Fangekælderen (Carceret)
Universitetets fangekælder eller carcer, som den også kaldes med et latinsk ord, stammer fra tiden før 1770, hvor universitetet havde egen jurisdiktion. Det betød, at konsistorium var domstol for studerende, som overtrådte universitetets eller det øvrige samfunds love. En af de straffe, studerende kunne blive idømt, var et ophold på vand og brød i universitetets fængsel.
Fængselsstraffen er nævnt i universitetsfundatsen fra 1539, og den sidste officielle dom på ophold i fængslet er fra 1712. Noget tyder dog på, at fængslet var i brug frem til midten af 1700-tallet.
Fangekælderen er beliggende i en tilbygning til Konsistoriebygningen bag ved hovedbygningens festsal. Kælderens nuværende udseende går tilbage til 1600-tallet. I forbindelse med opførelsen af den ny hovedbygning i 1836 blev fængslet kastet til, men gravet fri igen ved en restaurering i 1940’erne.
De indsatte kunne fordrive tiden med at indridse deres navne i væggenes mursten, og en række navne fra 1600-tallets sidste halvdel er stadig synlige. Forhenværende overarkivar Vello Helk fra Rigsarkivet har dechifreret et antal af dem, og de viser, at adskillige af de indsatte studenter senere blev sognepræster i Danmark og Norge. Ifølge domsprotokollerne blev fængslet især brugt til at straffe ulydige eller opsætsige studenter, samt gadeuorden i drukken tilstand. Klager over maden på Kommunitetet kunne også føre til et ophold i fængslet.
Opholdets længde varierede fra et par dage til par uger – eller indtil konsistorium fandt, at studenten havde siddet længe nok. Der er også beretninger om fangeflugt eller om at man har lukket de indsatte ud før tid, når streng frost gjorde rummet umuligt at opholde sig i.
Ikke kun studerende blev idømt fængsel på universitetet. Også bønder, som boede på universitetets jorder og derfor hørte under hørte konsistoriums myndighed, kunne blive sat i fangekælderen. Det var pedellernes opgave at arrestere lovovertræderne og holde øje med dem i fangekælderen.