Konsistoriehuset – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Universitetshistorie > Bygningerne v/Frue Plads > Konsistoriehuset

11. august 2010

Konsistoriehuset

Huset

Konsistoriehuset inde i universitetsgården på Frue Plads er den eneste bevarede del af Roskildebispens københavnerresidens, som Universitetet overtog efter reformationen 1536. Der er ikke bevaret skriftlige kilder fra den katolske tid, så vi ved stort set ikke noget om, hvad huset har været benyttet til, før Universitetet overtog det.

Konsistoriehuset

Konsistoriehuset

En oplagt mulighed er, at det har tjent som biskoppens private residens. Dette støttes af, at vi ved, at den øverste etage har været delt således at den bagerste tredjedel har udgjort et særligt rum, der kan have været sovegemak.

Huset er et af de ældste i København, måske det ældste. Fhv. rigsantikvar Olaf Olsen foretog gravninger i huset i slutningen af 1960´erne og daterede bygningen til ca. 1420. Dette passer godt med, at Erik af Pommern i 1417 gennemførte, at kronen overtog byen København fra Roskildebispen. Det betød, at biskoppen, før reformationens en af rigets mest betydningsfulde mænd, måtte fraflytte Københavns Slot og bygge en ny residens på Frue Plads.

Tagkonstruktionen er den eneste bevarede middelalderlige i København. Arkitektekturhistorikeren Ebbe Hædersdal har foretaget en dendrokronologisk analyse af tømmeret, som er fældet 1475-80. Dette betyder ikke, at selve huset ikke kan være ældre, tagbrande var almindelige i middelalderen, eller tømmerkonstruktionen kan være blevet udskiftet af andre grunde. Huset er yngre end resterne af Nicolai Kirke, men måske ældre end Skt. Petri og Helligånds kirker. Under alle omstændigheder er bygningen det ældste bevarede verdslige hus i København.

Konsistoriums mødesal

Det er skriftligt dokumenteret, at Konsistorium har holdt møde i rummet i hvert fald siden 1563. Så en meget stor del af de mest centrale skikkelser i dansk kultur- og åndsliv – navne som Niels Hemmingsen, Thomas Fincke, Ole Rømer, Ludvig Holberg, H.C. Ørsted, Knud Lyhne Rahbek, Adam Oehlenschläger, Rasmus Rask, Ludvig Panum Vilhelm Thomsen eller Niels Bohr for blot at nævne nogle – har haft deres gang her.

Møblementet er en gave fra de to Carlsbergfonde til Universitetet ved 500 års jubilæet i 1979. Gaven var en stort tænkt idé fra fondene om at lade Hans Wegner skabe en original og værdig møblering af dette meget specielle og historiske rum. Forskellige forhold gjorde, at denne tanke kun i begrænset omfang – og på ikke helt vellykket vis – blev ført ud i livet.

Konsistoriums mødesal med blandt andet det store gulvtæppe udført af væveren Puk Lippmann.

Det er derfor en stor tilfredsstillelse, at det i 2002-03 lykkedes at gennemføre en tiltrængt istandsættelse af rummet. De meget uheldige gulvtæppe- og belysningsløsninger er afløst af nogle, der mere harmonerer med intentionerne bag de to Carlsbergfondes gave fra 1979, ligesom der er fundet en god løsning, der muliggør den nødvendige brug af AV-midler.
Som en fornem afslutning har Universitetet i 2005 modtaget en stor gave fra Ny Carlsberg Fondet i form af det store gulvtæppe udført af væveren Puk Lippmann.

Samtidig blev de gamle prismekroner, der tidligere havde hængt i rummet, men som var blevet nedtaget i forbindelse med istandsættelsen 2002-03, på foranledning af Puk Lippmann atter hængt op, efter at være blevet sat i stand og monteret med fiberoptik. I denne forbindelse blev der gennemført en belysningsplan til afhjælpning af de hidtidige utilfredsstillende belysningsforhold i rummet.

Fangekælderen - Carceret

Det er forkert, når kælderrummet med søjlerne til daglig kaldes fangekælderen. Den rigtige fangekælder er det lille forrum med toppede brosten, som i de ældre kilder ofte omtales som carceret.

Fangekælderen.

Universitetet havde til 1770 sin egen jurisdiktion. Derfor var Konsistorium domstol for studerende, der kom i konflikt med myndighederne.
Frem til efter 1700 – den sidste dom på ophold i carceret vi kender er fra 1712 - var et typisk sanktionsmiddel et ophold i kælderen på vand og brød, sådan rent bogstaveligt. Opholdets længde varierede: et par dage, en eller flere uger, eller indtil Konsistorium fandt, at studenten havde siddet længe nok, altså tidsubestemte straffe. Der er også beretninger om at man har lukket dem ud i utide, når streng frost gjorde rummet helt ubeboeligt.

Som man kan se, har de indsatte fordrevet tiden med at skrive deres navne i væggen. Fhv. overarkivar Vello Helk, Rigsarkivet, har dechifreret et antal af de indridsede graffiti i matriklen. I følge domsprotokollerne var en typisk forseelse gadeuorden i drukken tilstand. Men også for voldsom mishandling af russerne, eller for håndfaste klager over kommunitetsbespisningen, kunne føre til et ophold i carceret.

Helk har også konstateret, at de indsatte bagefter typisk endte som sognepræster i Danmark og Norge, hvilket ikke kan undre, Universitetets hoved- og stort set eneste opgave til langt ind i 1700 tallet var at uddanne præster til de danske og norske kirker.

Kælderen

Siden huset blev bygget i begyndelsen af det 15. århundrede har terrænet udenfor hævet sig ca. 1½ m. Så oprindelig fremstod den nederste etage som en anseelig sal i gadeplan, evt. har man gået et par skridt ned i den. Holder antagelsen om at huset var biskoppens private beboelseshus, kan salen i nederste etage have været der, hvor han modtog gæster m.v.

Gulvhøjden er den originale, der er altså ikke tale om at der står lange søjleskafter gemt i skidt. Det sandsynlige er, at det drejer sig om indeklima: De store søjlekroner (kapitæler) suger varme op sommeren igennem, og afgiver den igen om vinteren. Så man har på den måde opnået at skabe et hyggeligt indeklima, hjulpet af kaminen i endevæggen.

Efter at Universitetet overtog huset i 1537 har den nederste etage været brugt til mange ting. Således fik den professor, der i årene efter universitetets genoprettelse i 1537 havde ansvaret for økonomien, som betaling for det hermed forbundne arbejde, eneret på at udskænke tysk øl og vin til studenterne, hvilket skete i denne kælder. Hvor længe dette varede ved vi dog ikke noget om.

Og siden hen, efterhånden som rummet  på grund af terrænhævningen mere og mere fremstod som en egentlig kælder, blev den mest brugt til opbevaring.

Manglende dræning kombineret med at den nederste del af ydermuren i stigende grad blev dækket af jord har medført betydelige frugtproblemer. Disse blev først blev afhjulpet i 1960´erne, hvor der blev etableret omgangsdræn, gulvvarme og klimastyring.

Kælderen er nu indrettet til repræsentative formål.