Doktorgraden – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Universitetshistorie > Leksikon > D > Doktorgraden

07. august 2003

Doktorgraden

Doktorgraden er den højeste akademiske grad som er blevet tildelt ved universiteter siden middelalderen, hvor der efterhånden, lidt forskelligt fra sted til sted, opstod et system af akademiske grader (baccalaurius, magister, licentiat og doktor) med doktor som den øverste.

Ordet doktor

I daglig tale opfattes en doktor for det meste som en praktiserende læge. Det skyldes, at det i ældre tid var en forudsætning for at kunne praktisere som læge, at man havde erhvervet den medicinske doktorgrad.
Men ordets virkelige betydning er en anden: På latin betyder doctor en underviser, afledt af verbet docere, at undervise. Og derfor er doktorgraden egentlig universitetets blåstempling af, at den pågældende nu har erhvervet den fornødne autoritet til at docere - altså undervise inden for sit fag.

Doktorens betydning

Blåstemplingen af en person i form af doktortitlen, har haft stor betydning. Som eksempel kan nævnes, at den luthersk-evangeliske dansk-norske kirke efter reformationen i 1536 fandt det af afgørende, at en doktor var Sjællands biskop og teologiske professor ved Københavns Universitet - en mand, om hvis autoritet der ikke kunne rejses tvivl. Derfor afholdt Christian III i 1537 personligt de betydelige omkostninger, der var forbundet med at få Peder Palladius promoveret som teologisk doktor hos Martin Luther i Wittenberg.

En doktor disputats fra 1648

En doktor disputats fra 1648.

Disputats

Gennem tiden udviklede der sig også i Danmark et kompliceret ritual omkring erhvervelsen af doktorgraden, hvis kerne var, at doktoranden, kaldet præses, fremsatte én eller flere påstande eller teser, normalt på tryk i en såkaldt disputats. Som han derefter offentligt måtte forsvare imod angreb fremsat af professorer og studenter fra universitetet.

Grundtrækkene heri er bevaret i de regler, der i dag gælder på Københavns Universitet omkring doktorgraden: Doktoranden – præses – skriver en disputats, en større videnskabelig afhandling som, efter den er blevet antaget til forsvar af det fakultet, hvortil den hører, skal igennem et mundtligt offentligt forsvar.

Fakultetet udpeger et antal, normalt to, officielle opponenter, der underkaster afhandlingen en endog meget indgående kritik. Derudover står det enhver frit for at melde sig som uofficiel (ex auditorio) opponent. Præses må kunne forsvare sin afhandling på tilfredsstillende vis, og får først tilkendt graden efter at universitetet har fundet forsvaret tilfredsstillende. At der ikke bare er tale om en tom formalitet fremgår af, at det sker, omend sjældent, at universitetet efter det mundtlige forsvar nægter at tildele graden.

Hædersbevis og værdighedstegn

Et universitet kan som hædersbevisning tildele en særlig fremragende videnskabsmand æresdoktorgraden, doctor honoris causa, uden forudgående disputats og mundtligt forsvar.
Fra gammel tid er doktorgraden blevet meddelt ved et diplom. Af andre værdighedstegn kan nævnes doktorhatten og doktorringen. Doktorhatten gik dog i Danmark af brug i begyndelsen af 1800-tallet, men benyttes i f.eks. Finland og Sverige.

Jus docendi

Med doktorgraden fulgte fra gammel tid retten til at få stillet et kateder til rådighed på universitetet. Denne ret kaldes jus docendi. For 100 år siden var det ikke ualmindeligt, at ganske mange nybagte doktorer benyttede sig af denne ret til som privatdocenter at gennemføre et undervisningsforløb. Det gav dem en mulighed for at markere sig. Og for mange blev det starten på en akademisk karriere. Omvendt var det for universitetet en kærkommen lejlighed til at få et supplement til den sparsomme undervisning, det forholdsvis lille professorkorps kunne levere.