager er det sidste billedtæppe blevet så ødelagt, at det ikke har stået til at redde. Som Becketts beskriver, har han ikke kunnet fremstille et samlet fortælleforløb, men ikke desto mindre er der, på trods af billedernes lidt grove figurfremstillinger og forenklede kompositioner, noget velkendt over disse romerske helte og krigere. I 1960 har museumsinspektør ved Kunstindustrimuseet, Vibeke Woldbye, påpeget billedernes tilhørsforhold til Rubens kartoner for billedvæverierne i Bruxelles.

Der er tale om den meget beundrede og ofte kopierede Decius Mus-serie. Scenerne referer til legenden om den romerske konsul (340 f.v.t.), der i krigen mod latinerne i drømme indvier sig selv og den fjendtlige hær til de underjordiske guder. Derefter udlægger han sin drøm for sine fæller og soldater, forbereder sin død ved ofringer til de romerske guder og edsaflæggelse, sender lictorerne bort og kaster sig på sin hest ud i slaget mellem fjendens soldater, hvor han bliver dræbt. Ved sit heltemod og sin troskab sikrer han således sejren for romerne.

Det er muligt, at serien har været tiltænkt et gemak i det første Christiansborg Slot, og at de er indkøbt af Christian V, men de kan lige så vel have været anskaffet af en adelsmand eller en velhavende borger. Der var i løbet af det 17. århundrede udviklet en smag for vævede billedtæpper. Arkiverne bevidner, hvordan det var skik ved større festligheder, at opfordre rigets damer til at medbringe deres bedste billedtæpper til udsmykning af gemakker og gæsterum, som supplement til de kongelige billedserier. Gobelinsalen opfylder på tilsvarende måde universitetets ønske om, at kunne modtage sine gæster i en passende ramme, matchene udsmykningen af forhallen og festsalen. Man ønskede ikke at gribe forstyrrende ind i den oprindelige plan og den del af programmet, som smykker disse rum.

Baseret på manuskript af Hanne Marie Ragn Jensen, 2003.